BEVIDST BERØRT BEVÆGET 

BEVIDST er at vide, at der bag al smerte og lidelse er et stille sted, hvor bevidsthed er, og som er muligt at kontakte. At alt er energi, og at vi alle er forbundet. At tid og sted er relative størrelser. 

Bevidst er også at være med det, der er såret og forstå os selv. Forstå det, der skete, og at det der sårede os, rent faktisk sårede. At der var vilkår engang, der var, som de nu var. Og at det er muligt at give slip og leve. Med det der er nu. 

BERØRT bliver vi undervejs. Berørt af følelser og kropsligt. Mærker helingen i en berøring, der ikke vil noget, men blot er berøring. Mærker helingen når følelser kommer og går og får lov til det, fordi en følelse blot det ord, vi sætter på den sansning, vi mærker i kroppen. 

Måske oplever vi at nuancere ordene på de sansninger, vi beskriver som følelser, som skifter og bevæger sig hele tiden ind i den bevægelse livet er.

BEVÆGET må vi lade os blive i mødet med os selv og i mødet med en anden. I vores følelser, i forståelsen, i spejlingen og i kroppen. At blive bevæget er paradoksalt nok at lade følelsen være. Mærke den og rumme den og lade den bevæge sig igennem kroppen. Måske bevæge sin krop sammen med en anden. 

Lad os stoppe med at prøve at leve op til vores egne eller andres forventninger til os. Lad os stoppe med at sætte andre eller os selv op på en piedestal. 

SÅ vi kan mødes i ligeværdighed. 

SÅ vi kan ophæve de skel imellem os, som er alligevel set fra et bevidst sted, er konstruerede og usande. 

Også skellene mellem kvinde og mand. 

Lad os tale om det kvindelige i manden og det mandlige i kvinden, så vi kan nærme os hinanden. 

For der er ligeså mange måder at være mand på, som der er mænd. Og der er lige så mange måder at være kvinde på, som der er kvinder. 

Ligesom der er lige så mange versioner af en følelse, som der er mennesker, der føler den. Når jeg føler mig glad, føles det anderledes, end når du gør. Og i morgen føles min glæde anderledes end i dag. I dag føler jeg min kvindelighed på en måde, i morgen på en anden. 

Vi kender ikke til, hvordan vi forstår de enkelte ord. Vi forstår ikke engang selv de enkelte ord. 

Hvad er en mand? En kvinde?

Vi ved ofte ikke andet om os selv, end det vi har fået at vide, vi skal være. Mere eller mindre udtalt. 

Det enkle ønske om at alle skal føle sig okay og fri til at finde sin egen version af hvem de er handler om at acceptere sig selv for kunne acceptere andre. 

For ellers kan det se ud som om det er accept men i virkeligheden er det noget andet. Et skævt forsøg på at blive elsket og accepteret?

Som når en mor siger: Jeg har det kun godt, når du har det godt. 

Hvilket barn vil så fortælle sin mor om sin smerte? 

Det handler ofte om at forstå. Forstå mig. 

Men behøver vi altid forstå hinanden?

Behøver jeg overhovedet forstå mig selv altid? 

Hvad med blot at have medfølelse?

Accept. Bare være der.