Lidt om at sige ja og nej – og om en helt fantastisk weekend

Det har været en så utrolig intens og helt igennem fantastisk weekend. Så meget er sket og har foldet sig ud på så kort tid på vores retreat på Danakilde, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men der er spor efter weekenden, som presser sig på i mig, og jeg er nødt til lige at sætte lidt ord på. Få ord. Men ingen tvivl om at jeg vender tilbage på et andet tidspunkt, for der er så meget at uddybe og reflektere over. 

Det var en weekend med overskriften Introduktion til Tantramassage. En weekend i lyst og sanselighed. 

Det kunne lige så godt have heddet Introduktion til Tantramassage – et sprog for bevægelse og evnen til at sige ja og nej.

Det blev en weekend, hvor de otte mennesker, som var med, mødte sig selv på helt forskellige måder. Og det er centralt. 

Når jeg er i kontakt med mig selv og møder nærværet i mig selv i en hjertekontakt med en anden, og ikke vil noget som helst andet, så åbner jeg mig med det, der er i mig. Og da vi kommer med alt muligt forskelligt bagage, erfaring osv, vil det være forskelligt, hvad vi kommer i kontakt med.

En mødte sårbarheden i sig selv.

En mødte en helt ny oplevelse af, hvor meget lyst, der er i at give en anden massage, når alt sanses i egen krop. 

En fik lyst til at købe massageolie, når han kom hjem og dykke dybere med sin kvinde. 

En mødte sin blufærdighed.

En mødte det helt store uforbeholdne ja i sig selv. Stillede så spørgsmålet om det nu også kunne passe og landede i tillid til, at det kunne det.

En mødte en andens modstand, fordi han mindede om nogen. Og han så pludselig, at det ikke handlede om ham. Hvilken frihed. 

En mødte spiritualiteten i sig selv og måtte hoppe i søen for at få begge ben solidt plantet i jorden igen. Han kom tilbage med lys i øjnene.

Men det kan være meget svært. Gamle overbevisninger og følelser dukker op: Hvad kan jeg tillade mig, nu får jeg dårlig samvittighed, hvad tænker den anden, forstyrrer jeg nu det der foregår osv osv. Er det mig der er noget galt med? Tvivl er for det meste et nej, og det trænede vi også . Tilladelsen til at sige nej, når jeg er i tvivl. 

Det kræver stor tryghed at møde sig selv i mødet med andre. At træde nøgen og sårbar frem. Derfor brugte vi rigtig meget tid på at undersøge, tale om og forklare hvordan nej og ja fungerer, og hvad vi kan gøre, når vi møder et nej i os selv. For nejet er helt centralt. Når vi tør sige nej, kan vi sige ja til meget mere, fordi vi så føler os trygge i at kunne træde UD igen. Måske blot for øjeblikket efter at træde ind igen. 

Og WOW, hvor var det fantastisk for mig at opleve, at Jørn og jeg kunne skabe det rum af tryghed sammen, som andre kunne nyde godt af, så de kunne få mulighed for at “træne” deres nejer. Og at jeg selv er så tryg sammen med Jørn, at det føles som et klik ind i noget meget afspændt og let, når vi arbejder sammen om det, vi brænder for og næres ved. 

Kærlig hilsen Trine.

(Uddrag fra den bog, som Jørn Uhrenholt og jeg skriver på for tiden om den session vi kalder Sanselig Erkendelse: først en terapeutisk samtale, så en bro, hvor der gives slip og dernæst en massage)

Det, der ikke lader sig beskrive

Når vi beskriver noget, vil det uvægerligt blive til en historie i det øjeblik, vi sætter ord på. Historien vil være farvet af den kontekst, vi fortæller i (fx hvem vi fortæller til), alle de andre historier, vi bygger oven på, som vi har fortalt gennem livet, og de erfaringer vi har gjort os tidligere. Blot det faktum, at det der sker lige nu og her er væk øjeblikket efter, betyder at når der sættes ord på, så er oplevelsen allerede blevet en fortolkning af virkeligheden. En fortolkning af det der skete. Når vi beskriver noget, er det nødvendigt at skelne, men når vi oplever, oplever vi i helheder. Det gælder i høj grad, når vi beskæftiger os med kroppens sansninger, og det er en essentiel baggrundsforståelse i beskrivelsen af Sanselig Erkendelse som en erkendelsesform, der inddrager det hele menneske.

Sanselig Erkendelse er med andre ord en erkendelsesform, der omfatter kropslige sansninger, mentale billeder og bevidst vågen opmærksomhed. Det retter søgelyset mod en del spørgsmål. For hvad er en sansning? Hvornår sanser jeg? Og hvornår tænker jeg? Kan jeg mærke mig selv? Kan jeg mærke dig? Eller kan jeg mærke mig selv i kontakten med dig?

I vores forståelse kan vi ikke eksplicit “mærke andre”. Jeg kan altså ikke gå hen til en person og sige, at jeg mærker, at du mærker det her! Sandsynligheden for at ramme ved siden af den aktuelle stemning er stor. Naturligvis kan vi ved at mentalisere – sjusse os frem til, at den her person råber højt, har forvredne ansigtsudtryk og gestikulerer med armene – ergo er han nok vred. Men kan jeg mærke helt præcist, hvad det er, den anden person mærker? Prøv selv. Forestil dig at møde en fremmed på gaden. Gå nu hen til vedkommende og fortæl, hvad hun føler lige i det øjeblik og mærk hendes respons! Eller gør det samme med din familie. Vælg et tidspunkt, hvor der er ro på og fortæl så hvad du mærker i den anden person. Tror du på at det vil lykkes for dig?

Nej, vel?

Det sker ikke, fordi det ikke er den måde, mennesket oplever verden på. Spejlneuroner formidler helheder. Men kommer ofte til kort, når det bliver specifikt. 

Vi anvender ofte en lille øvelse i broen (overgangen) til massagen. Den er ganske simpel: Vi stryger klienten over armen tre gange. Første gang spores der ind på den sansning, der umiddelbart er til rådighed. Anden gang med ideen om at prøve at mærke Trine eller Jørn. Og tredie gang med ideen om at prøve at mærke sig selv i kontakten med os. Det sker, at der allerede her kommer et gennembrud. At personen med et ser forskelle i sig selv – alt efter hvor bevidstheden rettes hen. Det modsatte kan også være tilfældet – at det føles besværligt at se sig selv i en meta-tilstand samtidig med en dejlig berøring. Til det kan vi sige at Sanselig Erkendelse ikke er wellness. Det er ofte ret dejligt, men SE er meget mere end wellness massage. Det er nydelsesfuldt og bevidst på samme tid. 

Man kan som så meget andet kun lære ved at gøre og erfare. Via opmærksomhed og nærvær og bevidsthed.  Det er fænomenologisk. Jordnært og forankret i kroppen og sansningen i situationen.

En række af tantramassager er ikke en proces

Kære Trine

Tak for et dejligt tantramøde med dig og for en god snak. Du har et dejligt og fint væsen, og man er i gode hænder hos dig selv om nogle af ”mine drømme” ikke gik i opfyldelse. Ved vores snak lærte jeg en meget vigtig ting omkring tidligere hændelser, som lagres i hukommelsen. Når jeg er til tantramassage, har jeg ofte en forventning om, at noget af det jeg har oplevet før kommer til at ske igen. Det gør det ikke altid, og derfor bliver jeg ofte ”skuffet”. Jeg har nu indset, at kunsten er ”at slette hukommelsen for tidligere hændelser” og bare nyde nuet, og det der sker. Jeg kan forestille mig det er svært, men jeg vil forsøge fremover.

Jeg har spurgt, om jeg må dele denne tilbagemelding, og jeg fik lov til det. Jeg spurgte, fordi jeg mener, den beskriver noget meget centralt, og måske er det en oplevelse, som er ret almindelig for dem, som jævnligt kommer i tantramassage. Jeg var så heldig, at ham, der kom den anden dag, fortalte mig om det.

Og jeg har lyst til at dele det, fordi det er så centralt at forstå netop dette. 

En række af tantramassager må aldrig kan ses som en proces. Uanset om man kommer hos én massør eller hos flere forskellige. For i proces bevæger vi os fra a til b til c, og her bygger vi erfaringsmonumenter. En erfaring ovenpå den anden i et håb om at næste erfaring bliver endnu bedre end den forrige. Sådan er vi vant til at tænke. Nu har jeg prøvet det, og så må det næste være… og jeg håber på ditten og datten og ønsker mig, at mine behov bliver opfyldt. Og det hele er skjulte forventninger.

Og jeg er altså nødt til at sige det. Det har INTET med tantra at gøre. Men hold da op, hvor er det udbredt, at det er måden at forstå tantra på. Og hvor må jeg være skarp (og lidt skrap nogen gange), når jeg fortæller mennesker, der kommer hos mig, at det netop er den måde at forstå verden, der slippes. Det er ikke sikkert, at det sådan lige er til at forstå, men det kan erfares, og det kun hvis der er villighed til at erfare på en ny måde. Der er der heldigvis for mange. 

Men jeg forundres over, at mennekser kan komme til tantramasager i årevis og ikke have mødt denne forståelse før. Tantra handler netop ikke om at komme med en forventning (kald det håb, kald det ønske…. Det er det samme) men om at slippe det og stå, sidde, ligge nøgent (som en nyfødt) og åbne sig for det nu og det nærvær der er. 

Nogle dage efter dette indlæg skriver han igen:

Jeg har med interesse læst dit indlæg baseret på min oplevelse hos dig, og vi må håbe, at andre også bliver klogere af det. Efter mit besøg skrev jeg følgende til M: Af alle de tantramassører, jeg har mødt, er Trine vel nok den person, der håndhæver filosofien med ”ingen mål” og man kan ikke ”ønske sig noget bestemt”. Men massagen var dejlig alligevel!

Det skal forstås sådan, at min oplevelse af tantra filosofien – ligesom en religion – er, at den tolkes forskelligt og derfor udøves tantramassagen også forskelligt. En af de sidste tantramassører jeg besøgte, startede bl.a. med at spørge, om jeg havde nogen ønsker!

Efter mit besøg hos dig, vil jeg fremover have en helt anden åben tilgang til tantramassagen.

Og jeg svarede:

Tak for dine ord. Ja, der er godt nok mange forskellige måder at indvie mennesker i Tantra på. Min er min. Og den handler om at kommer ud af ønsker og forventninger, fordi det handler om nærvær i nuet, og det er altså svært at være til stede nu og her, hvis der ligger en forhåbning om opfyldelse af et ønske og en drøm. Lige om lidt. Så jeg smiler ved din beskrivelse af kvinden, der starter med at spørge til ønsker  og synes ikke rigtigt, hun har forstået noget som helst 😉 Men fred være med det, der er ingen bedømmelse i det fra min side, blot en stille undren. 

De kærligste hilsner Trine. 

Når kraften bryder igennem

Jeg vågnede kl. 5 i morges med rester af i går i kroppen og en følelse af nænsomhed og klarhed over for mig selv. Der var en klarhed i mig, om hvor jeg er i mit liv lige nu, og hvor jeg var for 10 år siden, da mit liv eksploderede ind i den sværeste periode, jeg måske nogen sinde vil komme til at opleve. Ja, hvem ved selvfølgelig det, men dengang havde jeg i hvert fald ingen anelse om, hvor svært det ville blive at dele min kærlighed til Morten med en anden. Men jeg gik på undersøgelse i det, for kærligheden var der, og så var der også en kæmpemæssig frygt for at miste og blive forladt, og den holdt mig til ilden, så jeg knoklede på i flere år med mig selv og mine forladthedsfølelser. Jeg var ude af mig selv, angst og bange og vred. Men med fornemmelsen af noget på den anden side. 

Den kraft, jeg fornemmede, er den kraft, jeg mærker så tydeligt i mit liv nu. Og det er den kraft, som Tanja Eskesen her beskriver i podcasten. Og den nænsomhed og tilgivelse af mig selv, jeg vågnede med her i morges har at gøre med erkendelsen af, at nogen gange, så er man bare ikke klar. Og det kan ingen gøre ved. Heller ikke mig. Nogen gange er det noget uden for en selv (tit), der skubber til en. Begivenheder eller andre menneskers valg. 

For 10 år siden havde jeg to små børn og en baby, og ja – jeg ser nu her i morges, at jeg var ikke klar. Jeg var et andet og helt nødvendigt sted i livet, hvor jeg skulle være mor og passe mine unger og min flok. Og det ville jeg helst ikke være alene om, det ville jeg gøre med den far til børnene, som jeg elskede højt. Det sendte mig gennem det vildeste mest sårbare stormvejr og ledte mig til min kraft. Mine gamle barndomstraumer, min evne til at sige nej, være klar i spyttet, holde op med at kritisere og på opdagelse i min seksualitet. Nyt job, ny familiestruktur, dybde med Morten og endnu et smukt menneske, nemlig Jørn i mit liv. 

Der er ingen fortrydelse, men lige her i morges mere forståelse og nænsomhed over for mig selv, og så en følelse af at være landet i kraften, som er en smuk palet af sårbarhed og styrke i alle sine nuancer.

https://l.facebook.com/l.php?u=http%3A%2F%2Flydenafetbedreliv.libsyn.com%2F120-tanja-eskesen-overgangsalderen-at-blive-sin-kraft-kllingen-rummet-bag-den-rde-dr%3Ffbclid%3DIwAR1dGTAqpLSjaBUgbbYriLsMuViGMsFYf1sdzfhdqhv0-19ogCaDi9vFHkQ&h=AT2DfKdNIcfy2AbxIOrgDTm3fnxIZ7Hxk04O4wPmyj7fNRum1mR31wFqqR_uTekwzCJNC7cLkb39tSMiYAa4TGr2rxrFUUiIJoa10OyrS1FDsfRnJXB2OW-BhL4grkBzCHVsGGc1Ah4ikKfnaTy9qkMM_st3QcJ-HiRyD7ZeKqU4SU8OyijELFpBAq4uMeqOKRt3NOLTSktp23miLYCHYD0waEdM2rtPaecqN25NwnxCkdZT5jqxRFBXO7AeOywGz07PW8WBhT-nyXf1j3p_PTe5ltm04yJnKjUQyO1B24pYX3MdYqV_GKRki2UaU59yr73P3lTl47YAw0TOB2hU6Va27xtxKjCpda4lGpwolwzPlzcR6ItmECVoqxEdAhkBtE9wULKb4XBeu9l842aECJqvlJUbQvabPKmfl-pEWXf0PdWROwy4Zu0aUImov7Bg2taLC5d_krEldOh-kO8G6Hft1EBWYE_AZxQx-uJL_lC-3HaCgWmNUkOHomqtAb5rzLhU4okrPgesLqigYSg5NC2TkCPYDlj16dn-awDM3Tbmi74Q_l7GsnuOMgKKEw7UCKXsxbFLfoO3gPSVbT0QBUhoa3IU6XO_ftEO_-WXU_4UPd-oym6ySOgB2eCIOJVyK3mKJ27O

Sanselig Erkendelse

Sanselig Erkendelse

Har lige haft den opfølgende telefonsamtale efter en Sanselig Erkendelse, og jeg er dybt rørt over, hvor meget bevægelse, hvor meget glæde, hvor meget vågenhed det har vækket i ham, som var hos mig for en måned siden.

“Massagen var som at blive født igen. Omsluttet og omfavnet. Tryg. Jeg husker, ikke hvor længe der gik, men jeg vidste, jeg ikke bare blev efterladt af dig efter massagen. Dit koncept og måden du rummer og rammer det ind, er så smuk. Jeg har trukket offerdelen tilbage til mig selv og spørger nu mig selv, hvad jeg kan gøre fremadrettet.”

Ydmygt tak.

Kom som et par OG som dig selv

Kom som et par OG som dig selv

For et par uger siden kom et par til tantramassage hos mig. Først kom hun og fik en massage, og senere på dagen kom han og fik en massage. Og efterfølgende mødtes de og delte deres erfaringer. På den måde fik de både en oplevelse af “jeg tillader mig selv mit eget rum” og en oplevelse af at dele “og nu deler jeg det med min partner, og så opstår der noget helt nyt mellem os”. Det var smukt at opleve. Her er, hvad de skrev til mig (med tilladelse til at dele det)

Se yderligere beskrivelser og priser her

http://www.trinedupont.dk/tantra-massage-for-par/

Kort fortalt – der er sket SÅ meget

Kort fortalt – der er sket SÅ meget

Engang var tryghed for mig lig med “ingen fare på færde”. Forudsigelighed var tryghed, og når jeg tænkte på fremtiden var jeg ikke bange, for jeg kunne overbevise mig selv om at ham, jeg nu var sammen med, ville være der sammen med mig – for evigt. Jeg ville ikke blive forladt, hvis bare jeg sporede mig ind på hvad der var brug for, og det var jeg god til. Det var jeg faktisk ekspert i. At mærke hvad de andre ville have. Og så give dem det. 

Min far var alkoholiker og min mor græd meget. Ingen af dem var i stand til at spejle det, der var i mig. Min far blev vred og var farlig, og min mor var ked ad det og blev endnu mere ked ad det, hvis jeg var det. 

Hvilket barn siger så, hvordan det har det indeni? 

Jeg skammede mig. Skammede mig over at være mig. Skammede mig over at være så kaotisk indeni. Bed mine negle ned. Og så skammede jeg mig endnu mere. Blev det FOR kaotisk indeni lukkede jeg ned. Forsvandt. 

Gik i et med min vindueskarm

Jeg ved præcis, hvad det betyder, men det er kun min terapeut der nogen sinde har kunne sætte ord på det. 

Det var jo så langt du kunne komme, når du nu ikke kunne komme væk, sagde han.

Min angst viste sig som kropslig uro og forvirring. Kaotiske følelser, der ikke kunne deles, fordi de var for diffuse at beskrive. Og som derfor blev forsøgt forstået alene med mig selv. Med dagbøger og senere med bøger om personlig udvikling. En mental adgang til et følelseskaos. Det kunne styre noget af kaoset væk. Få kroppen til at falde nogen lunde til ro. Indtil næste gang noget væltede mig.

Samtidig som årene gik, byggede vreden sig op. Den nødvendige vrede, der kommer, når man går for meget på kompromis. Når grænserne overskrides og man mangler noget for meget. Når man ikke siger tingene, som de er, fordi det man mærker, er for kaotisk til ord, fordi man er bange for vrede og smutter hver gang noget bliver konfliktfyldt. 

Der gik først hul i forhold til familien. Jeg blev hende, der sagde tingene højt. Nu var det mig, der var den farlige. Den der skabte uro.

Jamen, kan vi ikke bare lige spise. Så går far i kælderen bagefter, sagde min mor. 

Vær nu bare rolig. 

Senere gik jeg ud i byen og flippede ud. Det var godt.

Når angsten tog til og uroen steg, gentog jeg Sindsrobønnen igen og igen. 

Gud, giv mig sindsro

Til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre

Mod til at ændre de ting jeg kan

Og visdom til at se forskellen. 

Nogle gange kunne jeg skelne sætningerne fra hinanden, og andre gange fungerede det blot som et ritual til at berolige mit nervesystem, som var i uro, hver gang der var noget, der skiftede. Hver gang der var en forandring på vej. Det kostede ufattelige mængder af energi at leve på den måde. Timevis af tankerækker i forsøget på at regne ud, hvordan livet kunne folde sig ud. Tryghed frem for alt. Fordi jeg ikke havde haft det, og gjorde det til det vigtigste. Fordi jeg stadig vågnede om natten med bankende hjerte – siddende op i sengen, når døren smækkede i opgangen. Parat til at kæmpe eller flygte. 

Jeg blev voksen, fik tre børn og et ægteskab – nu på 27. år. En helt masse store omvæltninger ind i kærligheden og mine gamle traumer fik mulighed for at heles derigennem. Åbninger ind i kærligheden og måden at være en familie på. 

Der er sket SÅ meget. 

Jeg tør forandringer nu. De gør mig lidt lidt urolig og så lander jeg i min nye forståelse af, at alt er forandring og bevægelse. At det ikke nytter at prøve at holde noget fast, men jeg må blive fleksibel og bevægelig i mit liv. Jeg har set, at alt er forandring og bevægelse. Og jeg er en del af den. Med min krop, min sjæl og mit sind. 

Jeg tror, jeg har fået præcis de udfordringer og de gaver i livet, der har fået mig det lært.

Nogle gange overvejer jeg om jeg skulle fortælle historien fra start til slut. 

Sådan helt. 

——–

Kommende begivenheder fra min hånd: 

Kvindegrupper efter sommerferien 

Her finder du links til de to grupper

https://www.facebook.com/events/2312841425631184/ (tirsdag formiddag)

https://www.facebook.com/events/2073819416255383/?event_time_id=2073819419588716 (torsdag aften)

Retreat for par og singler 13.-15. september

https://www.facebook.com/events/427850127995982/

Tider til samtaler og massager finder du her

http://www.trinedupont.dk/ledige-tider/

Kærlig hilsen Trine

Jeg har ikke givet en tantramassage

Jeg har ikke givet en tantramassage

En lille video om, hvordan jeg fik hjælp til at kontakte det sted i mig, hvor jeg er okay.

Præcis som jeg er <3

https://www.facebook.com/842664202443547/videos/2391585224454122/

 

 

En lille tekst om noget stort

En lille tekst om noget stort

Der skulle gå 27 år.

Forrige søndag var altså lidt ud over det sædvanlige. På den gode måde.  På den der måde, hvor man pludselig går rundt og er lykkelig. 

Sådan var det den dag.

Jørn og jeg byggede en reol til garagen. En ordentlig en af slagsen. Hele mellemgangen i garagen er nu en reol, hvor rod kan sættes i system. Halleluja, hvor er det fedt! 

Nå, ja det er jo dejligt at få ryddet op og organiseret lidt, særligt for typer som Morten og mig, der aldrig har fået det lært hjemmefra (og det er let at tørre fødderne af i andres dørmåtte..)

I 27 år har jeg forsøgt at få Morten til at forstå, at når noget skal gøres… når man fx skal have bygget en reol i garagen, ja – så er det godt at aftale at gøre det. Fx på en søndag og afsætte dagen til det. 

Men Morten fungerer ikke på den måde. Faktisk kan han slet ikke lide at bygge reoler. 

Men nogen gange skal man jo, men behøver det være nu? Kan vi ikke tage det senere. Det er jo snart sommerferie. Allerhelst kan vi så ikke tage lidt af gangen, behøver vi afsætte en hel dag? Og måske vil jeg egentlig også helst gøre det selv. Hvis altså ikke du vil. 

I søndags gik det hele op i en højere enhed. Jørn: Vi skal have bygget en reol, så vi kan få ryddet op. Skal vi ikke gøre det nu? Men jeg gider ikke gøre det alene. 

Og det gjorde vi så i søndags. Vi byggede den skide (flotte) reol Jørn og jeg. Og vi sluttede først da den var færdig. 

Og imens arbejdede Morten. Sad på sit værelse og skrev. Lavede det han elsker. Slap for det han hader. Kom ud til os ind imellem og kiggede lidt på, hvordan arbejdet skred frem. Senere lavede han aftensmad til os. Og serverede den. 

Der er nye hakker, der falder på plads. 

Den søndag var der en fornemmelse af balance i mellem os og et nyt system i familien. Ingen der ville have nogen til at være på en anden måde og fungere anderledes end hvordan de faktisk fungerer. 

Der var plads. Der var rummelighed. Der var ny bevægelighed. 

Og en ny reol i garagen.