Den 20.-22. september afholder Jørn og jeg temamodulet “At elske og ære din krop” på Danakilde

I morges vågnede jeg med denne tekst og disse tanker i hovedet. Jeg tror, jeg kommer til at sige noget om det på kurset i næste uge, og jeg ved lige hvornår, og inden hvilken øvelse, det skal siges. 

Smertekroppen er den fysiske krop, der gør ondt. I hofterne, i ryggen eller hvor det nu er. På et dybere plan er smertekroppen den krop, der fortæller, at noget er blevet for meget. Jeg har måttet bygge et forsvar op. Lag af beskyttelse, der sidder i led og muskler. Altid af gode grunde, da det skete.

Hvordan kan det vise sig?

Det viser sig typisk i en krop, der er hård og ufleksibel. Det viser sig i en krop med mange smerter og mange historier, der har sat sig fast. Nogle gange er det naturligvis koblet med et helt “almindeligt” fald på en trappe og et et brud eller et fysiske traume. Den slags, der bare sker. 

I følelseskroppen kan smerterne vise sig ved, at jeg bruger strategier for ikke at komme i kontakt med følelsesmæssig smerte som skyld, skam, frygt, vrede osv. Mange af os har ikke måttet være vrede fx. Det er vores nej. Det skal vi have lært. Vi må kunne afgrænse os med et rungede nej engang imellem. Man kan også opdage, at man altid taler fra hovedet, argumenterer, mentaliserer, forsøger at blive forstået, men ofte ender i konflikt. 

Hvad er det så, vi kan gøre?

Vi skal først og fremmest afspænde, så vi kan mærke noget. Kroppens forsvar skal slappe af. Følelsernes forsvar skal slappe af. I første omgang behøver vi ikke nødvendigvis forstå det. Bare udtrykke følelsen. Jeg er ked af det. Jeg er vred. Bliv der. Opdag at følelsen driver over, når du tør give den plads. Senere bliver det også nødvendigt at forstå. Opdage at nu kommer følelsen, og jeg kender trikkeren, fordi jeg kender min historie og mine mønstre. 

Så det er godt, vi kan tænke og reflektere. Nogen gange siger vi, at vi er for meget i hovedet. At vi trænger til at komme i kroppen. Siger vi det, er det måske fordi, vi har opdaget en ubalance og mærker naturligt drev mod at balancere. 

Tankerne kan vi afspænde ved at meditere. Øve os i at se dem som tomme og prøve at tage noget af energien ud af dem ved at se dem fra et mere neutralt sted. Opdage at de ligesom følelser er i bevægelse, når vi slapper af. 

Det, vi ser ske på kurserne, når folk bliver ved med at komme over tid, er at mange starter med fokus på berøring, lærer at nyde sig selv, bliver mere nærværende og i kontakt med den anden.

Hen over tid sker der så ofte det, at energien (altså livsenergien, livskraften, Prana, Chi, whatever vi kalder den) begynder at flyde i kroppen. Pludselig kan man begynde at mærke den en gang imellem.Typisk begynder man at spjætte lidt først. Det er energiblokeringer, der slipper. Dem er der typisk ikke så meget lystfølelse i, men det er tit det, der sker, før at energien begynder at boble. 

Øjenkontakt er et andet godt eksempel. Hvis du er en af dem, der har det svært med det. Så bliv nysgerrig på det. Øjnene er sjælens spejl. Du kigger ind i dig selv, når du kigger ind i en andens øjne. Det er intenst, og det kan være overvældende. Der kan ligge en hulens masse forsvar i at sige, at det der med øjenkontakt, det er ikke lige mig. Bliv nysgerrig på det i stedet for. Luk øjnene og åbn dem igen. Sammen med en anden. 

Det kan være nødvendigt at sige farvel til vaner af forsvar og strategier, som skaber en kunstig tryghed. Hos os går vi via afspænding, men også med en nysgerrighed på at ville bevæge og flytte sig. Det er den trygge vej, hvor vi ikke forsøger at få noget bestemt til at ske, men skaber den ro og tryghed og afspændthed, vi tror på skal til, for at vi kan åbne. Både i følelser og i krop. I sidste ende også til en oplevelse af noget forbundethed til noget større.