Anmeldelse af Berørt – Seksualitet som livskraft
Berøringens nødvendighed
Det er lykkedes Trine Dupont og Jørn Uhrenholt at skrive en vigtig, fin og personlig bog om, hvordan man kan arbejde med sanselig erkendelse, der er et personligt udviklingsarbejde, der består af kombineret samtale og massage.
Bogens indhold passer fint ind i den biopsykosociale model, der anvendes inden for den kliniske sexologi, og bidrager med en mere sanselig og spirituel tilgang uden at reducere det til pseudovidenskablig vrøvl.
Læge og professor i sexologi, Christian Graugaard, har skrevet forordet og påpeger vigtigheden af at give sig hen til kærtegn og nydelse, give slip og lade sanserne flyde: “Seksualitet begynder og slutter i kroppen, og det er vigtig, at vi tør lade os begejstre af alt det, den kan. Det er sådan, vi føler, at vi lever.”
Hvis seksualitet interesserer dig, og hvis du vil vide mere om, hvordan man professionelt kan arbejde med krop, sanser og seksualitet, så vil du kunne finde både teori og metoder i bogen.
Forfatterne gør meget ud af den første tre dele i bogen, der er hele forudsætningen for at arbejde professionelt med et så sårbart område som seksualitet. Etik er både en forudsætning og grundlæggende i arbejdet indenfor det sexologiske felt og er vigtig for at adskille det sobre seksuelle terapeutiske arbejde fra andre pseudovidenskabelige tilgange.
Bogen beskriver det sårbare ved at arbejde med seksualitet, kroppen og sanselighed og seksualiteten som en naturlig livskraft og massagen som en meditativ oplevelse for parret.
Bogens sidste del er idéer og tanker om, hvordan man kan arbejde med seksualitet i fremtiden, og ikke mindst, hvor frugtbart et samarbejde mellem forskellige fag kunne være.
Samspillet mellem teksten og de fine croquistegninger af Anette Bøtter er inspirerende og understreger yderligere indholdets seriøsitet.
Bogen viser det universelle og indlysende – at seksualitet spiller en væsentlig rolle i vores liv, og at mennesker, både mænd og kvinder, har brug for berøring, og forfatterne krydrer rundhåndet med personlige oplevelser.
Berørt – Seksualitet som livskraft er en god bog. Jeg har læst mange bøger om seksualitet og sensualitet; de fleste af dem giver oplysninger, der i bund og grund ikke er fagligt begrundede, og som i bund og grund er noget vrøvl. Jeg lærte meget af bogen, som jeg vil kunne bruge i min undervisning af sexologer og psykoterapeuter.
Enhver, der arbejder professionelt med seksualitet, vil sætte pris på bogen, der er et sobert og glimrende bidrag til sexologien som fag.
Anette Krogh, Psykoterapeut MPF i Tidsskrift for Psykoterapi, nr. 2, Juni 2022, s. 51.
Køb bogen her: