Månedsarkiv: januar 2016

Tilbagemelding vedr. “Sanselig erkendelse”

Tilbagemelding vedr. “Sanselig erkendelse” (i et forløb over flere gange)

– som jeg synes viser lidt om, hvordan sind og krop sammen kan bevæge sig og nå til nye erkendelser.

Hej Trine,

Jeg har læst dit nyeste indlæg flere gange, og jeg er fuldstændig enig med dig, specielt med denne sætning:
“At åbne munden og sige hvad jeg har brug for kan være fint, men bevidstheden om, at det ikke er sikkert, jeg får det, er afgørende.”
Jeg vil endda sige, at det ikke bare kan være meget fint at åbne munden, men fuldstændigt essentielt for et forhold.
Problemet er at accepterer “at det ikke er sikkert jeg får det”, det er i hvert fald mit problem, og grunden til at jeg startede med tantramassage.

Og det har hjulpet! Ikke bare i mit forhold til A, men i hele mit liv.

Jeg føler, at jeg generelt er mere afslappet mht. at tingende ikke lige er/gør/sker som jeg ville ønske det.
Jeg mærker det selvfølgelig mest i forhold til A og intimitet/sex/kærlighed, men det var også der jeg synes der var problemer.
Men også ifht. børnene, på arbejdet og overfor min eks.
Jeg synes også, at jeg er bedre til ikke at fortælle mine ønsker på en krævende måde, og til i det hele taget at snakke mere med A.

Samtidig oplever jeg sjovt nok også, at tingende faktisk oftere er/gør/sker som jeg ville ønske det, måske fordi jeg ikke stiller så store/hårde krav som før.

Alt dette vil jeg meget gerne takke dig for, for det er sket efter jeg er begyndt at have møder med dig.
Vores snak inden og vores mails imellem massagerne, betyder rigtig meget for mig, og gøre at jeg ser verden og mit liv med helt andre øjne.
Og massagen gør et eller andet ved min hjerne og mit væsen, så jeg kan forstå og agerer ud fra det vi snakker/mailer om.

Der er stadig “tilbagefald” til mit gamle jeg, og derfor glæder jeg mig også over, at jeg bestemte mig til at mødes med dig igen. 
Jeg tror jeg kan blive meget bedre til det du skriver i indlægget, men det kræver nok nogle flere møder.

Men i hvert fald MANGE TAK.

Kærlig hilsen P.

Om at hele noget i sig selv sammen med sin partner

Om at hele noget i sig selv sammen med sin partner

– i samtale og i massage

Det er forunderligt, hvordan jeg igen og igen ender med at SE, at ansvarlighed for mig selv er dét, der i sidste ende heler mig. Jeg KAN ikke give ansvaret til andre, som for eksempel min partner, når noget ikke fungerer for mig. Senest kom jeg kontakt med dette i en par-tantra-session, jeg havde.

At sige hvad jeg har brug for?

Vi har alle forskellige strategier, vi mere eller mindre bevidst bruger for at få det, vi længes efter. En kendt strategi er at fortælle min partner, hvad jeg har brug for. Det lyder jo umiddelbart tilforladeligt, men hvis jeg kun giver udtryk for, hvad jeg har brug for, og forventer at få det, kan det give store problemer.  Så har jeg skabt en forventning i mig, og jeg bliver næsten pr. automatik skuffet, for hvordan kan det nogensinde blive præcist, sådan som jeg længes efter?  At åbne munden og sige hvad jeg har brug for kan være fint, men bevidstheden om, at det ikke er sikkert, jeg får det, er afgørende.

Bedømmelse af den anden og oplevelsen af at blive kritiseret

I forventningen er der bedømmelse. Der er noget af det, du gør, der er godt for mig, og noget af det du gør, der ikke er godt for mig. Bliver jeg ved det, kan jeg i realiteten bruge et helt liv sammen med min partner, hvor jeg længes og prøver at få ham eller hende til at give mig det, jeg længes efter. Uden at få det.

Hos den anden bliver forventningen til en slags kritik. Måske forsøger den anden at leve op til mine forventninger eller måske sker der en tilbagetrækning for at beskytte sig mod den kritik, der er indeholdt i forventningen. Du skal være på en anden måde, end du er. Tilbagetrækningen skaber ensomhed i – og afstand mellem parterne.  Jo mere den ene presser på, des mere trækker den anden sig.

Mange par oplever dette i forskellige former, og jeg møder ofte dette mønster om pres og tilbagetrækning. Ikke mindst i mig selv. Når jeg vil noget for meget, kommer den anden til at mærke det som en forventning (hvilket det også er), og så trækker vedkommende sig. Resultatet er to mennesker, der er ensomme.

At undersøge det sammen i en par-massage

Mange udtrykker længslen efter at give slip og give sig hen i en tantramassage. AT kunne være til stede i sin krop og i sit sind uden at ville noget, at slippe mål og mærke hvordan rummet inden i åbner sig til det, der af nogle beskrives som tidsløshed.

I par tantra-sessionen forleden brugte vi fire timer på at undersøge kontakt og berøring og reflekterede sammen.  Det skete gennem øvelser og en guidet massage, hvor jeg guidede manden til at massere kvinden.

I samtalen efterfølgende talte vi om det med at være bedømmende i forhold til sin partner. Om at vente på at den anden gør noget. Gør det, der skal til. Om at ville have noget bestemt af sin partner.

Kvinden havde oplevet at kunne give sig hen i massagen, at blive ved sig selv, og opleve en tilstand, hvor tiden opløstes, og der ikke var et mål med berøringerne. Hun var blot i sin lyst uden at bedømme sig selv, og i denne tilstand af selvaccept bedømte hun heller ikke sin mand eller mig.

Den kritik, vi har af andre bider os selv i hjertet, og der er stor smerte i at mærke, at man ”er sådan en der kritiserer”. Omvendt kan den selvaccept og kærlighed, vi oplever i hengivelsen, åbne hjertet for den anden. Det er vel at mærke vores egne huller, vi skal hele. Nøglen og ansvaret har vi selv, men vi kan gøre det i bevidsthed og nærvær med andre.

Kærlig hilsen Trine.

 

Sanselig erkendelse – forening af krop og sind

Sanselig erkendelse – forening af krop og sind

Hvor giver det dog god mening at forene psykoterapeutisk samtale og tantramassage. Jeg oplever nu, hvordan flere og flere mennesker kommer til  ”Sanselig erkendelse” og bruger 4-5 timer til fordybelse sammen med mig. Først fordybelse i samtale, derefter i massage. Meget ofte sker der helt naturligt det, at vi i samtalen opdager noget i de temaer, vi beskæftiger os med, som kan undersøges i massagen. Hengivelse, kontrol, give slip, begær, kærlighed, præstationsangst, lederskab, at mærke sig selv og holde sig på egen banehalvdel osv.  Ja, jeg begynder at tro, at der nærmest ikke er noget, der ikke kan undersøges på en eller anden måde – i kroppen.

Men går vi så ind og prøver at fikse noget, løse et problem eller to? Nej! I tantra forsøger vi ikke at løse noget, vi iagttager – og vi bevæger os. Vi kigger på og observerer os selv i mødet og i kontakten med den anden. Og vi gør det i accept af os selv. Der er intet der er forkert, men der er masser af områder, der kan sættes i bevægelse. Er der nogen forskel, vil nogen måske spørge. Jeg kommer jo, fordi der er noget jeg vil sætte i bevægelse. Er det ikke det samme som at ville ændre på det.  Ja og nej. Forskellen ligger måske deri, at vi ikke ved, hvor vi ender, men at vi siger ja til at bevæge os, handle, og at alt hvad der sker undervejs rummes med kærlighed og accept.  Accept har det med at opløse det, der skal opløses og giver mulighed for at nyt kan blomstre og udfoldes.

Namaste.

 

Gruppeforløb