Jeg er meget optaget af det lederskab, som Jørn og jeg tager, når vi modtager vores deltagere på Danakilde. Jeg er optaget af, hvordan vi kan skabe rum og tryghed nok til, at deltagerne tør  det, de ikke tør, men gerne vil. 

Deres nej, men ja kunne man kalde det. 

Det er der, hvor de siger nej, men inderst har et stort ja til noget. 

Først og fremmest må nejet respekteres. Det enkelte menneske må mødes i sin frygt, sin uro og sin modstand, hvis noget er overvældende. Flytte sig væk fra det. 

Og så må jeg som leder også være modig nok til at spørge: Hvis du træder ud nu, giver slip på rigtigt og forkert og den oprindelige ide om, hvad du skulle, og du så giver det hele lidt ro. Skal vi så mødes om en halv time, og sammen undersøge hvad der er sket  – om noget har flyttet sig? 

Jeg skal turde spørge, og jeg skal også turde ændre på rammen.

Hvad skal der til for dig, for at du tør, kan jeg spørge? Er der noget, jeg kan gøre for at støtte dig?

Selvfølgelig er det enkelte menneske altid fri til at vælge. Fri til at have absolut sidste ord i den endelige beslutning om, hvad der skal ske eller ikke ske. Men når jeg som leder opfanger, at det nej der udtrykkes måske gemmer på et ja, men en masse frygt står i vejen, så skal jeg turde udfordre det. 

Det kræver, at jeg kender til frygt i mig selv. Og tro mig, det gør jeg. Det kræver også, at jeg kender til at bryde igennem den. Og det gør jeg også. Det kræver også at jeg er fuldstændig klar over balancen mellem støtte og pres og ikke får ambitioner på andres vegne. 

Det er en subtil balance, og det kræver mod og tillid af alle parter. Når det sker, at et menneske bryder gennem sin frygt og går med det ja, der gemte sig bage nejet, er det meget smukt og frisættende. 

https://www.dupontuhrenholt.dk/kalender