2022 har været vild

Her er en statusopdatering, som du kan læse, hvis du har lyst til det. Og ellers bare stop nu – med ønsket om et godt nytår fra mig til dig.

2020 var coronatid og udredninger for opmærksomhedsforstyrrelser på hjemmefronten.

2021 var et år med børn, der gik fra mistrivsel til meget bedre trivsel og Morten, hvis hjerte faldt til ro. Mig, der måtte indse, at min rolle ændrede sig, og der ville blive mere plads til mig nu. Et år hvor der ikke var tid til at skrive om året, der var gået. 

Det var ikke småting, der viste sig, da der endelig blev plads. 

2022 har været vild. Året har revet og flået i mig på de indre planer og i min krop. Min længsel mod klarhed i alle mit livs forhold har skabt retning for mig, og jeg har knoklet for at forstå og slippe gamle mønstre. I kroppen, i sindet og i følelserne. 

Jeg har intenst lyttet indad i 2022. Det har ikke været kønt hele vejen, det indrømmer jeg.

Når begær og længsel og frustration dukker op igen og igen og skal forstås og reguleres, bliver man også lidt træt. Kroppen bliver træt og får ondt. Så i år har jeg for første gang i mit liv sygemeldt mig selv flere gange. Været tvunget til at sætte farten ned.

Mange års overbelastning både fysisk og psykisk sammen med min overgangsalder viste sig som led og muskelsmerter,  en nerveafklemning, en slimsæksbetændelse, en gammel fødselsskade kiggede frem igen, og det blev en lang proces med at forstå min krop og min overgangsalder og hvordan det hænger sammen med mit sind og mine følelser. Sammen med mine hjælpere: terapeuter, kiropraktorer, fysioterapeut, massør, osteopat. 

Der er ingen sansning uden en følelse, ingen handling uden en konsekvens. Det er blevet meget tydeligt for mig. 

2022 har været et langt forsøg på at forstå, hvem jeg er, men også hvem dem, der er tæt på mig, er. At møde kerneproblematikkerne igen og igen, indtil de står klart. Se kriserne som mulighed for læring. Noget bliver mere klart, og jeg bliver mere vågen. Vi bliver mere vågne sammen. Der har været tvivl, der har været vrede, der har været glæde.

I 2022 startede jeg også en uddannelse til Narm terapeut, fordi udviklingstraumerne i mit eget liv så tydligt kalder på at blive forløst. Og så jeg kan hjælpe andre endnu bedre. Jeg har sluppet mit kære Nordlyscenter for en tid. Noget i mit indre stoppede mig fra at kunne slippe ind i meditationerne, og det tager jeg mig af nu, inden jeg kan vende tilbage. 

I mit arbejdsliv er jeg på min rette hylde. Jeg elsker mit arbejde i alle nuancerne. Både det der foregår her i min praksis alene med mennesker, der kommer for at undersøge krop, sind og følelser sammen med mig, og i den del der er sammen med Jørn, der er mere udadrettet: kurser, formidling, undervisning. 

I processen har jeg budt mere poesi velkommen i mit liv. Jeg er begyndt at læse mere, og jeg har taget min saxofon frem igen. 

Mit mål i 2022 var at få en stærk og smertefri krop, og det har jeg arbejdet målrettet på, og det bliver jeg ved med i 23. Træning, yoga, meditation, udstrækning. Meget udstrækning. En smidig krop er lig et smidigere sind og et større energiflow i kroppen. Jeg har sluppet fokus på vægt og fylde, men ikke på trivsel og kropsfornemmelser. En glad krop mærker mere. Energien der bevæger sig rundt, grænserne der brydes og sættes. Livligheden.

Vi er alle børn af jorden, og at få en stærk smertefri krop er for mig at knytte mig til moder jord. Mere tryg og mere forbundet til det feminine i mig, der mærker og føler i et nyt balancepunkt, hvor alt blot er oplevelse og erfaring. Ikke en sandhed for andre end mig.

Når man ikke lytter, kan man blive tvunget tilbage til sig selv til jorden. Det blev jeg. Så fantastisk er naturen indrettet.

Jeg er ikke bange for mørket, og det kaos jeg har mærket. Jeg har tillid til processen. Jeg er barnet inde i maven, der skal slippe den trygge livmoder og blive presset trykket ud, det er ikke så rart, men der er kun at være i det og forstå, at det er det, der skal ske. Det er modstanden, der skaber smerten, og det ved jeg dybt inde.

Og i min skaben af en tryg tilknytning til mig selv bliver jeg bedre i stand til at give omsorg fra et sted, der intet vil – andet end at dele mig selv med andre. 

Og om vores regnbuemodul/kursus den 13.-15. januar 2023

Grundmodul: Nej

Ingen bærer sig selv alene – ingen ER alene

Det er SÅ længe siden, jeg har skrevet en tekst. Så her kommer en. 

Når jeg skriver tekster, foregår det for det meste på følgende måde.

Jeg har lige haft en massage eller en terapi, eller jeg har oplevet noget i familien eller med Jørn, som sætter noget i gang i mig. Det er kke den der slags tanker, som jeg tænker, når jeg vågner om natten og ikke kan sove, fordi jeg bekymrer mig om noget. Altså der, hvor mine tanker stikker af for mig. 

Mere sådan: Wow, det er spændende, DET har jeg lyst til at undersøge. Hvad var det egentligt, der lige skete? Jeg vil skrive en tekst om det. 

Og SÅ rammer verden og virkeligheden i det vidunderlige liv mig. 

Jeg skal noget andet. 

Der er noget, jeg skal nå.

Noget der ikke kan udskydes, fordi det står i min kalender, og det involverer andre mennsker. 

Og det er faktisk helt okay.

Det er OKAY at involvere mig med mennesker. Det er okay at føle mig (for) bundet med andre mennesker. 

Jeg ELSKER mennesker.

Det er ikke let for mig at aflyse noget, jeg har aftalt med nogen. 

For jeg ved godt, at et møde, en massage, en samtale eller en deltagelse i et kursus er noget særligt. Jeg kan selv huske det. 

Når JEG booker en tid til terapi til mig selv, så er det OGSÅ noget særligt. 

Og derfor, og fordi jeg ved, at vi er forbundne og at alt, hvad JEG gør, og hvad DU gør, gør noget ved den store sammenhæng, DET gør, at jeg ikke vil aflyse for at skrive min tekst. 

Det er IKKE fordi, jeg har stemmer i hovedet, der fortæller mig, hvad jeg BØR eller ikke bør. 

Det er noget andet. 

De stemmer kender jeg godt, og dem siger farvel til. 

Hver dag.

Nogle siger, at relationer er det vigtigste. 

Og de har ret. 

Vi dannes SAMMEN med andre. Og det betyder også, at vi ikke bare aflyser (som vi gør på Facebook, når vi trykker deltager, men ikke deltager).

Nej, jeg snakker om I DET VIRKELIGE LIV. 

Der, hvor vi er afhængige af hinanden. Hvor det JEG gør, gør noget ved DIG, og VI ser det, vi anerkender det, vi ved, det er sandt. 

At ingen bærer sig selv alene.  

Her er tilknytning sand i forståelsen: vi er knyttet til hinanden, og ingen bærer sig selv alene.

Men ud over at være et relationelt og psykologisk forbundet menneske, er jeg også et spirituelt forbundet menneske.

Og her betyder ordet tilknytning noget andet. 

Jeg har selv været forvirret. Hvorfor er tilknytning et “godt” ord ET sted og “forkert” et andet?

HVOR OPSTÅR MISFORSTÅELSEN?

Misforståelsen opstår blandt andet i sproget. I den manglende skelnen mellem det psykologiske niveau og og det spirituelle og i forståelsen af at det spirituelle INTEGRERER og INKLUDERER det psykologiske.

Når buddhismen taler om at være fri af binding, kan man tro, at det handler om at skulle klare alting selv. Eller at det handler om at være smurt ind i sulfo, så alt glider af. Sidde stille og VÆRE  til stede uden at agere i livet. 

Det er den STØRSTE misforståelse. 

I buddhistisk forstand forstår jeg det at være fri af binding og tilknytning som den dybeste oplevelse af, at vi ER forbundet. Forstår vi det, vil vi samtidig forstå, at når vi dør, mødes vi i oplevelsen af forbundetheden.

Bindinger er okay i menneskeverdenen, når de er lig med tilknytning, relation og nærhed. Menneske til menneske. 

For det er fint at knytte sig. Være afhængig af andre mennesker og ikke at skulle klare det hele selv.

Så bind dig endelig. Overgiv dig i tillid til en anden. Hav tillid og tag hende eller ham ind. 

Og åbn dig fra DET sted.

 MÅSKE til en overgivelse der er hinsides ham eller hende. Og handl fra dét sted.

Og således blev der alligevel skrevet en ny tekst.