Forfatterarkiv: Trine

Vandet flyder, som vandet skal

Vandet flyder, som vandet skal

Jeg er vågnet her til morges med den største taknemmelighed. Dybest set over at være i live og foranlediget af fire dage på www.nordlys.dk i Silkeborg sammen med min udviklingsgruppe og Philip Neess som kærlig vejleder. 

Det er som om, jeg endelig tjekker ind nu. Meditationerne åbner sig og kombinationen af intellektuelt at forstå, hvad der foregår, og faktisk opleve det, opstår. Vandet flyder som vandet skal, men jeg begynder først at se det nu, fordi jeg efterhånden har fået ryddet så meget op i mig selv, at jeg faktisk KAN se det, som har været der hele tiden. 

Jeg træder frem på en ny måde. Den kraft jeg fik kickstartet med tantraen i sin tid er på en måde ved at transformeres. Den er ikke mindre kraftfuld, men dens udtryk er anderledes. Mere en stille stor kraft. 

Det er, som det skal være, og det lyder måske vældig kryptisk, men føles det som det enkleste i verden. Både lige nu i dette øjeblik, og når det bryder igennem i meditationen. 

Og hvor mærker jeg det så? For det hele handler om, hvordan jeg bruger det i verden. Hjertets energi. Medfølelsens. 

Jo, det er som om det bliver lettere at se, hvad det rigtige er at gøre. Som om det bliver lettere at zoome ind på detaljen uden at miste helheden. I det små, når et barn er i uro og kaos eller en klient eller en ven er fanget i smerte. Når jeg selv er fanget i smerte. Men også når jeg fornemmer, hvad det er, jeg skal. Det er retningen, som ikke er en strategi, men mere en eksistentiel intention. Præcist hvor jeg ender ved jeg ikke. Men måden jeg bevæger mig i det på er vigtig.

Kærlig hilsen Trine

Læs: Når kraften bryder igennem:

https://www.trinedupont.dk/naar-kraften-bryder-igennem/

Corona-klarhed

Corona-klarhed

Corona intensiverer alt det, der i forvejen var besværligt, og samtidig bliver der tid til at kigge på det. 

Sikke en periode. Sikke en intensitet. Som om der lige blev sat en trykkoger på. Måske er jeg bare altid på udkig efter mulige bevægelser, og måske er det der for jeg endnu ikke er nået til det der punkt, som mange snakker om, hvor de keder sig. Ikke et øjeblik har jeg kedet mig.

Med en forfatterfar og mig som tidligere skolelærer kunne man jo tænke, at det ikke var nogen særlig udfordring med tre børn i hjemmeskole. Jer med børn har sikkert oplevet noget lignede. Pludselig bliver børnene tydelige for jer. De så at sige træder frem med de styrker og udfordringer de nu engang har. 

Det er også sket her. Vi har fået øje på hinanden. Set hinanden med et intensiveret blik for nuancer og personlige styrker og svagheder. Hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. 

Og jeg har måttet kigge på min måde at være mor på. På godt og ondt. Har mediteret mig gennem gamle lag af uafgrænset mor, som ikke kunne give slip på sin teenager. Det kan jeg nu. Jeg ser mere klart, hvad der er sundt, og hvad der ikke er. Og jeg har flyttet min seng ud i mit arbejdsanneks som et led i at mærke forskellen. Og det lyder sært måske, men det er det ikke. 

Så nu har vi flyttet os igen. Min cirkusfamilie, som jeg elsker så højt, og som bevæger sig rundt i den indre manege og hele tiden skaber nye fortællinger om sig selv. 

Jeg holder åbent for samtaler i Coronaperioden. Ring eller skriv til mig, hvis du har brug for min hjælp, sparring, vejledning eller psykoterapeutisk samtale.

http://www.trinedupont.dk/psykoterapi-aarhus/

Kærlig hilsen Trine

91548295/22862746 – trinedupont70@gmail.com

Det STORE JA


DET STORE JA 

SÅ er det en uge siden, Jørn og jeg sagde goddag til 14 mennesker, der kom til DANAKILDE for sammen med os at dykke dybere i tantramassagen. 

Det fylder mig stadig med glæde og taknemmelighed at tænke på, hvordan weekenden foldede sig ud. Hvordan menneskene foldede sig ud. 

I modul 2 (et fordybelsesmodul ville måske være et bedre navn) dykkede vi ned i det store JA. Ja til lysten, ja til sårbarheden, ja til det dynamiske i massagen, som et billede på livets flow, som det spiller sig ud, når vi ikke ved, hvorhen vi skal, men tillader os at følge impulsers opståen i fuldstændig kærlig opmærksomhed mod os selv og andre. 

Wow, hvor det rykker! Det rykker ved historierne om os selv og ved vanerne. 

Dem, der var med, havde tidligere været hos os eller havde undersøgt tantramassagen andre steder, men med nogen lunde samme forståelse som os. 

At lyst har sit eget liv. 
At det er okay at nyde at berøre. 
At vi giver på en måde, hvor der ingenting forsvinder. 
At hengivelsen er både hos giver og modtager, og når vi slipper ind i frihed, fordi vi er trygge i rammen, der er sat, og vi giver os hen – ja så kan det opleves som om giver og modtager opløses. Hvem berører nu hvem? 

Det var dét, fik vi at vide, der var anderledes hos os. 

Og det er vel meget godt, (tænker jeg stille), at man kan møde forskellige måder at undersøge lyst på, og at der inviteres på forskellige måder af forskellige kursusholdere. 

Jørn og jeg har vores måde, og hvis noget af det, du har læst her, vækker genklang i dig, så kan det være, du vil med næste gang, vi afvikler et kursus. 

Vi afholder igen MODUL 1: Den 26.-28. juni OG igen den 14.-16. august 2020. 
Links:

https://www.facebook.com/events/610634196175438/

https://www.facebook.com/events/217128119427007/

Kærlig hilsen Trine og Jørn 

What a day

What a day! ☺️

Jeg er stolt og taknemmelig over, at Jørn og jeg er i stand til at skabe en ramme, hvor lyst, kærlighed og sårbarhed kan rummes. Vi fik så mange fine tilbagemeldinger om nye åbninger i de 12 smukke mennesker, som tog rejsen med os på Danakilde her i weekenden. 

Og i dag har jeg så min første artikel i fagbladet Tidsskrift for psykoterapi. At få lov til at skrive om hvordan vi arbejder med klienter på en måde, hvor seksualitet ikke er farligt. Jamen altså, det er stort at blive rummet – også i det. 

Og så en mail med et ja til som (vist nok) eneste ikke-akademiker at få lov til at deltage i et kommende grundforløb i ISTDP (emotionsfokuseret korttidsterapi) med opstart om en måned.  🙏😄

Så snart jeg modtager Pdf-fil med artiklen, lægger jeg den ud her.

Kærlig hilsen Trine

Hvad lever du for?

Hvad lever du for?

Lidt om fortrydelse og om saboterende stemmer, der bliver stille for en stund.

Nogle gange vækkes vi af noget udefrakommende, og vi bliver skubbet ind i bevidstheden om, hvad der er vigtigt i livet. Måske har vi slet ikke tænkt over det før, og det kommer som et chok. Det kan være sygdom, skilsmisse, dødsfald. Alle mulige helt uomgængelige vilkår i livet kan vælte os for en stund.

Hvad lever du for?

Det spørgsmål stillede en behandler til en mand, som jeg mødte for nylig i en massage. Han fortalte mig om det inden massagen. Det havde været som at få et slag i hovedet efterfulgt af tomhed. Der var ingenting. Intet svar. Ingen store eksistentielle meningsfuldheder bankede på. Dernæst kom chokket over tomheden. Så længslerne og så fortrydelserne. Alt det, han ikke havde gjort og ikke havde oplevet, bankede nu på. Måske ikke for første gang, men det var indtil nu blevet holdt nede, når det var dukket op. Når der blev spurgt til hvorfor, han ikke havde haft intimt samvær med en kvinde i 30 år, havde hans svar altid lydt:

Den slags kan man klare selv. Og jeg klarer mig. Jeg har det fint alene.

Det svar blev nu afløst af en bankende længsel.Og stemmer dukkede op. Stemmer, han altid tidligere havde undertrykt blev nu til sabotage.

Hvorfor har du ikke gjort noget? Hvorfor har du ikke taget dig sammen? Du burde da have vidst bedre.

Spørgsmål om rigtigt og forkert var begyndt at presse sig på. I alle mulige sammenhænge sneg der sig en usikkerhed ind. En tvivl på sig selv og en frygt for at gøre noget forkert, som naturligvis var svært at finde et svar på, fordi han ikke tidligere havde stillet sig selv de helt store spørgsmål og ikke tidligere havde mærket efter i sig selv.

I massagen gav han sig hen. De saboterende stemmer blev tavse. Alt var okay. Han var okay. Bagefter var han glad og afslappet. Der var blevet stille indeni.

Men efter massagen begyndte vi at snakke, og stemmerne vendte tilbage. Tvivlen på om det nu var okay, den måde han havde bevæget sig i massagen. Om jeg synes, han gjorde det rigtigt. Ordet “bør” dukkede op igen og igen.

Vi snakkede om, at han måske skulle holde op med at tale med de saboterende stemmer. Holde op med at bruge ordet “bør” og måske undersøge, hvad det dækkede over. Få adskilt sig fra de saboterende stemmer og forbundet sig med den gode stemme, der talte om længsler og om håb, om lyst og om kærlighed.

Med fokus på forskellen mellem den gode stemme og de saboterende stemmer besluttede vi at mødes igen i en *Sanselig erkendelse om noget tid.

Når vi mødes igen, vil vi først i en samtale arbejde med at adskille den gode stemme fra de saboterende stemmer. Sprog skaber virkelighed, og ordet “bør” i hver tredie sætning er tegn på downloading af internaliserede stemmer. Stemmer han har med et sted fra. Hvorfra er et godt spørgmål og at lave sproget om ved fx at holde op med at sige “bør” vil også være en vej, vi kan gå.

Efter en samtale kan så han give slip ind i en massage, hvor sanselighed og overgivelse helt af sig selv sender de saboterende stemmer væk. Stemmerne skal anerkendes først, men de skal ikke have taletid, for de forplumrer det enkle og det smukke, hvor vi føler os okay og gode nok. Den gode stemme skal have taletid, og at opleve forskellen kan gøre en forskel.

*Sanselig erkendelse er en psykoterapeutisk samtale efterfulgt af en massage.

Læs mere her om Sanselig erkendelse:

https://www.trinedupont.dk/wp-admin/post.php?post=353&action=edit

Brev til kvinderne i cirklen

Brev til kvinderne i cirklen

Kære kvinder i kvindecirklen med start tirsdag d. 21.1. 2020 

Så nærmer tiden sig, hvor vi endelig skal i gang og med det vigtigste af alt: Vi skal møde hinanden. Og det glæder jeg mig bare rigtig meget til.

Fremover vil der hver tirsdag i ugen inden mødet komme en mail fra mig med optakt til et tema.

Så kan I gå og tænke lidt over det og mærke lidt ind i det. Det er ikke lektier, men blot en invitation til at processen er levende hele tiden. I oplever noget på mødet, og det rumsterer måske I jer en uges tid, hvorefter I får en ny mail, og det nye begynder at spire i jer. Og sådan kører vi et halvt år gennem vinteren, foråret og sommeren.

Hvad er kvindecirklen?

Kvindecirkelen er et sted, hvor I kan lade op, lade jer inspirere og dele. Det er en pause til den fordybelse, som det tit er svær at få tid til i det daglige. Det er ikke som sådan i kvindecirklen, problemerne løses, det er derude i det virkelige liv, men det er en mulighed for at mærke ind. Hvordan har jeg det lige nu? Her kan der sættes ord på sårbarheden, for det bevæger noget at sætte ord på og dele med andre. Undersøge det åbent og ærligt og trække enhver projektion hjem. Det er der stor frihed i. En deltager kaldte det engang sit “frikvarter”. Det var det for hende. Nu må vi se, hvad det bliver for jer. Det er også et rum for bevægelse og berøring, for det har vi alle brug for. Ikke mindst på en måde, hvor der ingen mål er, men blot kærlig opmærksom berøring i kontakt med sig selv.

Tema for 1. Kvindecirkel: At komme til stede

Første gang handler naturligvis om, at vi skal møde hinanden.
Jeg vil sikkert bede jer om at fortælle lidt om jer selv og om, hvad der fik jer til at melde jer til.
Jeg fortæller også om mig selv, om rammerne for kvindecirklen. Delerunden bliver måske lidt længere end normalt, men sådan er det oftest første gang. Derefter kommer vi til stede med os selv og hinanden i bevægelse og i berøringsøvelser. Til sidst lander vi sammen igen.

Adressen er: Regnbuefabrikken, Ørvadsvej 25a, 8220 Brabrand (for enden af en lang mørk grusvej)

Brinkmanns citat dukkede op på mit FB feed i dag.

  • –  I kvindecirklen må du gerne have en dårlig dag. Og kommer du med livsglæde og positive tanker, er det bare dejligt.
  • –  Kvindecirkelen handler ikke om at blive en bedre udgave af dig selv, for du er allerede god nok, som du er.
  • –  Du vil helt sikkert opleve at omgive dig med inspirerende mennesker i kvindecirkelen, men måske går der lige et par gange, før du opdager det.
  • –  Du må godt give op og du må godt sige nej, for på den anden side af det slip, plejer der at vise sig en ny mulighed.
  • Vi ses snart.
  • Kærlig hilsen Trine 
  • Der er stadig ledige pladser, men kun en uge til vi starter <3
  • Ring 91548295

Godt nytår

Godt nytår

Kære dig, der kom alene, eller I, som kom som par. Tak for i år.

Tak for delinger af smerte, sårbarhed, glæde, lyst og sanselighed, kig ind i vaner og overbevisninger, nye fortællinger om dig selv, berørthed, genkendelse og nye retninger i livet.

Jeg kan med glæde berette for jer, at det I opdagede, I boksede med, med stor sandsynlighed er det, der igen vil komme og forstyrre jer. Der dukker ingen nye store besværlige dynamikker op. Kun de gamle grundsår. Se på dem igen og igen med nænsomt blik, mærk, nuancer og giv slip. Det er da rart, næsten smukt at tænke på. Ingen nye store ting, bare det velkendte i nye forklædninger. Det er en af gaverne. Den anden er sårbarheden i sig selv, det nye du må lære af det gamle mønster, som banker på. Altid er der en vej i det og nogen gange må man gå den sammen med en. Holde lidt i hånd.

Vi ses i 2020. Gamle som nye besøgende.

Kærlig hilsen Trine.

Kvinder møder kvinder

Kvinder møder kvinder

Ny kvindecirkel ved Trine Dupont

Kære kvinde

Vil du fordybe dig og dele med andre kvinder om seksualitet, krop, følelser, at være kvinde og menneske, og hvad der ellers rører sig i dig. Så vær med her i ny kvindecirkel.

Hvad går det ud på?
Møderne er et åndehul og en pause til fordybelse i tre timer hver anden uge hen over vinteren og foråret, hvor lyset bryder frem. Måske kommer du til at følge årstiderne i din egen rejse – med vinterens mulighed for fordybelse og forårets nye impulser.

Vi deler fra hjertet i opmærksomhed på os selv. Lader sårbarheden få plads, tager ansvar for de projektioner, vi bringer ind i gruppen, når noget rammer os, og vi pludselig synes noget om en anden kvinde i gruppen. Vi griner sammen, og vi støtter hinanden, og så hjælper vi hinanden med at rydde lidt op indeni, så der bliver plads til et indre nærvær og til at fordybe os i sanselighed, kvindelig kraft og rummelighed. Så vi kan rumme os selv og de andre med det, der er. Afspændt og i væren og uden andre mål end dét. Det er faktisk fantastisk livgivende og samtidig vældig interessant 🙂

Hvordan forgår sådan en aften?

Meditativ stilhed
Delinger
Bevægelse i rummet
Øvelser der udspringer af det tema, der er for aftenen
– Øvelserne kan være forskellige former for berøring og massage
Afrunding

Hvem er jeg? Og min baggrund
Trine 49 år. Glad for livet og nysgerrig. Kan godt lide mennesker og ikke mindst kvindefællesskaber. Har ledet kvindegrupper i gennem tre år. Jeg er meget optaget af mit lederskab og leder med hjerte for hver enkelt kvinde og gruppen – og i kontakt med mig selv. Det betyder, at jeg også deler om de processer, jeg selv er i. Med mindre der mangler en kvinde til en berørings/massage-øvelse, så deltager jeg IKKE i dem, da jeg gerne vil kunne vejlede og støtte jer undervejs, hvis der bliver brug for det.

Min baggrundsforståelse er tantrisk og oplevelsesorienteret. Og hvad betyder så det? Tantra handler om at være med det, der ér, så du vil ikke blive opfordret til at blive den bedste udgave af dig selv hos mig. Mere til at acceptere det, der er, og der sker i dig LIGE NU, og så lade nye bevægelser opstå ud af det. Det oplevelseorienterede bringer jeg med mig fra min uddannelse som psykoterapeut. Vi må erfare for at forstå. Og vi tager udgangspunkt i her og nu, og det der opstår imellem os.

Jeg vil gerne besvare dine spørgsmål og snakke lidt med dig inden endelig tilmelding, men skriv eller ring til mig ved interesse. Jeg glæder mig.

Praktisk information
9 tirsdage og 2 onsdag aftener fra 18.30-21.30

Datoer
21.1, 4.2, 18.2, 4.3 (onsdag), 17.3, 31.3, 15.4 (onsdag) 28.4, 12.5, 26.5, 9.6

Pris: 3000,- (mulighed for rater)
Rabat 200,- hvis du finder en anden kvinde at tage med.

Sted: Regnbuefabrikken, Ørvadsvej 25a, 8220 Brabrand

Max deltagere er 12, gruppen oprettes ved 9 deltagere.

Kærlig hilsen Trine