Tanker om utroskab og overbevisninger
For et par år siden havde jeg en mand til tantramassage. Dette møde bliver ved med at dukke op i mine tanker.
Det var anden gang, han kom til massage. Første gang var et halvt år tidligere, og den gang var han meget anspændt og meget lidt bevægelig i massagen. Tydeligt nervøs.
Denne gang kom han anderledes ind ad døren. Han smilede, var mere afslappet og i samtalen inden massagen, fortalte han, at han havde tænkt meget over det med, at jeg inviterede ham ind i berøring, og nu ville han undersøge det. Det havde han ikke gjort sidst, fordi han var usikker på, om det var ok.
Vi havde en god snak. I massagen var han mere levende end første gang. Han bevægede sig, var i sin lyst og berørte mig let. Der var kontakt. På et tidspunkt, mens han lå på ryggen, og midt i en langsom stille mavemassage siger han: Jeg tror ikke, jeg kan. Jeg tror, det er for grænseoverskridende for mig.
Jeg stopper min bevægelse, men bliver ved ham og spørger: Hvordan er det grænseoverskridende for dig? Han svarer, at det er fordi, han gør de her ting med en, der ikke er en kæreste. At han ikke er en ”ordentlig mand” så. Og han fortæller, at han er single. Og i øvrigt er det ikke til at finde en kæreste, for alle er jo utro i dag.
Jeg siger, at det måske er fordi, de er i en konflikt med sig selv. De har lyst til andre, men må ikke. Vi taler lidt om det, og han er klar over, at det er hans indre overbevisninger og modeller for ”rigtig” kærlighed, som snakker med. Jo mere han gav sig hen i massagen, des stærkere blev de indeni, og til sidst var han nødt til at stoppe. Det var et meget klart mentalt nej. En mur, som stille og roligt byggede sig op omkring ham i massagen.
Så vi stopper massagen. Taler lidt om at han kan undersøge det med overbevisninger i sig selv, men jeg kan mærke, at han er ikke klar til at undersøge det bevidst og måske lade murene falde. Han tør ikke. Han fortæller, at havde han fortsat uden at sige nej, ville det have været forfærdeligt for ham bagefter, og han ville skulle bruge lang tid på at komme sig.
Han siger også på et tidspunkt, at han kan mærke, at det jo slet ikke er det, han savner. Han savner en kæreste og berøring. Ja, netop. Måske er tantramassage slet ikke det, han skal. DET er da godt at få øje på, siger jeg.
Jeg siger, at det jo måske netop er konflikten mellem lyst og moral, han selv lige har oplevet. Ligesom de utro oplever den. På den ene side vil han gerne (der er masser af lyst), og på den anden side må han ikke (de indre overbevisninger). Han siger, det er et spørgsmål om at vælge. Jeg tænker: Han er ikke utro mod et andet menneske, men utro mod en overbevisning. Hvilken smerte og hvilken angst. Men at det er godt, han får øje på det ved at sige nej.
Jeg tænker over, hvordan det mon ville have set ud, hvis jeg var mand, og han var kvinde. Hvis nu hun ikke kunne sige nej, fordi hun var så meget i sin lyst eller var bange for at såre massøren med en ”afvisning”. Ville det så kunne opleves som et overgreb? Er det mon nogen gange overbevisningerne, der bliver igangsætter for oplevelsen af et overgreb. Den massør, som tager ansvaret for kvinden, kan jo aldrig vide, hvilke overbevisninger, han er oppe imod.
Vi klæder os på og afslutter med et kram.