At være med det, der er svært – er svært

At være med det, der er svært – er svært

At være med det der er, er let, når alting går godt. Når der er masser af lyst til min partner og energi i kroppen og det at lukke døren bag ham og mig straks tænder et sitrende begær. Når kroppen er i balance, og der ingen smerter er, og jeg føler mig stærk som en okse på min løbetur. Når jeg fyldes af taknemmelighed over de mennesker, der er i mit liv. Men når det IKKE er sådan. Når det er svært.  Når jeg har ondt i min ryg og lige gyldigt hvad jeg gør, gør den opmærksom på sig selv. Når jeg ikke har så meget lyst til sex, som jeg plejer. Når jeg bliver bange for, om lysten er på vej væk. Hvad fremtiden bringer. Eller når min partner ikke har lyst til sex og jeg ligger vågen den halve nat med en tændt krop. Eller når vi ikke lyst til den samme slags sex. SÅ er det noget mere komplekst og udfordrende at være med det der er.

I sommerhus med dejlige kvinder og jeg er ikke helt, som jeg plejer at være. Jeg er ikke sprudlende begejstret for livet. Jeg danser ikke omkring. Jeg har ikke så meget at give. Jeg har ondt i min krop, og jeg er bekymret. For fremtiden, for mit kærlighedsliv. Jeg begynder at blive irriteret. Har svært ved at rumme de andre. Deres begejstring og deres bekymring. Bare svært ved at rumme. Mest svært ved at rumme mig selv. Selvfølgelig. For det starter jo der. Indefra og ud. Mine udfordringer, smerterne, bekymringerne. Rummer jeg ikke det, så rummer jeg heller ikke de andres. Så enkelt er det vist.

Det er som om, jeg er nødt til at være i det stormvejr et stykke tid, før jeg kan give slip. Først når jeg har været der et stykke tid, kan jeg rumme det, jeg ikke vil rumme. Først lidt trist, lidt sur og irriteret. Forvirret. Så får jeg hjælp. Får at vide at det er ok, at jeg er forvirret, og at det meste af det, der kommer ud af min mund ikke rigtig er sammenhængende. For med tiden bliver det det. Mere og mere klart hvad det handler om. Fordi jeg får lov til at snakke, selvom det var uklart, det der kommer ud. Der er mennesker der i det sommerhus, som godt kan rumme, at jeg ikke kan rumme mig selv.

Så hvad betyder det? Det betyder, at det er lige der, hvor det er allersværest at rumme mig selv, at jeg har allermest brug for at blive rummet af den anden eller de andre. Og at de siger det. DET ER OK. DU ER OK. DU ER ELSKET UANSET. Det er den bevægelse, jeg må gå igennem og huske mig selv på, at det tager noget tid. Først er jeg forvirret og ukærlig over for mig selv. JEG VIL IKKE HAVE DET PÅ DEN MÅDE. Hvis nogen så er der og vil mig alligevel. DET ER OK DU HAR DET SOM DU HAR DET, så går jeg igennem det. Taler, græder, mærker, reagerer, hidser mig op, er urimelig, usammenhængende, irriterende forvirret og alligevel helt ok.

Når jeg har det godt og når kroppen er balanceret, og der ingen smerter er, så kan jeg bilde mig selv ind, at det er sådan, livet skal være. At den tilstand er det, jeg skal stræbe efter. Men det er IKKE det det handler om. Og jeg skal holde op med at narre mig selv. Det er simpelthen ikke sådan det er. Det findes ikke. En idealtilstand i et 24/7 Det opstår indimellem. Eller for den sags skyld er livets besværligheder ikke noget, der lige skal overstås, før jeg kan komme dertil, derhen, hvor jeg kan få det præcis, som jeg drømmer om. Det er ikke sådan det er. Livet bevæger sig. Bevæg mig med det.

.