Kan man mon lære tantra teknikker

I tantramassagen inviterer jeg dig til at undersøge lyst og sanselighed i dig selv. Du inviteres også ind i frihed og bevægelighed. For at åbne for dette rum sætter jeg en klar ramme, og jeg tager lederskabet for tantra massagen. Det betyder, at du er fri til at slippe enhver ide om at skulle præstere noget, at skulle give noget igen, ja – det åbner muligheden for at du kan erfare noget nyt og noget andet end det, du ellers har erfaret i forbindelse med seksualitet.  Og skal man mon kunne tantra teknikker for at invitere det dette?

Mit svar er: nej. Det har intet at gøre med teknik. I min uddannelse på Mahamudranistituttet har jeg øvet mig på at undersøge kontakten til mig selv på mange forskellige måder for at blive klar over, hvornår jeg er i min egen sanselighed, og hvornår jeg måske er i gang med at prøve at fikse noget eller påvirke den anden i en retning (fx gøre det godt for den anden). Jeg er sikker på, at var det det, jeg ville, kunne jeg godt lære nogle tantra teknikker, der kunne bruges. Men min tanke er, at skal jeg kunne invitere andre til at blive ved sig selv, at sanse, at elske, at bevæge sig uden at få projekter undervejs og uden at ville ”have noget ud af det”, ja – at hengive sig, er jeg nødt til selv at blive ved mig – ja, og hengive mig. Det sted i mig, hvor jeg blot ER og ikke GØR, åbner for en særlig mulighed for at gå i kontakt med den anden og en mulighed for den anden for at gå i kontakt med sig selv. Dette punkt er Frihedens og kærlighedens væsen.

Tantra massage er et møde i lyst og kærlighed

Jeg spørger altid, når folk ringer, hvad det er, der får vedkommende til at være interesseret i at prøve en tantra massage. Og hvorfor spørger jeg nu om det?

Det gør jeg for at fornemme, om den der ringer er interesseret i en ydelse, at få noget af mig, som på forhånd er defineret eller lagt i en form, allerede støbt i tankerne inden massagen overhovedet er aftalt og gået i gang. ELLER om den anden er interesseret i at møde sig selv og mig og undersøge noget i sig selv. Mit spørgsmål udspringer ikke af frygt, men af en klar fornemmelse i mig selv af, at hvis den anden vil have noget bestemt ud af massagen, udebliver friheden til at lade det ske som sker og se det og undersøge det. Jeg vil blive en mekanisk maskine som febrilsk forsøger at opfylde en forventning, og det er simpelthen ikke interessant for mig. Jeg undersøger nemlig også kontakten til mig selv i massagen.

Jeg beder altid folk gå ind og læse på min hjemmeside. Det er ikke fordi, de skal tænke, eller de skal mene det samme som mig, men for at et møde kan finde sted og kan blive fint og funderet i frihed og respekt, må jeg sikre mig, at det menneske, jeg mødes med, er åben og nysgerrig på at iagttage, mærke indad og kontakte sig selv.

Jeg oplever, at en del mennesker siger, at de har læst min hjemmeside og mærkede seriøsitet (ikke at forveksle med alvor eller sentimentalitet), og at det er nysgerrighed på dem selv, der driver dem. Det er fantastisk. Det er liv, der leves, og liv der bevæger sig, og et fantastisk godt udgangspunkt eller indgang til en massage.

Tantra er levende, tantra er i bevægelse, og jeg kan aldrig hverken love eller forudsige, hvad og hvorledes en tantramassage kommer til at forløbe. I virkeligheden skulle jeg nok kalde det for et tantrisk møde i stedet for, for det beskriver egentlig mere det dynamiske og det bevægelige, det der ligger langt væk fra at købe en bestemt vare eller ydelse. Når man har muskelspændinger kan et besøg hos en fysiurgisk massør være det helt rigtige. Han ved præcis, hvor han skal trykke for at løsne de spændte muskler, og han gør det fordi, det er den ydelse, den anden køber. Det er fint. Men det er ikke det, jeg inviterer til.

Tantramassagen er et kærligt møde. Den form, vi bringer ind i mødet, som det billede eller den historie vi har om os selv, kan opløses i det tantriske møde. Her møder jeg ikke blot kroppen eller identifikationen med den historie vedkommende har om sig selv (og de udfordringer der eventuelt har været i livet), men mennesket. Lige der. I ethvert møde er der et menneske, som er menneske på godt og ondt, ganske som jeg selv. Og det ved jeg. Og det menneske bydes velkomment, blot til at være med det der er, og det der opstår.

Jeg kunne kalde mit lille anneks for et lysthus, eller et kærlighedsrum, eller min klinik, eller blot lade være med at kalde det noget, fordi jeg ved, at hver gang jeg vælger et navn inviterer, jeg den anden ind i en særlig forståelse, et særligt billede og dermed måske en særlig forventning om, hvad der kommer til at ske. Der KAN ikke forventes noget som helst, men der KAN inviteres til at undersøge… ja, lyst og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine