At være kvinde

At være kvinde

Rummelighed og flow. Kraft og visdom i at vide at noget er sandt, fordi sådan er det bare. Afspændt og kærligt. Hengivende. Cyklisk. At være kvinde. Manden beskytter og holder mig, og jeg rummer og åbner for ham. Så han kan komme hjem.

Jeg har været to dage på kursus med 14 andre kvinder og Neel Fasting, grand old tantrawoman. Arketype gammel og vis. Nu er jeg ikke længere bange for at blive gammel. Tænk hvis jeg blot kan finde ud af at passe på min krop så længe. Så jeg også kan stå i spidsen for en flok kvinder, når jeg bliver 78. Med passion, visdom, erfaring, hjerte og humor.

For det var et vildt kursus. Med kontakt til polariteterne. Allermest min kvindelighed.

Jeg opdagede, at jeg kan hente kraften et meget dybt sted fra. At jeg kan hente mit selvbillede et andet sted fra. Et sted som forbinder mig med alle jordens kvinder. Hvor jeg ikke er alene. Et sted hvor kraften er så stor, at det næsten skræmmer. Blot at vide besked. Mærke hvad der skal siges. Og gøres. Og holde hjertet åbent imens. Jeg genkendte det sted i mig, efter jeg havde fået mit første barn. Og jeg husker det så tydeligt, men det er først nu jeg forstår.

Hvorfor jeg gik rundt i gaderne, og hver gang jeg så en kvinde med et barn, havde jeg lyst til at gå hen og omfavne hende og kigge hende dybt i øjnene. Du har også gjort det. Vi har begge gjort det. Vi har mærket naturen tage over og har åbnet os for den. Fulgt med fordi det ikke kunne være anderledes. Det er fucking viiiildt havde jeg lyst til at råbe, og jeg forstår slet ikke, at alle mennesker er født af et skød. At alle er kommet ud af en kvindes skød, og jeg er nu en af de kvinder.

Jeg kan bære mine bryster og mit skød med værdighed. Min rod og mit hara. Frydefuldt smerteåndedrag. Liv ind liv ud. Og det tager en brod af enhver andre problematikker at mærke det.

Så nu går jeg bare og lader de sive. Ikke ud af mig, men nedad i systemet.

At jeg er kvinde og det er godt.

 Foto: Karin Laursen

Til august åbner jeg fordybelsesgruppen for kvinder igen.Skriv til mig hvis du er interesseret i at være med. Se mere her Kvindegrupper og workshops

Læs Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Mine rum

I sidste uge var jeg 4 dage på Nordlyscenteret i Silkeborg i udviklingsgruppe. Vi mødes og mediterer, rydder op i gamle historier og mønstre og altid med intentionen om at nå ind i det sted i os, hvor vi er forbundet med alt. Essensen. Som tiden går, kommer det lettere og lettere til mig.

Hele mit liv har jeg fundet rum til at kigge indad. Ofte kun mig på værelset. I en slags nød, fordi mit indre var et kaos, og jeg kunne mærke, at det var nødvendigt at arbejde med mig selv. Her var jeg blot alene. Ikke ensom. Klar over nødvendigheden i det.

Andre gange har jeg haft brug for mennesker, men svært ved at række ud efter deres hjælp, og jeg er stivnet i ensomhed og tristhed. Eller jeg har opdaget, at jeg måtte kigge lidt mere indad, inden jeg delte noget med nogen, fordi jeg egentlig bare ville have nogen til at fjerne ubehaget for mig.

Jeg har også haft rum sammen med andre. I selvhjælpsgrupper, i terapi, i uddannelser.  Uvurderlige rum. Helt nødvendige i processen med at lære at dele erfaringer og holde op med at skamme mig. Mærke fællesskab og kontakt. Blive spejlet i andre og konfronteret med mig selv.

Men jeg vender altid tilbage til mit enerum. Med mine dagbøger og fagbøger. Og i naturen. Alene med hestene, da jeg var barn, og i skoven. Bare alene. Stilletid, refleksion, meditation.

Min mand har lært mig meget om enerummet. Hans behov for at være alene er enormt, og hvor mange gange har jeg ikke følt mig forladt og afvist, når han har valgt at være alene frem for sammen med mig. Nu har du været så meget alene, så nu skal du være sammen med mig. Når han valgte sig selv, valgte han mig fra. Sådan så det ud inde i mig.

Sådan ser det ikke ud længere, for betydningen af mit enerum vokser. Her samler jeg mig og kan bagefter være mere klar og nærværende sammen med andre. Dermed er det heller ikke længere svært, at han vælger at gå for sig selv. Tankevækkende. Frisættende.

Når jeg siger ja til mig selv, siger jeg ja til dig. Hvis det brænder i dig, så brænder det i mig.

Sådan tænker jeg om det nu.

Og hvad er egentlig alternativet til tillid andet end kamp. Du prioriterer mig ikke, når du ikke vil være sammen.

JO, det er præcist det jeg gør.

.

At være kvinde At være kvinde

Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Vi er mange som enten nu eller tidligere har haft svært ved at elske vores krop. Jeg vil give to gode råd, selv om der er flere. De har virket for mig.
1. Begynd at nyde din egen krop. Find dig en god tantramassør, som både har indsigt og hjerterum, så han eller hun kan guide dig ind i at lære at sanse og nyde din krop. Og i stedet for at tale nedsættende om din delle på maven og begynde at lægge planer for, hvordan du kan komme af med den, så put olie på og rør den. Sans og mærk hvor blød den er, og en dag kommer din datter måske og siger: Mor, sidder du nu igen og kæler med din mave?Og rør i det hele taget ved dig selv på en bevidst måde. Tag lange bade og smør dig ind i creme. Onanér og nyd det. 

2. Og begynd også at kigge på nøgne mennesker. Meld dig ind i en vinterbadeklub eller tag på workshops, hvor mennesker er nøgne og opdag, at det kan slet ikke betale sig at sammenligne dig selv med andre. Standardmodellen eller den perfekte krop findes ikke. Vi er forskellige alle sammen, og du spilder din tid på at lede og sammenligne. Men du finder måske først rigtig ud af det, når du har set rigtig mange nøgne mennesker, for skabelonerne er i dit hoved og i Photoshop og ikke i virkeligheden.

God fornøjelse og go for it! <3

Læs også At være kvinde

Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Jeg står og svinger en hulahopring. En ældre mand på omkring de 70 kommer hen og stiller sig ved siden af mig. Kigger på mig og smiler. Det ser godt ud det der, siger han.

Vi har øjenkontakt. Mig: ja, det er ikke så svært, når man først finder rytmen, og det er lige som at få massage samtidig. Han smiler og ser lidt overrasket ud. Vi har stadig øjenkontakt. Ham: Jeg kan slet ikke det der. Det dur ikke med min ryg. Vi begynder at snakke om, hvorfor vi er her. Han fortæller, at han er nødt til det, fordi han har dårlig ryg. At lægen har sagt, han skal træne, og at han på den måde kan holde smerterne væk. Jeg fortæller, at jeg laver massager, og at det blandt andet holder mig smidig, så jeg ikke får problemer med min lænd. Han spørger, om jeg er fysioterapeut, siden jeg snakker om massage. Jeg siger nej, jeg laver sådan en slags helkropsmassage, og jeg er terapeut, men også mange andre ting. Oprindeligt var jeg lærer. Nå, siger han: det lyder som om, du laver det, du har lyst til. Ja, siger jeg. Jeg bestemmer selv, og det er skønt. Så kan jeg gå herned når jeg vil, selvom jeg ikke altid gider. Det er sådan lidt både af lyst og nød. Vi griner lidt.

Vi har fælles fodslag, vi genkender og leder efter genkendelse i hinandens historier. Han fortsætter: Det lyder, som om du har det som blommen i et æg. Ja, siger jeg. Jeg klager ikke. Du ser så glad ud, siger han, og ved du hvad. Den anden dag, så jeg en kvinde med en mobil. Hun gik og kiggede ned i den, og så så glad ud. Hun smilede hele tiden, og så siger jeg til hende: Du ser så glad ud. Og så smiler hun og siger, at det er hun også. Åh, det er dejligt at høre, siger jeg og fortsætter: Vi skulle snakke noget mere med hinanden. I bussen fx og ved lægen. Ja, siger han, man bliver jo helt forskrækket, hvis nogen siger noget i venteværelset. Vi griner igen , og så kommer der sådan en fornemmelse, af at vores kontaktmøde skal til at slutte. Der er en pause.

Så siger han: Nå, men så vil jeg da bare stå her og nyde synet af dig lidt. Jeg smiler, og siger, at det må han da også gerne. Så siger han: Men så er det jo ikke så spændende. Altså hvis man må. Så jeg skal altså spille lidt kostbar, spørger jeg og smiler. Ja, det er godt, siger han. Vi griner, og han går.

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Et tantramøde, som føles helt rigtigt, uden at det gøres til noget, der er perfekt, er så komplekst en størrelse, at det under ingen omstændigheder kan beskrives helt. For mig åbner det for alvor, når jeg både møder min lyst og mit hjerte. Når det bliver vækket samtidig. Når jeg får lyst til at se den anden i øjnene, fordi jeg er 100 procent opmærksom på, hvad der sker hos ham eller hende, og fordi jeg mærker en kærlig ømhed i mig, der ikke vil noget. Ja, den er rettet mod den anden, men faktisk lige så meget mod mig selv. Jeg modtager min egen kærlighed, når jeg rummer mig selv uden mit evindelige indre præstationskrav.

Hvornår får jeg så den mulighed for at mærke dette? Det gør jeg, når den anden heller ikke vil have noget bestemt af mig eller vil give mig noget, andet end sit nærvær. Det gør jeg, når berøringerne den ene vej eller den anden vej ikke har en ambition om noget som helst. Blot åbner for sanselighed. Ja, så mærker jeg et fantastisk fælles punkt, hvor i vi kan mødes.

Et slags eksistentielt mødested, hvor det ikke handler om alder, udseende, job, familieforhold, nuværende livssituation, selvom alt det er med os hele vejen og selvfølgelig på den måde betyder noget. Men vi giver det ikke betydning. Og der er en forskel.

Og det gør jeg når den anden modigt åbner sine øjne ind imellem og skaber kontakt. Når jeg ikke vil hele noget eller tage noget væk fra nogen. Fuck det er et godt sted at befinde sig. Lige der i ingenting andet end opmærksomhed og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine

Som en igle på øjeæblet – jalousi

Som en igle på øjeæblet – jalousi

En igle der bider sig fast på øjeæblet, så jeg ikke kan se. Hjertet der snører sig sammen, og maven der brænder. Mit sind på overarbejde i en tsunami af billeder og forestillinger. Alt det, der får mig til at tro på, at jeg ikke er god nok.

Jalousi er min frygt for at miste og min følelse af utilstrækkelighed. Som om der er noget, jeg skal være, for at det er godt nok. Noget der baserer sig på en dyb fornemmelse af mindreværd og en gammel del i mig, der stadig er bange for at blive afsløret. Stadig holder tilbage. Stadig tror, jeg skal klare det hele selv. Og som stadig indimellem må tvinges åben, fordi åbenheden, sårbarheden og ærligheden nu så mange gange har vist mig at være min ven. Der er ingen tvivl. Det er et godt venskab.

Der er frygten for at være den, der binder den anden, så den anden føler sig ufri. At den anden bare siger ja, men ikke mener det. At jeg skal gætte mig til, hvornår et ja betyder nej, og at det er mit ansvar. Lige på den anden side er min egen frygt for ikke at kunne sige nej. Selvfølgelig.

Der er manglende tillid til mig selv. Det er den lille pige, der måtte overleve kaos ved at kontrollere sit indre. Og forsøge at forstå verden ved at bilde sig ind, at hun kunne mærke, hvad mor havde brug for, og hvad far i hvert fald ikke havde brug for. Og rette sit indre ind efter det.

Der er forvirringen over at jeg kan hele alt dette med et menneske, og så stå der igen med et andet.

Og der er ambitionen om at være et større menneske, end jeg er. Det er misundelsen, som jeg har lært er en skidt følelse. Og farlig. For hvad sætter jeg i gang, hvis jeg sætter ord på min misundelse. Frygten for selv en dag at få lyst til en anden. Lyst til at følge lyst, når lyst opstår. Frygt for selv at blive ufri. Det er sindet der drøner derud ad i et fremtidigt katastrofespor. Som ikke er nu.

Så hvad er der tilbage. Hengivelsen til nuet. Overgivelsen til det der er. Til stormvejret og jalousien, når den raser og til at være ærlig med mig selv og sige det højt til den anden. Håbe at jeg bliver grebet.

Få øje på at jeg hele tiden binder mig og frigør mig igen. Mærke at kærligheden til mig selv er der. Når jeg ikke fjerner mig fra den.

Jeg har lært mere i dag end jeg gjorde de første 7 år i min skoletid

“Jeg har lært mere i dag end jeg gjorde de første 7 år i min skoletid”

Nogen gange

Nogen gange er jeg bare pisse bange for ikke at være god nok. Gamle bølger af bekymring vælder ind over mig. Hvad tænkte du dog på Trine?  Sådan smide den gode pension som folkeskolelærer og dit sikkerhedsnet. Stå og sige: ja, det her er så mig, og det er det her, jeg er og det her jeg kan. Noget af det har jeg papir på, og meget er autodidakt. Hav tillid.

Og det er ikke altid særlig rart, så nogen gange er det bare pisse fedt at få en positiv tilbagemelding fra en gæst. Jeg er ikke en ø, og jeg kan ikke bare stå der i mig selv og være helt lige gyldig glad for whatever. Det betyder faktisk noget, når nogen anerkender det, jeg gør, fordi det jeg gør, er blevet det jeg er. Jeg har også et lille ego derinde, som engang imellem har brug for at blive aet eller poleret lidt, og det må så være sådan. Jeg aer det og jeg polerer det, og jeg ved det.

Jeg har lyst til at vise min sårbarhed, min tvivl, min usikkerhed. Jeg har lyst til at være menneske, og al den lys og skygge, der er forbundet med det.

Så når min gæst i dag efter terapien siger, at han har lært mere i dag en han gjorde i de første 7 år af sin skoletid, så bliver jeg da glad. Der er glæden på hans vegne over at noget har bevæget sig i ham. At han går ud med større bevidsthed og mere mod på livet. Og ja, så er der da også den del der aer min usikkerhed på om jeg nu er god nok. Hvis jeg kalder det mit ego er det fint, hvis jeg kalder det mit menneske er det endnu bedre. Det er som det er. Jeg har ingen ambition om at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg vil bare være her.

Kærlig hilsen Trine

Sanselig erkendelse er kombinationen af samtale og tantramassage

Sanselig erkendelse er kombinationen af samtale og tantramassage

Jeg er simpelthen nødt til at sige det igen: Det giver så enorm god mening at koble den terapeutiske samtale med tantramassagen i det, jeg kalder, SANSELIG ERKENDELSE. Det er intensivt arbejde i at fordybe sig i sansning, refleksion og følelser. Koble tingene, få øje på, reagerer i og bevæge sig nye steder hen. Og så har jeg fået en STOR tavle, og jeg er SÅ mega glad for den. Det er som at få endnu en vej at gå: at illustrere og skrive ned undervejs og sammen lave det “kort”, som viser mulige nye veje at gå. Og som usentimentalt og klart for alle udstiller det svære (lorten på bordet), som skal anerkendes og ses før noget nyt kan ske. Det var intense 4 timer. Jeg elsker at lave terapi og jeg elsker at massere. At kombinere to gode ting gør det endnu bedre og viser med tydelighed at 1+1 mere end 2.

Sanselighed har været lidt ”for de andre”

Sanselighed har været lidt “for de andre”

Sådan skrev en mand på min egen alder til mig.

Og jeg tænker på den gave, det har været for mig at træde ud af denne overbevisning. At sanselighed ikke bare er for de andre, men også for mig.

Og ikke nok med det. Sanselighed ER mig. Jeg kan læne mig tilbage og åbne mig. Hengive mig til min krop, til min femininitet og min lyst. Lyst til livet, der strømmer igennem alt – også igennem mig. En livskraft der, når jeg forbinder mig med den og trækker vejret dybt, når jeg sætter tempoet ned og er fuldt tilstede og opmærksom, vælter mig bagover i al sin kraft.

Mød mig der, hvor vi ikke skal noget bestemt med hinanden, men blot åbner ind i kærlig nænsom kontakt – hvor vi lytter til kroppens signaler og bevæger os ned i tempo, så vi kan mærke os selv i mødet med hinanden.

Sæt tempoet ned. Slip din optagethed af at være NOGEN eller NOGET. Lad mig slippe min.

Og enhver sammenligning.

Mød mig der.

Foto: Rihannon Wilde

Læs mere her:

Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed

Så skal der blogges…

Så skal der blogges…

Er der nogen der kender det her?

Jeg er vægt i stjernetegn, og selvom jeg aldrig har hængt min hat på ret meget af det, jeg læser i damebladene, så slår det mig alligevel:

Vægten vil gerne skabe balance, og vil gerne have at andre har det godt. Hun kan ikke fordrage når folk er uvenner og hader konflikter, men alligevel ender hun ofte i konfliktsituationer for at rede trådene ud og få tingene til at glide. Fordi hun er så konfliktsky, er vægten er ikke så god til at sige fra, og hun kan næsten blive for venlig.

Men der er noget, astrologerne har overset, har jeg opdaget.

Jeg står lige nu et sted i mit liv, hvor der er store beslutninger der skal tages. Livet og kærligheden og meningen med det hele presser sig på.

Jeg har haft dage, hvor jeg var helt sikker på, hvad jeg ville, indtil næste dag, hvor jeg så skiftede mening. Ikke ud af ingenting men fordi jeg var i selskab med mennesker, der betyder noget for mig. Og jeg har sagt til mig selv, som jeg har gjort mange gange før i mit liv, at det er da også for dårligt, at du ikke kan stå på dine egne ben, og at du lader sig påvirke så stærkt af den eller dem, du er sammen med. Bang bang – hårdt og brutalt i hovedet. Tag dig sammen Trine. Tænk klart og bliv der.

Men nu har jeg set noget nyt. At skifte mening er måske slet ikke at skifte mening. Det er måske mere blot at skifte perspektiv. Faktisk at være ret god til at se det fra flere vinkler.

Så langt så godt. Så slap da det øverste lag af mine selvbebrejdelser. Et lille klap på skulderen til mig. Og måske er der mere. Måske er det fordi jeg kan se, at det giver mening begge dele. At jeg faktisk ikke skifter mening, men mener begge dele. Vil begge dele. Det er jo KLART nok. Jeg er ikke uklar og konfliktsky alligevel. Jeg vil bare begge dele.

Kærlig hilsen Trine.