Gudsrummet

Gudsrummet

Jeg placerede et “vi” i mit inderste rum, og jeg faldt i søvn, mens det voksede, og årene gik.

“Vi” skulle løfte mig, støtte mig, fylde et hul ud, som jeg havde taget med fra tidligere. Evig og altid en sliden efter at du og vi skulle finde og fylde lige præcis det på mig, som til pas tilstrækkeligt ville bedøve og skjule, at inde i det inderste rum, hvis jeg fjernede mit “vi”, var der tomt og kun døden tilbage.  Benzinen til det bål, som kun kunne brænde hvis det blev næret, var ros (fortæl mig jeg er dygtig til det, jeg gør), lad os lave noget sammen (vi laver aldrig noget sammen), magtkampe (jamen, i sidste ende har jeg jo ret).

Hvem skulle have troet,  at du blev den, der vækkede mig. Vækkede min bevidsthed, som havde slumret i så mange år, mens jeg var blevet så dygtig til at se sammenhænge, psykologiske mønstre, paralleller, modsætninger, kende mennesker, hjælpe mennesker. Min bevidsthed blev min ridder på den hvide hest, og du blev budbringeren. Tak af hjertet fordi du gav mig muligheden for forandring, muligheden for at se døden i øjnene og opdage, at det inderste rum i mit hjerte er mit gudsrum. Derudfra springer min livlighed, min kreativitet, mit mod, alle mine følelser og sansninger. Døden og livet. Det er ikke noget der skal næres for at forblive, justeres og skæres til, men en konstant guddommelig energi, som nærer alt.

Møder jeg verden, mennesker og mig selv ud fra gudsrummet, lader jeg det strømme frit igennem mig, så bliver letheden, glæden og kærligheden mine følgesvende. Og de vil følge mig  – også ind i sorgen, det mørke, ensomheden, vreden og tristheden, som nu  får lov til at være med, på lige fod med al kærlighed. Ligeså enkelt og ligetil som nat følger dag følger nat følger dag.