Når døden banker på
– åbner det hjerter, og vejen til meningen banes.
Forrige torsdag blev Jørn opereret for tarmslyng og lige efter får vi at vide, at der er lyse pletter på tyndtarmen, som ser mærkelige ud, og som de ikke kan forklare. Og at ”Kræftpakken” går i gang nu. Der skal CT scannes om kort tid.
Jeg er bange. Jeg græder og frygter at miste ham i et døgn. Jeg er hos ham. Han er rolig.
Jeg ser, at min tur på bjerget på Kreta for kort tid siden var timet. Sol op – måne ned. Måne ned – sol op. Himmel og hav. Gentagelser.
Og en ny erkendelse: Når menneskeheden dør består alting. Det var en ny retning for mig. Jeg har aldrig set det før. Det var en oplevelse af meningsfuld meningsløshed. Lidt som magtesløshed, når den får mig til at give slip. Erkende min uformåenhed. Give slip og lade Gud. Have tillid.
Et ord dukker op: Belonging. Det handler om at høre til. Jeg mærker, at jeg hører til. Med dem alle. At jeg står midt i en kæmpe kærlighedskedel. At lige nu balancerer det. Der er helhed i delene. Der er et både og.
Og jeg kommer til at tænke på de gange, hvor jeg tænkte: Nu kunne jeg godt dø. Det ville være ok. Jeg er elsket og jeg elsker. Det er ok. Nu.
Og jeg ser, at den seneste åbning i vores kærlighedsrelation var timet. AT det banede vejen for, at Morten nu inviterer Jørn til at hele sit sår sammen med os. Hjemme hos os. Jeg ser, at sådan er Morten. Når det gælder, så STÅR han der. Helt klar. Slipper sit shit.
Og jeg ser, at der er mange ting, der slet ikke er vigtige. Og at der er noget, der er vigtigere end noget andet.
Der var ingen kræft, og vi er på den anden side nu.
Og der nye åbninger fra et sted i både børnene og de voksne, som handler om at være der for hinanden.
Hjertets visdom.
