Bølger og penduler

Jeg har lige været i Thailand. I flere dage var jeg optaget af at kigge på bølger.

Jeg så bølgerne bevæge sig ind mod stranden, og jeg iagttog det præcise sted, hvor bølgen blev brudt, stilstand, en afmatning, inden en ny bølge. Og jeg begyndte at få øje på energiopbygningen i mig selv og i andre og i alting… og noget med timing.

Jeg selv er et hav, der bølger. Mine emotioner, der bygger sig op og tipper over, min seksuelle lyst, der bygges op og tipper over. Jo mere energi, der er bygget op, desto større er bølgen, og desto kraftigere føles brydningen, når den sker. Jeg begyndte at se alt som bølger med elegant timing eller absolut mangel på timing.

Når Silas bad om is nr. to, så jeg energiopbygningen i situationen. Jeg så Silas, der kom med sin energi, sit spørgsmål og mit nej – præcist timet på toppen af bølgen. Nu var det blot at lade bølgen falde igen, lade Silas mærke nejet og reagere i det. Og hvor mange gange oplevede jeg ikke mig selv blive hængende i bølgedyndet, fordi alverdens dårlig samvittighed, skyldfølelser og manglende tillid til, om jeg nu var en god nok forælder, forstyrrede bølgens afslutning. Det handlede ikke om mit nej til endnu en is (det overlever ethvert barn), men om alle mulige andre usikkerheder, der blandede sig ind i det. Med alle de helt anderledes sære måder, vi er familie på, er det vel rimeligt nok, at han får is nr. to.

Pludselig så jeg det. Det absurde teater, hvor det var alt muligt andet, end det det egentlig handlede om (is nr. to), der udspillede sig.

Jeg var stresset de første dage i Thailand. Indre uro, bygget op over længere tid. Ophobet spænding. Nu, hvor der var ro omkring mig, mærkede jeg det for alvor. Der var et slør mellem mig og verden, og jeg fik lyst til at dulme det med treoer og rødvin. Let angst. Fornemmelsen af opløsning. Et bånd omkring maven og lænden og ondt i øjenhulerne. Usikkerhed på mig selv. Kritik af min krop. Ikke rigtig at kunne overskue børnene og det praktiske. Langt væk fra den følelse af glæde og taknemmelighed, jeg tit har. Som om jeg var svunget ud i yderpositionen i et pendul. Fra glæde og taknemmelighed over i tristhed, uro og forvirring. Der var en længsel efter og en søgen efter ”nøglen”, efter noget uden for mig selv, nemlig DET, der skulle til, for at jeg kunne svinge tilbage i den anden position, hvor der var rart at være. I stedet for blot at blive og mærke modsætningen. En tilstand af uro, jeg genkender fra min barndom. Ingen at ty til. Ingen hjælp at hente.

Jeg fortalte det til Morten og fik et: ”Du behøver ikke gøre noget, jeg skal nok tage over”. Fuck, hvor jeg elskede ham. Der var en at ty til. Hjælp at hente.

Og der så jeg det. At jeg skulle blive lige der og lade det være. Afvente, opsamle, undersøge, lytte, åbne, være tålmodig, forbinde mig med, rumme, acceptere og udruge det, der var på vej. Acceptere bølgedalene lige så vel som bølgetoppene. Genkende og huske begge positioner i pendulet. Balancepunktet lige mellem ekstremernes udsving. Noget i mig huskede nu balancepunktet, selvom noget andet svingede og dansede mellem ekstremerne.

Tantra er at udsætte afspændingen og hvile meditativt i polariteten, indtil forandringen sker af sig selv. At leve med spændingen, være sammen med den, iagttage den, holde øje med hvor, hvornår og hvordan den forandrer sig.

Denne position kan jeg i princippet indtage i alt i mit liv. Min seksualitet, mine emotioner, mine smerter i kroppen…

Men jeg opdagede også noget andet.

Jeg kan ikke bare sige, at nu er det det, jeg vil. At jeg vil være tantrisk. For at kunne afvikle spænding, er jeg først nødt til at udvikle og opleve. Har jeg længsler, begær, uopfyldte drømme om dit eller dat, må de først udleves. Det spærrer vejen. Og det vil det blive ved med, indtil jeg har gjort mig tilstrækkelig med erfaring.

Kærlig hilsen Trine

.