Hør mig fortælle lidt

Her fortæller jeg lidt om de nye retningslinjer i Dansk Psykoterapeutforening og om hvordan jeg arbejder med Sanselig Erkendelse.

En tantramassørs bekendelser

Det er som om, der bliver prikket hul på en boble. ”De andre har det ligesom mig boblen. ”Jeg elsker at invitere mennesker til at møde sig selv. Deres følelser, deres lyst, deres skam. Opdage kroppens sprog og naturligheden. Sådan lidt tilbage til Adam og Eva. Inden slangen altså.

Jeg har ikke haft det nemt med min krop. Forskellige størrelse bryster fordi jeg er født uden den højre brystmuskel og med en let forkrøblet højrehånd, som er adskillige centimeter kortere end den venstre. Var det min skyld? Nej, jeg blev jo født sådan. Skammede jeg mig alligevel? Ja, det gjorde jeg.

Tilbage til boblen. Mig der synes, det er fedt at være nøgen, bare fordi tøj strammer, og befinder mig godt i vinterbadeklubben sammen med kvinder og mænd. Mig der gerne giver alle, der vil have det, et knus og gerne et langt et. Mig der danser i køkkenet og foran spejlet, mens jeg flirter med mig selv. Uskyldige måder at være ven med sin krop på, som er fine og ufarlige.

Men seksualiteten er i et Danmark, der bryster sig af at være frisindet, ikke noget vi taler om. Ikke på den måde. Og da slet ikke noget vi undersøger med et fremmed menneske i en tryg ramme. Jeg kunne fristes til at sige tager ansvar for. For det er nemlig også mig, der inviterer folk til tantramassage. Inviterer dem til at tillade deres seksuelle energi og deres seksuelle lyst at være som den er. Hæmmet eller fri, bevægelig eller stivnet. Undersøge jaer og nejer og gøre det ædrueligt og opmærksomt. Bevidst. Åbne for hele kroppens sanselighed i stedet for kun at tænde på det, vi ser.

Mit møde med tantramassagen lærte mig at tillade min seksualitet, og det lykkedes mig at slippe ud af min skam over min krop. Min skam over overhovedet at have seksuel lyst. Dernæst skulle jeg forholde mig til, hvordan omverdenen ville reagere på, at jeg begyndte at arbejde som tantramassør. Hvad skulle jeg sige, når jeg blev spurgt, hvad mit job var (og snakker vi nemlig til gengæld en del om i Danmark). Hvad skulle mine børn sige, når de blev spurgt, hvad mor lavede? Hvad skulle min mor sige?

Det gik op for mig, at hvis den del af skammen også skulle slippe sit greb i mig, så var den eneste vej at stå med det, præcis som det var. Skilt på døren. Cvr på virksomheden. Svare ærligt når jeg blev spurgt. Hurtigt lære at mærke, hvornår mennesker var oprigtigt interesserede i at høre nærmere, eller ikke rigtig kom videre efter det typiske: Tantra, er det ikke sådan noget frækt noget? Ikke straks begynde at forklare og forsvare.

Så der har jeg stået nogle år nu. Solidt og ærligt. Og her brister boblen så. For jeg har opdaget, at jeg har lullet mig selv ind i en forestilling om, at andre havde det lige som mig. Jeg fik øje på det, da jeg et i spirituelt miljø ville fortælle om mit arbejde, og opdagede, at det var ikke bare noget, man gjorde. At der var frygt for om det blev for meget for folk. Al den krop og al den sanselighed. Ville folk igen tro, det handlede om fræk sex. Miljøer, hvor jeg tænkte, det var det mest naturlige i verden at tale om tantra. For tantramassagen er jo porten mod enhed. Følelsen af at være ok, som jeg er. Krop mod krop, Hjerte mod hjerte, Sjæl mod sjæl. Elske sig selv som man er. Uanset. Og hvem vil ikke det?

Så derfor taler jeg fra et nyt sted nu. Nu ved jeg godt, at andre har det ikke som mig. Og det er ærlig talt en nyttig viden at have. Særligt når man har noget på hjerte, som man gerne vil formidle. Jeg synes, vi skal tillade os at tale om kroppen, om sex, om sanselighed, om lyst. Og om ulyst – for jeg er ikke interesseret i at gøre nogen forkerte, og ulyst er almindelig kendt. Jeg har ingen ide om, at andre skal gøre det samme som mig. Men jeg har et ønske om, at vi kan være åbne om det – og lære vores unge mennesker at tale om det.

Så jeg vil gerne fortælle om mit arbejde. Om hvordan mennesker bevidst og opmærksomt og med stor seriøsitet – og ofte med stor nervøsitet – møder sig selv. H. på 31, som aldrig har haft sex, og ikke rigtig tør, fordi kropsskammen er for stor, og fordi det bare aldrig rigtig blev, og nu er det ligesom blevet lidt svært. Om K. som har kæmpet med fertilitetsproblemer og ikke længere mærker lyst. Om C. der tænker, at måske er der mere til ham her på falderebet som 70-årig. Om T. på 62, som aldrig har fået en orgasme og L. som føler, han er for optaget af seksuelle fantasier og gerne vil slippe hovedet og ned i kroppen. Og K. som sammen med mig finder ud af, at det netop er fantasierne, han har brug for at leve ud, men at det ikke er hos mig, det skal ske. Om A. som klæder sig i kvindetøj, selvom han er en mand, og som endelig finder et sted, hvor han kan fordybe sig i det feminine i sig selv. Om mange mænd, som føler de skal præstere. I jobbet og over for kæresten. Om kvinder som vil lære at tage ansvar for deres lyst og holde op med at forvente, at manden gør det.

Intet kan fikses og intet kan bestilles i en tantramassage. Det er tantraens væsen, at den er fri af mål og krav, men der kan bevidstgøres og undersøges og sættes ord på. Det vil jeg fortælle om. At det ikke er frækt, men inviterer til bevidsthed om sig selv. At det ikke er prostitution, når der ikke er en bestemt ydelse, der kan købes. Som jeg beskrev det en 15-årig dreng, der skrev til mig og bad om hjælp til sin projektopgave i skolen. Selvfølgelig skal vi tale om seksualitet. Også med de unge mennesker. Så det vil jeg gøre fra nu af. Fortælle, invitere til åbenhed og italesætte den kilde, vi alle udspringer af. Livskilden. Seksualiteten. Og vide at det er godt at gå forsigtigt frem, så jeg ikke skubber mennesker væk eller skaber en ny boble omkring mig selv.

Lidt om ærgrelse

Jeg vågner op til en solbeskinnet 1. september, og så slår det mig. Har jeg husket at forny mit medlemsskab til Jomsborg badeklub?

Jeg tjekker ind på deres hjemmeside og nej, det har jeg ikke. Nu starter den indre rumlen så. Fuck, det kan ikke passe, jeg tjekker lige igen (og det passer). De har lavet en venteliste, men der er ingen chance før næste sæson.

Det går nok også alligevel, er den næste tanke, sådan lidt et forsøg på at glemme realiteterne. Det er jo næsten ikke til at rumme.

Så kommer det næste: Hvad nu med Ulla og Jørn og Marianne og de andre, jeg skulle hygge mig med dernede hele vinteren? (Hvad går jeg nu glip af?)

Og så: Det er også fordi, det har været et så intenst halvt år, og jeg har haft alt det med ungerne at se til (Og det er også lidt synd for mig).

Min mor dukker nu op i mine tanker: Når min mor på 76 år kan hugge hul i isen og bade om vinteren uden sauna, så kan jeg også. Det virker faktisk i mig at tænke på hende. Hun er sgu så sej. Så det er i virkeligheden sikkert godt nok. Sundt. Og så kan måske begynde at løbe igen. Varmen fra løbeturen er nok til at jeg kan hoppe i. Men må hellere komme igang. Måske skal jeg gøre det i dag.

Det er sådan det er.

Jeg kan mærke, at min meditative praksis hjælper mig, når jeg ender i en ærgrelse som den i dag. Jeg er blevet god til at gå forbi tankerne, emotioner der forstyrrer. Sansninger der irriterer. Bare gå for igen og igen, mens jeg udvider rummet.

Vi står så tit i situationer, hvor vi irriteres og ærgrer os over noget, vi kunne have gjort anderledes. Vi kunne have husket at melde os til, eller vi kunne have huset at melde os fra. Så meget energi lægges i at ærgre sig. Spildt energi ved jeg ikke, om man kan tale om, men negativ energi bliver det i hvert fald tit til. Og det ikke fordi, jeg ikke synes, man skal have lov til at ærgre sig. Mærke irritationen og frustrationen. Men det er da fedt at undgå, at det hægter det sig fast som en historie i fortiden om alt det, der kunne og skulle have været anderledes for i stedet at bevare kontakten til nuet og realiteterne, som de er.

Og lade noget nyt opstå derfra.