Lidt om når egoet er på spil

• Og hvor skal man dog være knivskarp og kende sig selv godt som tantramassør… pyh altså.

Hvis vi VIRKELIG skal mødes i det ingenting, hvor der ingen forventninger er, så kræver det, at jeg som massør kender mig selv rigtig godt, og at jeg stiller skarpt på, hvornår mit ego er på banen.

Hvis den, der kommer hos mig, er i proces med at udvikle noget, kan det virkelig få mit ego i sving. Måske har vedkommende været hos flere tantramassører, har oplevet forskellige massager og forskellige reaktioner i sin krop. Har fundet ud af, at ”noget virker godt for mig, og noget virker ikke godt”. Allerede her skal jeg være på vagt, for mit ego er vækket. Måske allerede i gang med at sammenligne mig med de andre og få mig til at tænke tanker om, at der skal skrues op for det ene og ned for det andet i massagen. Så udfaldet bliver positivt, og jeg er den gode massør, som forstod, hvad det hele handlede om. Meget menneskeligt, men meget dumt.

For hvem ved overhovedet, hvad der skal til? Alt afhænger af det, der sker her og nu. Ikke af en historie om, hvordan det var sidste gang eller gangen før. Hvis vi vil gå ind i det forventningsløse og frie rum, kan det ikke nytte noget, at vi bringer forventninger med ind. Og det er det rum, jeg inviterer ind i. Det er det rum, jeg forholder mig til lige nu. Andre rum er også gode.

En anden ”fælde” er, når vi som massører kommer til at fylde vores liv op med massager, fordi vi har brug for intimitet. Det har alle. Men det er ikke godt, når vi skal massere og mødes med mennesker i en invitation, som beskriver, hvordan de kan tillade sig blot at være uden at skulle yde noget. For hvis jeg har brug for noget, vil den anden lynhurtigt opsnappe det og måske – uden at vide det, prøve at give mig det. Rød alarm. Blink blink.

Jeg laver ikke massager, fordi jeg mangler intimitet i mit liv. Jeg laver massager, fordi jeg gør. Og ja, det er intimt. Heldigvis. Vi kan undersøge alle disse nuancer sammen. Vi kan bevidst og ærligt kigge på os selv. Tale om det der skete. Måske undervejs og bagefter.

I min praksis mødes jeg jævnligt med en gruppe kvindelige massører. Vi superviserer hinanden og får forhåbentlig øje på – igen og igen – at vi blot er mennesker – fejlbarlige, kærlige mennesker.

Kærlig hilsen Trine

Om at begå fejl

– og lidt om at tilgive mig selv lige så let, som jeg tilgiver den anden

Jeg gik rundt og gjorde klar til en massage i dag kl. 10.00. Klokken var 9.00, og så stod der pludselig et menneske i døren. ”Jamen, er det ikke i dag”? Nu?

Først forvirringen og tanken: Åh, nej, ærgerligt for ham, at han er kørt langt, men det er nok ham, der har kigget forkert. Jeg plejer ikke at lave den slags fejl. Så lidt snak og ind og tjekke mailen og finde ud af, at det klokkeklart var mig, der havde kokset i det. Havde det været ham, havde jeg ikke punket ham for det i samme grad, som jeg nu punkede mig selv. Det er noget skidt, irriterende for ham, pinligt, og hvad gør jeg nu for at gøre det godt igen.

Det gik en halv time, så kom der en sms om, at han havde ændret et par aftaler, så han kunne komme i morgen alligevel. Og at det var helt i orden. Med smiley og det hele.

Tænk, hvis vi var lige så tilgivende over for os selv, som vi er over for andre, når de laver fejl.

Heldigvis så jeg ret hurtigt mig selv lidt udefra. Jeg så den lille Trine, der engang havde en ”skæv” forestilling om, at hun var nødt til ikke at begå fejl for at få den opmærksomhed og kærlighed, som hun havde brug for. Og da jeg så hende, kunne jeg slippe det og igen mærke kærligheden til mig selv.

Vi skal se det først. Være opmærksom og bevidst til stede for at få øje på, hvor vi står i vejen for os selv. Inden vi kan begynde at ændre noget. Det sted – lige der, hvor vi står i vejen for os selv – hjælper jeg ofte mennesker med at finde og kaste lys på. Blandt andet i psykoterapeutiske samtaler. Du er meget velkommen, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen Trine.