Lidt om betingelsesløs kærlighed

Et af de mest betydningsfulde foredrag, jeg har hørt i mit liv, var med Peter Bastian, da jeg var 19 år gammel. Hvis en mystiker er en, der sætter ord på det, som ikke kan beskrives, så var det en mystiker, jeg mødte den aften. Det blev skelsættende for mig, fordi han satte ord på noget, som jeg genkendte dybt i mig selv, men som jeg aldrig havde hørt nogen beskrive før, og som jeg aldrig selv havde kunnet beskrive.
I dag har jeg så ligget på et tæppe på en græsplæne i Tivoli Friheden og har hørt denne samtale mellem Peter Bastian og Lars Muhl. Det blev så klart for mig, hvordan jeg har bevæget mig i mit liv siden den aften til det foredrag på Jelling Seminarium. At alt hvad der sker i mit liv lige nu, udspringer fra det sted i mig, som han beskriver. At dybt i mig er der en IKKE begrundet tillid til tilværelsen. Ufortjent, ubegrundet, gratis henrykkelse.
Og at der er betingelsesløs kærlighed. At kærligheden er primær. Ikke baseret på noget. Jeg kan ikke nærme mig kærligheden, men jeg kan lade være med at fjerne mig fra den. Den ER der, og jeg kan erkende at den allerede er der.
Peter Bastian beskriver det sådan: For at blive i kærlighedens lys er du nødt til at UDVIDE din kapacitet for kærlighed. You have to let your heart break and let it stay open. Vær sårbar. Det forhærdede hjerte må knuses. I modsætning til at lede efter erkendelser derude. Som at lade være med at kigge efter noget bestemt – på en meget blød og opmærksom måde samtidig. Og hvis der er for mange indvendinger mod øjeblikket, så kan du fjerne dig så meget fra indgangsportalen til dig fra det mystiske, så det simpelthen ikke får adgang. Af helheden finder vi ud af hvem vi er, og hvad vi kan. Og det vi er, og det vi kan, er noget som vi ikke er, eller kan, når vi er alene. At der er to slags fællesskaber: Et, der gør mig dummere, og et der gør mig til en bedre udgave af mig selv.
Den gang jeg var 19, var alt dette en vag og alligevel fuldstændig klar fornemmelse i mig, og sådan er det stadig.

Kærlig hilsen Trine.samtale mellem peter bastian og lars muhl