Forfatterarkiv: Trine

Om at sige nej uden begrundelse (til tantramassage)

Om at sige nej uden begrundelse (til tantramassage)

(Og det vil jeg så gerne lige begrunde …)

En sjælden gang imellem ringer der et menneske til mig, som ønsker en tantramassage, og i samtalen mærker jeg et nej i mig. Nogen gange er det fordi, den anden vil noget andet, end det jeg inviterer til, og det jeg beskriver på min hjemmeside. Det er sådan set nemt nok. Jeg siger nej, fordi vi vil noget forskelligt. Fair nok. Og hvis den anden spørger hvorfor, så svarer jeg – måske på det.

Andre gange er det sværere at sætte fingeren på, hvad det nu lige er, mit nej handler om. Jeg mærker blot en modstand i mig, en fornemmelse af at hvis jeg siger ja her, vil mødet ikke blive godt, for jeg vil være i kontrol og jeg vil ikke kunne hengive mig og mødet vil blive betinget af min modstand. I sådan et tilfælde bliver det et nej uden begrundelse. Og så må jeg efterfølgende undersøge, hvad det nu handlede om – i mig selv.

Jeg har skullet lære, at det er ok at det give et nej uden begrundelse, for i en verden, hvor jeg har lært at være ”et ordentligt menneske”, har jeg lært at min begrundelse er betingelsen for mit nej.

Men nogen gange er et nej uden begrundelse bare ok. Det sker i respekt for mig selv og også for den anden, så et forbehold ikke bringes ind i mødet.

Kærlig hilsen Trine

Sanselig erkendelse (psykoterapi OG tantra)

Sanselig erkendelse (psykoterapi OG tantra)

– en genvej til handling

En kombination af samtaleterapi og tantra massage, så det bedste fra psykoterapien og det bedste fra tantraen består, men de samtidig virker ind i hinanden.

Hvorfor nu det?

Ideen til dette fik jeg, fordi der kommer mange mennesker, der har forskellige temaer i deres liv, de gerne vil kigge på, når de kommer til mig, og det synes jeg jo er fint og godt, men samtidig ved jeg, at går man ind i en tantramassage med et mål om at ville fikse noget, så tager intellektuel og mental kontrol og styring over, og så oplever man netop ikke frisættelsen i kroppen og sindet.

På den her måde kan vi undersøge det at forene den kropslige erfaring med refleksion – på en ny måde. Temaer jeg er stødt på sammen med folk er fx: kontrol, hengivelse, lyst, begær, spænding, modstand, give slip, frygt, naturlighed mm.

Sådan foregår det

Del 1: Vi mødes og sporer os ind på et tema i dit liv – undersøger det lidt og finder ind til noget centralt, som du gerne vil undersøge og udforske eller i kontakt med i dig selv (ca. 45-60 min.)

Når det er klart for os slipper vi det! (Vi laver en “bro”  til den næste del)

Det gør vi ved at skifte placering. Vi går fra et rum og ind i et andet. Skiftet sker også ved, at jeg fortæller om tantraen, så du bliver klar til at slippe og blot være med det der sker i dig undervejs.

Del 2: Vi laver vi en lille meditation, dernæst æringen og så selve tantramassagen. Massagen bevæger sig, som den nu gør, med den forståelse, du kan læse om på min hjemmeside, og som jeg har introduceret for dig inden massagen.

Bagefter sidder vi lidt sammen, snakker lidt (ikke for meget, for vi skal ikke op i hovedet alt for hurtigt – i alt ca. 2 timer)

Del 3: Når der er gået en lille uges tid, taler vi sammen i telefon eller vi skriver sammen, om hvilke bevægelser det satte i gang (ca. 30-45 min)

Trine Dupont Tantramassage og psykoterapi Århus

For mig er tantramassagen en kunstart. Det er dialogen, kontakten med materialet (mig selv og mødet med den anden), jeg er optaget af. Ved at suspendere min målsætning og være opmærksom i det jeg gør, samarbejde med det tilfældige og lade mig inspirere af de muligheder, der opstår undervejs, opdager jeg nyt om mig selv. Jeg sætter noget i bevægelse, erfarer noget, som efterfølgende kan blive til ny forståelse.

 

Det lyder måske mærkeligt, men min tantramassage handler ikke om noget

Det lyder måske mærkeligt, men min tantramassage handler ikke om noget.

Første gang jeg var i kontakt med tantra var i en indledende øvelse på Mahamudrainstiuttet i Odder for nogle år tilbage.

”Jeg kommer ingen steder fra, jeg skal ingen steder hen. Du kan kalde mig Trine”.

Jeg forstod ingenting af de ord, der kom ud af de andres – og nu også min mund. Jeg var bare fyldt af en underlig blanding af irritation og lettelse. Hvad var det her for noget?

Når jeg nu inviterer ind i en tantramassage er det dette ”ingenting” jeg inviterer ind i. Der er vitterlig ingenting at lede efter, ingenting at søge, ingenting at opnå. Der er bare mødet mellem to mennesker, der er i kontakt med deres sanselighed, og det er nogen gange en stille brise og nogen gange en brusende flod. Jeg ved det aldrig, før det sker. Og det er vitterlig en lettelse ikke at være nogen, ikke at bringe min historie med ind i massagen, og ikke at skulle bruge massagen til at skrive min historie om (endnu en gang).

Det er netop dette ingenting, dette ingenmandsland beboet af ingen, der ingensteder skal hen, som er så bevægende og ofte afsætter dybe spor.

Så, at der ingenting sker – er løgn. Måden, det sker på er bare så afgørende anderledes end den måde alting ellers sker på ude i verden.

Kærlig hilsen Trine                                                                                                              IMG_1089

Jeg er på ferie resten af ugen (fra i morgen 22.4)

I morgen tager jeg og familien til Timmendorfer Strand i Nordtyskland på ferie. Jeg er tilbage igen søndag. Lige nu har jeg meget travlt med massager. Det er da fantastisk så meget interesse der er for tantra, og jeg er meget taknemmelig. Selvom du måske ikke lige kan få en tid de næste par uger, er du velkommen til at skrive til mig. Kærligst Trine.

Tanker efter en tantramassage

Tanker efter en tantramasssage

Egentlig har jeg slet ikke for vane at bringe de tilbagemeldinger, jeg ofte får fra mennesker, der har været i en tantramassage (ja, dette er faktisk første gang), men nu gør jeg det så. For denne tilbagemelding siger meget om, hvilken bevægelse en tantramassage kan sætte i gang i mennesker, og det vil jeg faktisk gerne have ud til verden.

Kærlig hilsen Trine

Den kommer her:

Hej Trine

Nu er det snart tre uger siden, jeg besøgte dit hyggelig anneks og mødte dit dejlige væsen i en tantramassage. Denne oplevelse har ligget som et fantastisk minde i min hukommelse, men også åbnet en ny dimension i min forståelse af mig selv. Hvad er det der gør, at jeg uden blufærdighed eller utryghed oplever vores møde som helt naturligt? Hvad er det der gør, at jeg fyldes med glæde og rodfæstethed, når jeg tænker tilbage på massagen?

Jeg er nået frem til at det simpelthen må være den helt uforbeholdne anerkendelse, du viser mig. En anerkendelse der kan opleves som en type kærlighed. Ikke den samme kærlighed man har til sine børn og partner, men en kærlighed til livet og naturligheden. En kærlighed og anderkendelse af min krop og væsen. En kærlig anerkendelse der gør det helt naturligt og yderst trygt at være i dit selskab.

Kærlig hilsen D.

 

Jeg vil godt lige vide… (om tantramassage)

Jeg vil godt lige vide… (om tantramassage)

For nogle dag siden havde jeg en samtale i telefonen med et menneske, som gerne ville komme til en tantramassage hos mig. På et tidspunkt i samtalen siger han: Jeg vil godt lige vide: har du nogen store tatoveringer, og har du naturlige bryster?

Mit svar til ham var: Inden jeg svarer dig, vil jeg godt lige vide, om du har en stor eller lille lingam, og er den krum eller lige?

Og hvad mon dit spørgsmål gør ved mødet og kontakten mellem mennesker?

Vi fik en god snak og hans svar var: Det var vist dagens gode spørgsmål. Og det vil jeg tænke lidt over, indtil vi mødes.

Se, det kan tantraen også invitere til. At undersøge og (for)undres over de betingelser, vi stiller, for om vi nu kan mødes kærligt med andre. I det øjeblik betingelserne stilles, så er vi i min opfattelse blevet en vare for hinanden. Udfordringen og gennembruddet, og der hvor vi kan mærke noget NYT i os selv, er lige præcis der, hvor vi SER, hvad der er på spil. AT SE det klart er forudsætningen for at kunne åbne hjertet og møde sig selv og den anden uden forbehold.

Og det er ikke let. Vi er vant til at beskytte os mod at blive såret, skuffet, afvist, fordi det gør ondt. Og det må gerne gøre ondt. Men når vi ser identifikationen, ser at vi vælger lidelsen og forstår, hvorfor vi reagerer som vi gør, så forandres smerten, fordi vi nu ikke længere kæmper mod den, men møder den med accept.

Velkommen til et tantrisk møde, hvor du (også) kan møde dine betingelser, og undersøge dem i mødet med den anden.

Kærlig hilsen Trine .

”Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig.”

”Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig.”

En mand sagde for nylig efter en tantra massage: Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig. En anden gang var der en, der inden massagen spurgte: Hvor går dine grænser? Der er sammenhæng mellem de to ting, men hvordan nu det?

Grænser og tillid

Når jeg mødes med et menneske i en tantramassage, inviterer jeg ind i frihed, ikke ind i grænser.  Nogle ville måske mene, at grænserne gør tryg. Jamen, så ved jeg, hvor langt, jeg må gå. Og du ved, hvor langt du må gå med mig. Er vi så ikke trygge? Måske, men så er vi også på forhånd klar over, hvor vi er på vej hen, og hvor vi i hvert fald IKKE er på vej hen. Og ja, det kan måske føles trygt, men står også i modsætning til det, tantraen inviterer til, nemlig sanseligt nærvær uden mål og projekter, frisættelse, overskridelse, frihed fra normer, moral, indprentninger og historier om, hvad der er rigtigt og forkert, ikke mindst i vores seksualitet og forhold til os selv og den anden. Alt sammen erfaret gennem den umiddelbare sansning. Tantra er ikke wellness, men det er heller ikke sex, som vi kender det.

Hvis jeg inviterede ind i grænser, hvis jeg startede med at fortælle, hvor mine grænser gik, ville den anden sandsynligvis blive optaget af, om han eller hun nu kom til at overskride mine grænser. For vi er jo ordentlige mennesker, og vi vil gerne gøre det rigtigt – gøre det rigtige – være rigtige. Og så er vi tilbage til historierne igen, indprentningerne om rigtigt og forkert. Og måske ville jeg endda komme til at invitere ind i historien om kvinden som det svage køn og manden med den farlige seksualitet, som skal holde sig tilbage, passe på han ikke kommer til at begå et overgreb. Giver jeg ham ansvaret for mig, tager han det, for det har han lært, han skal.

Ingen behøver tage ansvaret for mig. Faktisk ønsker jeg det ikke. Men jeg ønsker at mine jaer og mine nejer respekteres, straks de er udtalt eller vist. Og det gør de også. At tage ansvaret for mig selv, gør mig tryg, og det handler ikke om grænser, men om den ramme, jeg arbejder indenfor. Og her kommer så det med tilliden ind i billedet. Det med ”det vildeste, var den tillid, du viste mig”. Jeg møder IKKE den anden med en samfunds – hen over mange generationer – nedarvet frygt for manden og hans seksualitet. Jeg formulerer klart et alternativ, nemlig at vi begge går i kontakt med os selv i mødet med den anden. Og at vi selv har ansvaret for vores ja og vores nej. Den eneste, jeg kan mærke er mig selv. Men mødet med den anden gør noget ved mig. I sansningen, i bevægelsen, i følelserne. Noget der tit opleves i mig som kærlighed.

 

Nærkontakt af nøgen grad

MAGASINARTIKEL

MANDAG, 9. MARTS 2015, 9:04

Nærkontakt af nøgen grad

Tantramassage er en invitation til‭ ‬at tage imod og nyde uden at skulle‭ ‬præstere noget til gengæld‭.‬

Af Henrik Lomholt Rasmussen
Foto Ulla Bjulver

Pludselig glider hun hen over mit hoved. Hendes ene bryst strejfer min pande. Da jeg kortvarigt åbner øjnene, blokeres udsynet af en brystvorte. Hun fortsætter sin bevægelse og smyger sin krop hen over min. Et øjeblik efter standser hun sin fremfærd og begynder, siddende overskrævs på min mave, at massere mine ben. Efter at have givet begge mine fødder et kys løfter hun sig langsomt fra mig og placerer sig med sine knæ presset mod mine fodsåler.

”Vil du have lingammassage?” spørger hun.

Jeg er til tantramassage i Trine Duponts hjem i Brabrand. Nogen tid før hendes spørgsmål sidder vi over for hinanden på hver sin stol i hendes arbejdslokale – et lille udhus i træ forsynet med en bred, lagenbeklædt madras på gulvet, bloklys, buddha-figurer og en el-radiator til at holde vinterkulden stangen. Vi ser hinanden dybt i øjnene, holder hinandens hænder og trækker vejret dybt og roligt. ”Nu må du godt rejse dig og stille dig ud på madrassen,” siger hun, affører sig sin kjole af tyndt bomuld og går i gang med en såkaldt æring af mig.

Den går ud på, at hun gennemgår mig fra top til tå med sine øjne og hænder.

”Jeg ser din pande. Jeg ærer din pande,” lyder det, mens hun stryger et par fingre hen over min pande og ser indgående på den.

Derpå kommer turen til håret, ørerne og de øvrige dele af mit hoved, inden hun fortsætter med at udforske min krop ledsaget af det messende ”Jeg ser dine lår. Jeg ærer dine lår. Jeg ser dine knæ. Jeg ærer dine knæ.”

Æringen fylder mig med en både sær, skøn og ukendt fornemmelse af at blive hyldet, som var jeg en ophøjet person og ikke bare en aarhusianer fra midtbyen. Følelsen kulminerer, da Trine Dupont – liggende nøgen på knæ foran mig – kysser mine fødder.

”Det er tid til, at du lægger dig på maven på madrassen,” siger hun.

Smurt i olie
Aktiveret af et par klik begynder computeren ved siden af madrassen at sende meditativ og drømmende musik ud i rummet, hvor Trine Dupont går i gang med at massere mine skuldre og arme. Det går aldeles gnidningsfrit. Ikke bare fordi hun har smurt mig ind i massageolie, men også fordi det er dejligt.

”Tantramassage, der har rødder i indisk religion, handler om lyst, seksualitet og livskraft. Den inviterer til at sætte kroppen fri og gøre den til et stort lystorgan – i stedet for at lade lysten være centreret om kønnet – og give dig hen uden at skulle præstere noget eller give noget igen. Der er plads til at lade tankerne flyde uden mål, til at nyde og til at slappe af uden idé om at skulle nå et sted hen. Det er jo ellers nærmest en fast regel i vores kultur, at vi skal sætte rammer op og have et projekt. Også når det gælder seksualitet,” forklarer Trine Dupont som optakt til seancen med mig.

Her lægger hun heller ikke skjul på, at enkelte af hendes mandlige klienter har været lige lovligt målrettede.

”Jeg masserer både mænd og kvinder og begynder altid med en samtale om, hvad der har gjort personen interesseret i at modtage en tantramassage. Handler det ønske om en udløsning, forklarer jeg, hvorfor vedkommende er gået forkert. Enkelte har pludselig fået et projekt i løbet af massagen og har taget fat i min hånd for at styre den i en bestemt retning. Så bevæger jeg mig et andet sted hen. Det er ikke forkert at føle begær, og det er også sket, at mænd spontant har fået en udløsning. Det er der intet galt i. Men man skal ville undersøge sanseligheden i sig selv uden at bruge den anden til noget,” fortæller Trine Dupont.

Ingen associationer
På et tidspunkt i en massage tilbyder hun altid at massere lingam eller yoni.”Det hedder det henholdsvis mandlige og kvindelige kønsorgan på hindi. Ved at bruge disse ord fjerner man de associationer, som eksempelvis ’penismassage’ kunne medføre. Det står personen frit for at sige ja eller nej, også efter jeg er gået i gang,” siger Trine Dupont, der ikke har forbehold over for den intime berøring.

”I tantra er kroppen en helhed,” fastslår den 44-årige kvinde.

Hun er folkeskolelærer, psykoterapeut, gift, mor til tre børn og blev interesseret i tantra for nogle år siden.

”Der var indtruffet den der ’Hvad skal vi nu’-stemning mellem min mand og mig efter 18 års parforhold og tre børn.

Vi havde begge en længsel efter mere sanselighed og besluttede, at det måtte vi undersøge. Vi har ingen hemmeligheder for hinanden og lever med en stor grad af frihed i vores parforhold. For mig blev tantraen åbningen,” siger Trine Dupont.

Hun begyndte at tage kurser i tantramassage på Mahamudrainstitut i Odder og har siden sidste sommer tilbudt denne form for massage sideløbende med psykoterapeutiske samtaler.

”Jeg savnede at få kroppen mere med for at skabe helhed og balance mellem det psykiske og fysiske. Det har der i efterhånden mange år været fokus på, men som oftest i en kontekst, hvor det handler om at udfordre kroppen og tvinge den til vilde ting som ironman. I tantra er der intet formål. Det handler om at være med i det, der er, og det der opstår undervejs,” fastslår Trine Dupont.

Tankerne flyder
At det handler om nydelse, er jeg ikke i tvivl om, som jeg ligger der på madrassen med lukkede øjne og svømmer hen i en lind strøm af tanker om en huskeseddel med ingredienser til thaimad, ideer til artikler, barndomsminder, en dejlig ekskæreste, dykning i Det Indiske Ocean, ingenting, sommervarme og erotik, mens jeg mærker Trine Duponts krop og hænder her, der og alle vegne. Små suk fra hende fortæller, at hun lever sig ind i massagen.

”Det er spændende at undersøge sanselighed. Ligesom jeg inviterer den anden til at mærke indad, gør jeg det samme. Det handler om at mærke de spontane impulser, undersøge dem og gå med dem. At møde tantraen har sat gang i mange bevægelser i mit liv,” siger Trine Dupont.

Ikke kun på et følelsesmæssigt og sensuelt plan, men også i dagligdagen. ”Jeg er blevet mere selvsikker og spontan, træffer hurtige beslutninger og får gjort ting, jeg før kunne gå og overveje i lang tid,” fortæller Trine Dupont, der oplever til tider kraftige reaktioner på sin massage.

”En mand ringede til mig og fortalte, at han var begyndt at græde på vej hjem, fordi massagen havde udløst så mange følelser i ham, som han ikke var klar over, at han havde. Andre opsøger mig i håbet om, at den anderledes tilgang til lystbegrebet kan afhjælpe impotens. Et ældre ægtepar kommer for at få nyt liv i deres fysiske lyst til hinanden. Af og til hjælper jeg også en mandlig Parkinson-patient med at komme i kontakt med sin krop og sin sanselighed,” fortæller Trine Dupont.

Ja‭, ‬tak
For mit vedkommende handler kontakten om gode vibrationer i det lille udhus i Brabrand. Jeg takker ja til tilbuddet om lingammassage og oplever følelser, jeg ikke har mærket før. Velvære, lyst og afslappethed på samme tid. Hvor længe det står på, aner jeg ikke, men efter nogen tid forlader Trine Dupont mig.

”Nu lægger jeg sarongen over dig, går et øjeblik og kommer, som aftalt før massagen, tilbage med lidt at spise og drikke til os,” siger hun, ifører sig sin tynde bomuldskjole og går ud af det lille lokale. Lidt senere vender hun tilbage med vand, frugt, nødder og et lille smil på læben.

”Hold da op! Der gik to timer. Det havde jeg ingen anelse om,” siger hun efter et blik på computerens ur.

Meget mere kommunikation med ord bliver det ikke til. Det er ikke nødvendigt.

Vi spiser i tavshed, indtil jeg rejser mig, tager en housecoat på og går ind i privaten – et parcelhus fra 1970’erne – for at tage et bad og klæde mig på. Derpå mødes jeg atter med, en nu påklædt, Trine Dupont i udhuset.

Vi giver hinanden et kram til afsked. Udenfor er det koldt og halvmørkt, men jeg mærker varme, sanselighed og nærvær. Og er en smule forvirret af at have oplevet en anderledes nærkontakt af nøgen grad.

A

En tantra behandling eller et tantrisk møde?

En tantra behandling eller et tantrisk møde?

Når jeg mødes med et menneske i en tantra massage, mødes vi i ingenting. I det øjeblik, vi går ind i massagen sammen, inviteres der til at slippe enhver ide om, hvem vi er, hvad vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Og hvilken lettelse det er at mødes lige der.

Sådan kan man jo ikke leve sit liv hele tiden. Udenfor (nogen kalder det ”i det virkelige liv”) mødes vi ofte i vores historier. Tit mener vi, at disse historier definerer, hvem vi er. Historien om mig beskrives og omskrives igen og igen, og kan aldrig kan være sand, idet det netop blot ER en beskrivelse og dermed også en fortolkning. At se og opdage dette er nogen gange nok til at følelsen af frihed opstår. OG at mødes – bevidst om dette – i en tantra massage er vidunderligt.

Dette INTET, dette mellemrum af ingenting, hvor der KUN er kærlig sanselig berøring, ville ikke kunne opstå, hvis jeg inviterede dig ind i en behandling. En behandling vil et sted hen. Og heldigvis for det, for at fixe et problem hos kiropraktoren eller hos fysioterapeuten forudsætter, at der er en ekspert, som har en ide om, hvad der skal gøres. Det er betryggende. Men jeg er ingen ekspert, jeg er nærmest ikke engang professionel, for i denne skelnen mellem professionel og amatør, fjerner jeg mig fra dig. Og i et tantrisk møde er det det modsatte, der sker. Vi nærmer os os selv – og hinanden.

Faktisk har jeg blot forfinet min evne til at mærke mig selv, mens jeg leder mødet mellem os. Når jeg inviterer dig til at mærke indad, mærke dig selv, din lyst, din sanselighed og acceptere dine tanker og følelser er det den bedste invitation – set med mine øjne, at jeg gør det samme. At jeg også mærker indad, mærker min sanselighed og accepterer det, der er, og det der opstår. Det er i min forståelse den bedste invitation for dig til at gøre det samme, for det sætter dig fri.

Når jeg ikke vil behandle dig, ikke vil have dig nogen bestemte steder hen i massagen, ikke har en ide om, at når jeg trykker dig der, så sker der noget bestemt, SÅ er du fri til at mærke og acceptere det, der sker i dig. Nu er der nemlig intet, du skal leve op til, ingen forventning om noget. Det er dette INTET, vi kan mødes i. Og det er her, det tantriske møde opstår.

Kærlig hilsen Trine.

 

Noget om lederskab i tantra massagen

Noget om lederskab i tantra massagen

Når jeg møder et menneske i en tantramassage har jeg lederskabet. Jeg sætter ikke lighedstegn mellem lederskab og kontrol. Jeg kan fint have lederskab i massagen, mens jeg slipper kontrollen, flyder med og hengiver mig. Og nogen gange KAN der være elementer af kontrol i det, men jeg ved for det meste, når det er det, der er på spil, for det er ofte gammel frygt, og den er meget velkendt i mig. Jeg er sjovt nok ikke bange, når jeg møder min frygt, jeg kender den lidt for godt til at være bange for den. Jeg siger goddag til den. Og slipper den så.

En ide, der kan opstå i lederskabet, er ideen om at gøre det godt for den anden. Ja, denne ide kan såmænd sagtens opstå i begge parter. Denne ide bliver let til et formål i massagen, noget der styrer forløbet, og dermed til noget, der er kontrolleret. Det er et paradoks, for selvfølgelig vil jeg gerne mærke, at den anden er glad og har det dejligt og nyder. Men det bliver et problem, hvis det bliver et “projekt”, at den anden skal have det godt, for så kommer forventningerne, som fx:

Hvis jeg nu vil gøre det godt for dig, og prøver (med min forestilling om hvad godt er) at gøre det godt, så håber (forventer) jeg måske også, at det faktisk ER godt for dig. Og hvad så hvis det ikke er? Det sætter dig i en dum situation, hvor du (måske) prøver at give det, du mener, jeg forventer af dig. Måske lyver du ligefrem, hvis det nu faktisk ikke lykkedes at have det sådan, som jeg ønsker, du skal have det.

Et velkendt eksempel på dette er måske: Fik du orgasme skat? Allerede inden elskoven ligger forventningen klar. Jeg ved, at spørgsmålet vil komme, så jeg må gøre mig umage. Min gøren mig umage skaber kontrol i mig, gør mig ufri og jeg får svært ved at hengive mig. Derfor kommer orgasmen ikke. Skal jeg nu være ærlig eller lyve?

For mig er tantra bevidsthedsarbejde. Jeg iagttager, hvad der sker i mig undervejs. Min opmærksomhed er i mig selv, ikke i den anden. Det betyder ikke, at jeg ikke er nærværende og hele tiden mærker de små jaer og nejer, invitationerne og signalerne mellem mig og den anden. Men jeg mener, at den bedste invitation, jeg kan give den anden til at mærke sig selv, er at JEG mærker mig. Så kan den anden være HELT fri til at blive ved sig selv, mærke indad, undersøge og undre sig, møde gamle og nye fornemmelser, tanker og følelser og give det hele lov til at være der. Det er lederskab for mig. Og lige præcis der, er det som om, giver og modtager ophører med at eksistere. Så ER der bare bevægelse, sanselighed, nærvær og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine.