Månedsarkiv: juni 2019

Kom som et par OG som dig selv

Kom som et par OG som dig selv

Kom som et par OG som dig selv

For et par uger siden kom et par til tantramassage hos mig. Først kom hun og fik en massage, og senere på dagen kom han og fik en massage. Og efterfølgende mødtes de og delte deres erfaringer. På den måde fik de både en oplevelse af “jeg tillader mig selv mit eget rum” og en oplevelse af at dele “og nu deler jeg det med min partner, og så opstår der noget helt nyt mellem os”. Det var smukt at opleve. Her er, hvad de skrev til mig (med tilladelse til at dele det)

Hej Trine
Vi vil gerne sige tak for en dejlig fredag, med en sanselig oplevelse i dit behagelige samvær.
Vores oplevelse har åbent op for nye oplevelser hos os, nye måder at sanse hinanden på, både den af os der modtager, men også den der giver massagen.,,, dejlig,, men i høj grad, også det at man ikke skal noget bestemt sted hen. Blot nyde nuet, om det så er den af os giver eller modtager.

Kærlig hilsen os

Se yderligere beskrivelser og priser her

http://www.trinedupont.dk/tantra-massage-for-par/

Kort fortalt – der er sket SÅ meget

Kort fortalt – der er sket SÅ meget

Kort fortalt – der er sket SÅ meget

Engang var tryghed for mig lig med “ingen fare på færde”. Forudsigelighed var tryghed, og når jeg tænkte på fremtiden var jeg ikke bange, for jeg kunne overbevise mig selv om at ham, jeg nu var sammen med, ville være der sammen med mig – for evigt. Jeg ville ikke blive forladt, hvis bare jeg sporede mig ind på hvad der var brug for, og det var jeg god til. Det var jeg faktisk ekspert i. At mærke hvad de andre ville have. Og så give dem det. 

Min far var alkoholiker og min mor græd meget. Ingen af dem var i stand til at spejle det, der var i mig. Min far blev vred og var farlig, og min mor var ked ad det og blev endnu mere ked ad det, hvis jeg var det. 

Hvilket barn siger så, hvordan det har det indeni? 

Jeg skammede mig. Skammede mig over at være mig. Skammede mig over at være så kaotisk indeni. Bed mine negle ned. Og så skammede jeg mig endnu mere. Blev det FOR kaotisk indeni lukkede jeg ned. Forsvandt. 

Gik i et med min vindueskarm

Jeg ved præcis, hvad det betyder, men det er kun min terapeut der nogen sinde har kunne sætte ord på det. 

Det var jo så langt du kunne komme, når du nu ikke kunne komme væk, sagde han.

Min angst viste sig som kropslig uro og forvirring. Kaotiske følelser, der ikke kunne deles, fordi de var for diffuse at beskrive. Og som derfor blev forsøgt forstået alene med mig selv. Med dagbøger og senere med bøger om personlig udvikling. En mental adgang til et følelseskaos. Det kunne styre noget af kaoset væk. Få kroppen til at falde nogen lunde til ro. Indtil næste gang noget væltede mig.

Samtidig som årene gik, byggede vreden sig op. Den nødvendige vrede, der kommer, når man går for meget på kompromis. Når grænserne overskrides og man mangler noget for meget. Når man ikke siger tingene, som de er, fordi det man mærker, er for kaotisk til ord, fordi man er bange for vrede og smutter hver gang noget bliver konfliktfyldt. 

Der gik først hul i forhold til familien. Jeg blev hende, der sagde tingene højt. Nu var det mig, der var den farlige. Den der skabte uro.

Jamen, kan vi ikke bare lige spise. Så går far i kælderen bagefter, sagde min mor. 

Vær nu bare rolig. 

Senere gik jeg ud i byen og flippede ud. Det var godt.

Når angsten tog til og uroen steg, gentog jeg Sindsrobønnen igen og igen. 

Gud, giv mig sindsro

Til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre

Mod til at ændre de ting jeg kan

Og visdom til at se forskellen. 

Nogle gange kunne jeg skelne sætningerne fra hinanden, og andre gange fungerede det blot som et ritual til at berolige mit nervesystem, som var i uro, hver gang der var noget, der skiftede. Hver gang der var en forandring på vej. Det kostede ufattelige mængder af energi at leve på den måde. Timevis af tankerækker i forsøget på at regne ud, hvordan livet kunne folde sig ud. Tryghed frem for alt. Fordi jeg ikke havde haft det, og gjorde det til det vigtigste. Fordi jeg stadig vågnede om natten med bankende hjerte – siddende op i sengen, når døren smækkede i opgangen. Parat til at kæmpe eller flygte. 

Jeg blev voksen, fik tre børn og et ægteskab – nu på 27. år. En helt masse store omvæltninger ind i kærligheden og mine gamle traumer fik mulighed for at heles derigennem. Åbninger ind i kærligheden og måden at være en familie på. 

Der er sket SÅ meget. 

Jeg tør forandringer nu. De gør mig lidt lidt urolig og så lander jeg i min nye forståelse af, at alt er forandring og bevægelse. At det ikke nytter at prøve at holde noget fast, men jeg må blive fleksibel og bevægelig i mit liv. Jeg har set, at alt er forandring og bevægelse. Og jeg er en del af den. Med min krop, min sjæl og mit sind. 

Jeg tror, jeg har fået præcis de udfordringer og de gaver i livet, der har fået mig det lært.

Nogle gange overvejer jeg om jeg skulle fortælle historien fra start til slut. 

Sådan helt. 

——–

Kommende begivenheder fra min hånd: 

Kvindegrupper efter sommerferien 

Her finder du links til de to grupper

https://www.facebook.com/events/2312841425631184/ (tirsdag formiddag)

https://www.facebook.com/events/2073819416255383/?event_time_id=2073819419588716 (torsdag aften)

Retreat for par og singler 13.-15. september

https://www.facebook.com/events/427850127995982/

Tider til samtaler og massager finder du her

http://www.trinedupont.dk/ledige-tider/

Kærlig hilsen Trine

En lille tekst om noget stort

En lille tekst om noget stort

En lille tekst om noget stort

Der skulle gå 27 år.

Forrige søndag var altså lidt ud over det sædvanlige. På den gode måde.  På den der måde, hvor man pludselig går rundt og er lykkelig. 

Sådan var det den dag.

Jørn og jeg byggede en reol til garagen. En ordentlig en af slagsen. Hele mellemgangen i garagen er nu en reol, hvor rod kan sættes i system. Halleluja, hvor er det fedt! 

Nå, ja det er jo dejligt at få ryddet op og organiseret lidt, særligt for typer som Morten og mig, der aldrig har fået det lært hjemmefra (og det er let at tørre fødderne af i andres dørmåtte..)

I 27 år har jeg forsøgt at få Morten til at forstå, at når noget skal gøres… når man fx skal have bygget en reol i garagen, ja – så er det godt at aftale at gøre det. Fx på en søndag og afsætte dagen til det. 

Men Morten fungerer ikke på den måde. Faktisk kan han slet ikke lide at bygge reoler. 

Men nogen gange skal man jo, men behøver det være nu? Kan vi ikke tage det senere. Det er jo snart sommerferie. Allerhelst kan vi så ikke tage lidt af gangen, behøver vi afsætte en hel dag? Og måske vil jeg egentlig også helst gøre det selv. Hvis altså ikke du vil. 

I søndags gik det hele op i en højere enhed. Jørn: Vi skal have bygget en reol, så vi kan få ryddet op. Skal vi ikke gøre det nu? Men jeg gider ikke gøre det alene. 

Og det gjorde vi så i søndags. Vi byggede den skide (flotte) reol Jørn og jeg. Og vi sluttede først da den var færdig. 

Og imens arbejdede Morten. Sad på sit værelse og skrev. Lavede det han elsker. Slap for det han hader. Kom ud til os ind imellem og kiggede lidt på, hvordan arbejdet skred frem. Senere lavede han aftensmad til os. Og serverede den. 

Der er nye hakker, der falder på plads. 

Den søndag var der en fornemmelse af balance i mellem os og et nyt system i familien. Ingen der ville have nogen til at være på en anden måde og fungere anderledes end hvordan de faktisk fungerer. 

Der var plads. Der var rummelighed. Der var ny bevægelighed. 

Og en ny reol i garagen.