Du skal huske at strække ud mor

Du skal huske at strække ud mor

Solen står lavt over Høyanger. Norge er smukt, og i dag er Morten og jeg på tur. Vi har tænkt os at bestige Høyangers trappe. 1267 trappetrin op ad fjeldet.

De første 100 trin er lette nok, og vi snakker, men så begynder hjertet at pumpe, og samtalen går i stå. Jeg er i dårlig form, tænker jeg, mens jeg mærker, hvordan hele mit system er sat i bevægelse. Pulsen dunker i kroppen. Jeg hiver efter vejret. Efter 400 trin bliver benene tunge. Blylodder omkring anklerne. Vi holder pauser indimellem, og hver gang er det hårdt at komme i gang igen. Vi er mest stille. Koncentrerede. Fokuserede. Der er ingen tvivl. Vi skal bare op på den top. Lige efter en pause er der plads til ord. Det er ligesom den gang på Langtang, kan du huske det? Trapperne, der bare blev ved og ved, leddene der begyndte at gøre ondt, tvivlen på om de kunne holde. De otte kilo på ryggen. Det var inden vi fik børn, siger Morten.

Og så stilheden. S-T-I-L-H-E-D-E-N.

Den næste halve time går med at bare være der. I stilheden. Sammen. I minderne. Sammen. I min krop, som hjælper mig med at nå toppen, fordi jeg bare vil. Viljestyrke og villighed til lige at give den en tand mere. Trække mig selv op ved hårrødderne. Kom nu.

Der er ingen irritation. Det, vi bøvler med for tiden, knuden i maven, er væk for en stund, og vi bliver enige om at vi er gode til det her sammen. Gå sammen. Udfordre den dårlige form. Det åbner et rum, siger jeg. Ja, siger Morten, det gør det.

På vej ned ad går det tjept. Der er lettelse og livlighed og tempo på. Morten vil helst halvløbe og stoppe op og lave pauser, mens jeg går i mit eget jævne tempo lidt bagved. To forskellige stilarter. De virker fint sammen lige her.

Benene ryster, som vi nærmer os bunden af trappen. Vi er glade. Tager det sidste trin ned og står igen på vejen. Jeg kan ikke holde mine ben stille. De ekser under mig, og jeg må overstrække knæene for ikke at falde. Hele min krop bobler. Og så kommer latteren. Vi er fulde folk, der ikke længere kan holde balancen, og vi må støtte os til hinanden, mens vi med små langsomme skridt bevæger os hjemad.

Dagen efter har jeg ondt i læggene. Meget.

Vi sidder inde i stuen. Silje kommer hen til mig. Du skal huske at strække ud mor. Hun sætter sig over for mig på gulvet. Strækker benene ud foran sig og viser mig hvordan. Hun er en ung kvinde nu, tænker jeg. Smuk. Den veltrænede krop og det lyse hår. De mandelformede øjne. Jeg tror, jeg ved, hvad Hotel California egentlig handler om. Du har altid sagt du ikke rigtig forstod det, siger hun så. Lea kommer ind og sætter sig. Vi begynder at synge sangen. De mange vers sidder som naglet fast i min hukommelse. Det er et øjeblik, vi deler. Og det er en nysgerrighed, vi deler. Der er noget der lokker os ved den sang. Det er deres stofmisbrug de synger om, siger hun. Afhængighed.

Så pludselig er hun i gang med soløvelsen. Yoga. Hun lukker øjnene i pauserne mellem de forskellige positioner. Nyder at lande lige der. Falde lidt ind i sig selv. Et lille smil på læben. Hun har selv fundet vejen tænker jeg. Nu går hun selv. Tænker, føler og handler i sit eget liv.

Der er et rum i mig, der åbner sig lige der. En slags dobbelt opmærksomhed. Det var der på trappen sammen med Morten, og nu er det der igen. Det går indad i mig og udad mod de andre. Det er inden i, og det er udenfor, og det er imellem os. Samtidig. Og der er igen helt stille inden i mig. Jeg er lige der midt i virkeligheden, og det er den væren i virkeligheden, som heler mig lige der. Jeg er ikke adskilt fra noget.

        

Om at dele i en gruppe

Om at dele i en gruppe

Nye fordybelsesgrupper for kvinder i 2019 <3

https://www.facebook.com/events/306080326656884/

https://www.facebook.com/events/189420428642929/

MANTRA i kvindegruppen: Ikke dømme, men kærligt observere mig selv. Og lære noget nyt.  

Det er så vildt, hvordan det rykker lige nu i min kvindegruppe. Og i mig. Den sidste del er ikke så sært, for det at lede en kvindegruppe er et fantastisk spejl på mig selv, og netop dét hjælper mig til at tage lederskab og blive mere klar og tydelig. Noget jeg prøver at lære. Uden at dømme mig selv. Men i stedet observere mig selv kærligt. Lære noget nyt.

Skabe en atmosfære der i handling betyder, at enhver sårbar kvinde, der deler fra et sårbart sted i sig selv, aldrig lades alene. Hun skal støttes i at observere sig selv kærligt og ikke dømmende og gribes af de andre i det øjeblik, det ikke lykkes, fordi hendes indre sabotør, kaster sin skygge på hende.

Det, jeg tager op i gruppen, opstår næsten altid af noget, det er sket i gruppen, og sådan var det også denne gang. Det var en situation fra forrige gang. Det interessante er ikke situationen, men måden jeg greb det an på, for det er centralt for den måde, jeg leder mine kvindegrupper på.

Til januar åbner jeg for to nye grupper, og jeg vil gerne have flere kvinder med, så dette er også et indblik for jer interesserede i, hvordan jeg tænker. Og altså også et indblik i en lille del af det, som vi laver. Nemlig når vi deler med hinanden.

At dele med hinanden i en kreds er en obligatorisk del af aftenen. Vi har en ”talestok”, en fin blød træoval, som en af kvinder har bragt med. Det er ikke en runde, hvor vi en efter en taler på skift. Det er en deling, hvor den kvinde der har noget på hjerte, tager talestokken og dermed ordet. Ordet har hun, indtil hun lægger stokken igen. Når det struktureres på denne måde, giver det utallige muligheder for at undersøge nogle af de ting, jeg beskriver her.

I kvindegruppen i torsdags delte jeg mine tanker om gruppedynamik og det at dele med andre i en gruppe. Det kommer her.

Om at dele i en gruppe – dynamik, energi og opmærksomhed

Der er jo en balance der skal holdes! Hvis én snakker meget, er der mindre plads til de andre. Sådan er det! Du må have en slags dobbelt opmærksomhed, hvor du ser verden (de andre) og lytter indad i dig selv samtidig.

Hvad kan ske, når vi deler?

Dem, som er meget selvobserverende, kan komme til at glemme at tage deres plads, og kan komme til at sidde tilbage lidt i en rolle som ”offer” (sandsynligvis en rolle de kender godt). Den kan udløse irritation – både indadtil (hvorfor sagde jeg ikke noget?) og udadtil: hvorfor tog hun (igen) al pladsen?

Andre har meget historiefortælling i sig, og det tager tid. Historiefortælling kan være vældig inspirerende nogle gange og andre gange mindre.

Så prøv at være observerende på, hvordan du deler. Det kan være rigtig spændende at få øje på disse dynamikker inde i dig:

– Har jeg kontakt til mig selv når jeg deler? Tillader jeg mig lige at stoppe op undervejs og lige trække vejret og mærke efter, hvordan jeg lige har det.

– Er det mit ego, der kloger sig nu? (personligt gjorde jeg det meget engang, og når jeg mærker det nu, mærkes det som om, jeg på en måde flytter mig fra kontakten med mig selv, mens jeg taler).

– Har jeg opmærksomhed i, at jeg deler fra hjertet, eller taler jeg pr. automatik.

Pr. automatik er fx bare for at få luft, og det kan være fint, men hvis det bare bliver for at lette låget, så noget nyt kan hobes op, så er det automatpiloten, der er slået til. Lige som overspringshandlinger kun rigtigt virker, når jeg er vågen og bevidst om, at nu giver jeg mig selv lov til at blive liggende på sofaen. Giver mig selv den gave. Automatikken kan også ligge i, at jeg har fortalt historien mange gange før, og den er ikke levende i mig længere, når jeg fortæller den.

– Har jeg en tendens til at generalisere meget? ”Det har jeg arbejdet med før det her…, sådan har de fleste kvinder det…”

– Er jeg opmærksom på tiden og på at der er sat en ramme, og den skal jeg være med til at holde sammen med resten af gruppen. Hvis jeg tager meget tid, så er der mindre tid til de andre.

– Er jeg en af dem, der skal tie og lytte lidt mere, eller er jeg en af dem, der skal lære at gå ind og tage pladsen og måske derved undgå en frustration, der sætter sig bagefter (nu fik jeg igen ikke sagt det, jeg ville).

– Hvornår byder jeg ind med mit? Er jeg en af dem, der straks er på banen eller altid siger noget til sidst? Det kan jeg også lege med og prøve at undersøge det andet.

Ved tilbagemeldinger til en anden:

Er det, jeg siger til den anden, faktisk noget, den anden har brug for?

– Begynder jeg at give gode råd til nogen, der måske ikke engang har bedt om et godt råd, men bare har brug for at sidde med det, der lige var.

Overskriften de sidste to gange har været seksualitet. Det er sårbart at dele om. Det er privat, og det gemmer på længsler, skam, lyst, frygt, sjove historier, pinlige historier, uudlevet liv og levet liv. Det kræver en tryg ramme, som kun skabes ved at den enkelte kvinde tager ansvar for sig selv og for helheden. Efter mit oplæg i torsdags, mærkede jeg, hvordan kvinderne nu kunne tale meget ærligt, sårbart, detaljeret om seksualitet, og at den ramme jeg fik sat, og som de tog ansvaret for at få til at virke, som var kærlig og observerende og ikke dømmende – ja, den virkede. Og der var læring til os alle på den anden side.

Kig med her for de næste kvindegrupper med opstart i januar 2019

https://www.facebook.com/events/306080326656884/

https://www.facebook.com/events/189420428642929/

Kærlig hilsen Trine