Forandring er at blive den jeg er

Forandring er at blive den jeg er                                                                                      

Tre formiddagstimer sammen med seks andre skønne kvinder og igen bliver det klart for mig, at det overhovedet ikke giver mening at fjerne sig fra sin natur og det helt aldeles almindelige menneskeliv, hvis jeg gerne vil leve vågent, opmærksomt og i overestemmelse med det, der føles sandt og godt. 

Og det gør vi da heller ikke i gruppen. Vi er der med det hele, mens vi undervejs opdager, hvordan vi fjerner os fra det der er og laver alle mulige krumspring. 

Krumspringslisten er lang: Hvis jeg er træt, kan jeg få lyst til ikke at være med i øvelsen. For så kan jeg jo ikke bidrage, eller så får jeg jo ikke det optimale ud af øvelsen. Invitationen er i stedet: VÆR der med din træthed. Se hvad det gør ved dig, når du har lov til at være her sammen med os og være træt samtidig. Mærk, hvordan du kan slappe mere af og hvordan dine indre krav om det ene eller det andet forsvinder. Hvordan du går fra: “det kan jeg lide eller “det kan jeg ikke lide” til I” dont mind.” 

Det er også der, hvor jeg i en berøringsøvelse pludselig forstår og helt konkret mærker, at jeg ikke længere skelner mellem mig selv og den anden, på en måde hvor jeg fjerner mig fra mig selv og fra min helt tilgængelige naturlige kontakt til min væren. 

Det er et sted i mig, hvor jeg ikke sammenligner længere. Hverken med de andre eller med hvor jeg er nu i forhold til, hvor jeg var i går. Udviklingstrangen (og -tvangen) er væk, og tilbage er rummet i mig, hvor alt er godt, og jeg er god nok, fordi det er tilstrækkeligt at være den jeg er, som lige nu er den, som ikke føler sig god nok. Det er paradoksalt nok denne accept der gør, at jeg bevæger mig videre. 

Det er i den konkrete kontakt til børn, hverdag, arbejde, den anden kvinde, hende der trikker noget i mig, hende jeg tiltrækkes af, alle de praktiske ting, jeg skal have ordnet inden konfirmationen og listen er meget længere. Det er her, det sker.

Og det er ikke mindst i min konkrete kontakt til min krop og min sanselighed, at jeg får chancen for at holde op med at projicere alt ud på de andre mennesker eller livets omstændigheder. 

Kærlig hilsen Trine

Tanker efter min fordybelsesgruppe for kvinder

Tanker efter min fordybelsesgruppe for kvinder <3på vej hjem i bilen.

Hvad er det jeg skal lære? (og det kan enhver spørge sig selv) 

Og hvordan er det jeg overhovedet forstår og forklarer min tilgang til det, jeg laver med kvinderne hver anden uge på Regnbuefabrikken i Brabrand.

Det giver jeg et lille bud på her. Lidt med ord og også med en lydoptagelse, hvor jeg forklarer mig. Måske synes du, det er sært, anderledes eller bare lige så spændende, som jeg synes <3 Og ikke et ord om tantra (som gennemsyrer det hele)

Alt er bevægelse. Alt bevæger sig. Det kan det ikke betale sig at prøve at kontrollere livet, for livet lader sig ikke styre. 

De øvelser, vi laver, er blot en ramme, hvori noget (af livet) kan undersøges og spejles ud i resten af eksistensen og livsverdenen. Det kommer til mig helt naturligt. Jeg mærker ind i det, der sker i gruppen og temaer for dagen, og vupti er der en ramme, hvori noget kan undersøges. 

Gruppen og I som individer er også i bevægelse, så en øvelse kan altid vise noget nyt. Der er en retning i øvelsen, men når forståelsen er, at alt er bevægelse fra øjeblik til øjeblik, og dermed forandres hele tiden, så kan resultatet af en ramme, der gentages, aldrig være ens. 

Hvis vi skal tage den endnu længere, så er næste niveau også at slippe overhovedet at få noget som helst ud af det. Ja, det er provokerende og usædvanligt i en verden, hvor alt gøres op i mål, middel og resultat, og det kræver lidt tilvænning, men ikke desto mindre er det den måde, jeg tænker og arbejder på. Derfor er øvelser aldrig ens, selvom det kan se sådan ud. Og det er ikke det samme som at lade stå til eller ikke reagere og handle, selvom det kan være det, hvis det udspringer af konfliktskyhed. Den har jeg haft en del mere af tidligere i mit liv, end jeg har i dag. Jeg er glad for at jeg har fået mere tillid til mig selv her. At jeg nu tør bringe det frem som skurer i mig. Uden konflikt, men kærligt, hvilket ikke nødvendigvis er let, når jeg bliver ramt på noget af mit eget besværlige “stof”. 

Og hvad er der at gøre andet end at spørge mig selv (og lad os alle gøre det): Hvilken læring var der for mig i det? Hvor er mine skygger? Og hvordan kan jeg (hurtigst muligt) trække ansvaret hjem til mig selv, så jeg kan vokse og gro og andre kan det samme. Vel at mærke uden at dunke mig selv for meget i hovedet med det, jeg kunne have gjort anderledes. Det er den vej, hver enkelt af os må gå. Trække ansvaret hjem. 

Og hvis vi derefter kommer til at dunke os selv lidt for meget i hovedet med ikke at være ok, så er det tid til en tur ud at handle (tak for den til en af mine skønne deltagere). Ned i Rema og lægge mærke til de små ting. Tilkendegivelserne, smilene eller ham der holdt døren for mig, da jeg stod der med alle mine indkøbsposer ved bilen. Gøre det der skal til, så hjertet åbner sig igen. Altid allerede elsket.  

Lyt med her – Kærlig hilsen Trine

En lille smiley i hjertet

En lille smiley i hjertet

Ikke hele tiden

– men tit. 

Nå dada. Hjaltes overgangsfest er d. 4. maj og håndværkerne kan ikke bestemme sig for, hvem der har ansvaret for at bryde op, så de nye rør kan lægges. 

Vi har vandskade i badeværelset og i gangen. Det skete i januar, og vi har stadig badevogn nede ved vejen og intet gulv i gangen. Ren beton i badeværelset. Godt vi ikke går op i sådan noget her i familien. 

Lige nu er det min evne til at observere og smile, som viser sig gavnlig. Al den meditationstræning giver pote. Det ER faktisk lige gyldigt for mig, at vi ikke bliver færdige til festen. Undtagen altså hullet i gulvet i gangen. Det vil jeg gerne have lappet, så gæsterne ikke ryger i. 

Den største udfordring er overblikket. Hvad er det næste der skal ske i rækkefølgen af håndværkerpraktikker. Smed, tømrer, murer, vvs og maler.

Vi havde i øvrigt aldrig haft råd til et nyt badeværelse, hvis ikke gulvarmen var sprunget læk. Nu skal de orange fliser fra 1971 skiftes ud.

Og det kræver sin mand at holde styr på alt det, så det godt, jeg har Jørn, for uden ham er det ikke sikkert, jeg kunne bryste mig af at være blevet virkelig god til at skille skæg fra snot og stå roligt i stormvejr. Trække vejret og give slip. Smile alligevel. 

Det handler vist både om observation og om perspektiv. 

Hvilke briller ser jeg med? 

Ham, som kom til massage i dag, kom for sent. Ikke meget, men nok til at han blev urolig for han var opdraget til punktlighed og til at komme til tiden. Og samtidig til strækkeligt for sent til at jeg blev rolig, for jeg havde brug for lidt tid til at sidde stille og falde ned efter al den håndværkersnak (som jeg sagde til ham), hvorefter han faldt til ro.

Der er læring i ALT. Så tak for den og for i dag. Og for i morgen.

Kærlig hilsen Trine

Ud af et håb om noget 

Ud af et håb om noget

Jeg er fyldt af en dyb ydmyghed over at få lov til at arbejde med mennesker, og jeg har den vildeste respekt for, hvordan de modigt dykker i sig selv spirituelt, følelsesmæssig og kropsligt. Ud af et håb om noget springer en motivation, som får dem til at komme hos mig. 

Mandag var det en tantramassage med en mand, som gerne ville genetablere kontakten til sin sanselighed. Han var usikker på, om han ville kunne slippe kontrollen og fornemmelsen af at alt efterhånden foregik oppe i hovedet. Han fortalte om sin meditative praksis, og vi talte om, hvordan han kunne tage den med ind i massagen. Meditere og lade kroppen være porten. Fokusere på sansningen, når og hvis tankerne blev for mange. Det var nok, og han hengav sig fra første øjeblik og fandt frem til steder, han ikke havde været længe og som han troede han havde mistet kontakten til.

I går var det en session med et par, som gerne vil udvide nærværet med hinanden. Først ind i nærværet med sig selv ved at øve sig på at blive i kontakten til sig selv uden at hoppe over i at ville gøre det godt for den anden. Og så tage det med hjem og tage det med ind i den skønne elskov de allerede havde. Smukke modige mennesker var de. 

Og senere i dag venter så en Sanselig erkendelse. Et menneske med en forhåbning om at bevæge noget kommer og deler og undersøger sammen med mig. Først i en terapeutisk samtale for så at slippe det hele og dykke ind i sig selv i tantramassagen. 

Ud af et håb om noget kommer motivationen. Noget sættes i bevægelse og bevægelsen bliver bevidst. 

Med ønsket om en dejlig dag til alle.

Kærlig hilsen Trine

Det handler om tryghed, tillid og forståelse

Det handler om tryghed, tillid og forståelse

– og derfor taler jeg altid med folk i telefonen, inden vi mødes i en tantramassage.

Han har lagt en besked på min mobilsvarer. Allerede her kan jeg mærke det. Mit ja til ham. Og det bliver bekræftet, da vi så snakker sammen efterfølgende. Det er tydeligt. At alt er fint. 

Allerede i den første sætning fra hans mund, mærker jeg det. Han taler fra hjertet og er ikke optaget af at få noget af mig, men af at undersøge noget i sig selv. Møde sig selv i mødet med mig. 

Han har læst rundt i mine tekster på hjemmesiden. Dejligt. Han har lavet sit forarbejde. Indefra og ud. Ansvarligt. 

Der er meget, der vækker genklang i ham på en ny måde, siger han. 

Noget han ikke før har beskæftiget sig med banker på. Hengivelse, opmærksomhed, langsomhed. Ikke at præstere andre steder end der, hvor det giver mening at præstere. At kigge på sig selv fra en ny vinkel. Et helt og et helt nyt perspektiv. Meget ulig det meste i hans liv. Faktisk.

Det er dejligt at snakke i stedet for at sms´se, siger han. Det er som om, vi har glemt, at det giver en helt anden fornemmelse af den anden at høre stemmen. Jeg bliver tryg af det. 

Og hvis du så vil sende dine kontaktinfo til mig, siger jeg.

Naturligvis, svarer han.

Jeg er tryg, kan jeg mærke. Og det er ikke en tryghed der kommer ud af en bekræftelse på, at der ikke er noget at være bange for. Det er måske det, der er med mig. En let naivitet og en dyb tillid til mennesker. Så indgangen til dem altid er åben. Og en tillid til mig selv. Indefra og ud. Tillid til mig er tillid til dig. Også til at jeg nogen gange skal sige nej. Og at jeg kan det. Men ikke idag.

Nu er der ikke andet du skal, siger jeg. Der er ikke noget, du skal forberede dig på, for der er intet du skal præstere. Du har forstået det. 

Velkommen <3

Læs mere om tillidhttp://www.trinedupont.dk/det-er-som-om-jeg-har-kendt-dig-altid/

Hånden på hjertet 

Hånden på hjertet

Jeg gentager måske mig selv i mit indlæg. Men så er det fordi, der lige nu er noget, der skal gentages med nogle nye ord. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg havde så fin en massage i går, og der er noget om giver og modtager, der skal italesættes i dag.

Manden kom til tantramassage, fordi han gerne ville erfare og opleve at modtage. Ikke længere være så optaget af at gøre det godt for kvinden. Mærke sin egen krop og hengive sig til det, der opstod der. Men det forunderlige skete, for det gik op for ham, at det jo slet ikke er det, det handler om. Altså at modtage. Eller at give for den sags skyld. 

Efter massagen snakkede vi lidt om det. Hvordan han oplevede at åbne sig i det øjeblik, i den sansning, i det sekund, hvor han slap ambitionen om at modtage og blot gik ind i mødet med sig selv og med mig. Det var der i det øjeblik, hvor en fin, let berøring kom fra ham. Det var der, hvor jeg lagde min ene hånd på rodchakraet og den anden på hans hjerte, og han for første gang oplevede, at hans sensualitet også sad i hjertet. Det var der, hvor jeg lagde mit hoved tæt ind til hans. 

Lige der slap det. Lige der erfarede han, at det jo er det samme. Om han ønskede at modtage eller give. Begge dele er del af en dualisme, som skiller ad og ikke forbinder.

At det nogle gange er nødvendigt at opleve adskiltheden og modsætningerne for at komme ind i forbundetheden, ind i overgivelsen, hengivelsen og mødet – ja, det er en anden sag.

Smukt var det.

Læs mere om tantramassage som et fælles menneskeligt mødested her:

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Hvis fremtiden er NU

Hvis fremtiden er NU

Jeg har lige afsluttet min uge med Sanselig erkendelse. En session som er en terapeutisk samtale efterfulgt af en tantramassage.

I dag var det en nylig ulykke, der var omdrejningspunktet. Det vækkede en grundfølelse af frygt i  min gæst.

Vil det kunne ske for mig igen? Hvordan vil mit liv så komme til at se ud? I sidste ende lever jeg så det liv, jeg gerne vil? Inden jeg en dag ikke er her mere. Og den dag kunne være i morgen. Så hvad ønsker jeg mig. Hvad har værdi for mig? Og hvordan handler jeg så? Hvis fremtiden er NU.

Ulykker kan vække det, som ikke var vågnet endnu. Fx hvad der giver mening i mit liv. Og at kontakte det sårbare eksistentielle rum indeni – sammen med en anden. Det er godt.

Og så slippe det igen og træde ind i massagen, som åbner til livskraften, til lysten, til nærværet, til ikke at skulle noget som helst andet end at være her. Give sig hen. Mærke lysten som en kraft der er der hele tiden, men som også nogen gange slumrer og sover, og skal vækkes.

DET blev meningsfyldt for ham, og det er også den følelse, jeg går på weekend med.

Kærlig hilsen Trine

Trine Dupont
Tantramassage og psykoterapi Århus

Læs mere om Sanslige erkendelse herhttp://www.trinedupont.dk/sanselig-erkendelse-forening-af-krop-og-sind/ og her http://www.trinedupont.dk/sanselig-erkendelse-psykoterapi-og-tantra/

Tag den hjem kvinde

Tag den hjem kvinde

Jeg er ikke ude på at fornærme nogen. Jeg ved godt, at mange kvinder har det svært i tiden op til menstruation. Det præmenstruelle helvede. Ja, ærligt, for nogen er det sådan. De er ude af sig selv. Sur på manden, sur på børnene og fanget i destruktive dynamikker. Eller de er triste. En dyne lægger sig omkring sindet og følelserne. Ingenting er rigtigt godt. Hormoner, siger vi så. Det er jo hormonerne, der huserer. Og ja, det er det, men jeg har opdaget noget. Jeg behøver ikke vente på, at menstruationen kommer for at skylle mig igennem. Jeg kan lade hormoner være hormoner og så selv tage den hjem.

Jeg er vej ind til byen sammen med Jørn. Vi skal spise ude. Det er vist mest mig, der vil. Men jeg trænger til at komme lidt ud. Jeg er sur. Jeg er irriteret. Vreden ulmer. For meget jul og for mange feberramte børn og voksne – på skift hen over ferien. Jeg er sur. Ja, jeg er, og jeg vil gå tur. Jeg vil helst ud i naturen, siger jeg, men klokken er mange, og det er blevet mørkt. Pis.

Jeg kan også sætte dig af, og så kan du gå ind til byen, siger Jørn. Tak, god ide og jeg stiger ud.

Og det gør jeg så. Går. Fra Ringvejen og indad mod byen. Jeg ved godt, det ikke nytter at være sur på de andre. Og heller ikke mig selv. At jeg kan gå igennem det. Højt tempo. Energi. Vejrtrækning. Ind i kroppen. Og så får jeg den ide, at jeg vil kigge på, hvad det er, der er i mig. Lige nu. Lige der. Mens jeg går. På hvilken baggrund udspiller mit drama sig.

Jeg tager kontakt til mit rodchakra. Det er okay, mærker jeg. Der er rimelig ro i tryghedsdelen. Basis. Jeg har en familie, og jeg ved, hvordan jeg ønsker mig det fremover. Sammen med dem. Jeg er klar i det. Men min krop til gengæld. Den trænger til omsorg. Opmærksomhed. Jeg spiser og drikker for meget, tænker jeg, og godt det snart er 1. januar. Jeg mærker tydeligt, at det, jeg har brug for, ikke er det, jeg giver den. Mit arbejde, min bolig, min økonomi. Det har det fint. Jeg har ideer, og de arbejder i mig.

Hara har det godt for tiden. Der er ro. Ingen længsler der kalder på mig. Ingen lidelse. Jeg er, hvor jeg skal være, og det bevæger sig. Og selvom jeg lige nu har et par dage uden ret meget lyst, bliver jeg ikke rigtig bange. Det er ok. Jeg ved, min lyst vender tilbage. Her er min kraft. Også min evne til at handle. Og jeg mærker min handlekraft blusse op, mens jeg går der på Silkeborgvej. At det er godt, jeg ikke længere holder tilbage. Ikke længere behandler mennesker som rådne æg, men siger det, der er. Tillader reaktioner og ikke længere bliver bange for det, der alligevel ikke er mit.

I solar pleksus er alt bøvlet. Det relationelle. Alle emotionerne og min medafhængighed. Alt det, der gør, at  jeg nogle gange mister mig selv fuldstændig. Synes jeg bør balancere det hele og prioritere og fordele mit nærvær mellem vigtige mennesker i mit liv. Men der er også renselsesprocesser i gang, mærker jeg. Gode klare strømhvirvler, hvor jeg tillader mig at mærke mere af bøvlet og ikke skubbe det væk.

Da jeg kommer til hjertet, åbner det sig bare. Lige der på fortorvet. Først kærligheden til mig selv, der føles som et varmt lys, der lyser indad. Jeg elsker mig selv lige der, og jeg synes, jeg gør det godt. Jeg ved, jeg har hjertet på rette sted, men at jeg mister forbindelsen til det indimellem. Men ikke lige nu. Og så bagefter åbner hjertet sig udad. Mod alle de mennesker i mit liv jeg elsker, elsker elsker.

Ved halsen snørrer det hele sig sammen. Der er stadig meget at få sagt. Ting der skal formuleres. Adresseres. Og de ting, som ER sagt, og som skal gentages. Ikke putte med det. Ud med det. Jeg ved det. Og jeg ved også, hvad det er.

I panden er der klarhed. Det er så klart. Lige der. Erkendelserne og klarhederne kommer som en lind strøm. Hvad der skal manifesteres i 2019 i mit liv. Hvad der skal tages hånd om ift. børnene. Hvem, der har brug for hvad. Hvad jeg selv har brug for.

Over hovedet i kronen åbner det hele sig. Der på Silkeborgvej. I mørket. På vej ind til byen i en ny version af mig selv med kraft, saft og styrke. Himlen over og jorden under og mig lige i midten.

Det føles virkelig godt at tage den hjem. Undersøge den baggrund som mit drama udspiller sig på. Jeg kan ikke bruge hormonerne som årsag til mit drama andet end til at slippe ansvaret for resten. Og giver jeg hormonerne skylden, fratager jeg mig selv muligheden for at transformere mit præmenstruelle helvede til en følelse af eufori og kraftfuldhed, som jeg så kan møde Jørn med en time senere. Hen over den kinesiske buffet.

Kærlig hilsen Trine

I JANUAR starter jeg NYE GRUPPER. Der er stadig pladser både i tirsdag formiddagsgruppen (https://www.facebook.com/events/306080326656884/)
og i tordags aftengruppen http://www.facebook.com/events/189420428642929/

Eller ring til mig på 91548295 og hør nærmere.

Du skal huske at strække ud mor

Du skal huske at strække ud mor

Solen står lavt over Høyanger. Norge er smukt, og i dag er Morten og jeg på tur. Vi har tænkt os at bestige Høyangers trappe. 1267 trappetrin op ad fjeldet.

De første 100 trin er lette nok, og vi snakker, men så begynder hjertet at pumpe, og samtalen går i stå. Jeg er i dårlig form, tænker jeg, mens jeg mærker, hvordan hele mit system er sat i bevægelse. Pulsen dunker i kroppen. Jeg hiver efter vejret. Efter 400 trin bliver benene tunge. Blylodder omkring anklerne. Vi holder pauser indimellem, og hver gang er det hårdt at komme i gang igen. Vi er mest stille. Koncentrerede. Fokuserede. Der er ingen tvivl. Vi skal bare op på den top. Lige efter en pause er der plads til ord. Det er ligesom den gang på Langtang, kan du huske det? Trapperne, der bare blev ved og ved, leddene der begyndte at gøre ondt, tvivlen på om de kunne holde. De otte kilo på ryggen. Det var inden vi fik børn, siger Morten.

Og så stilheden. S-T-I-L-H-E-D-E-N.

Den næste halve time går med at bare være der. I stilheden. Sammen. I minderne. Sammen. I min krop, som hjælper mig med at nå toppen, fordi jeg bare vil. Viljestyrke og villighed til lige at give den en tand mere. Trække mig selv op ved hårrødderne. Kom nu.

Der er ingen irritation. Det, vi bøvler med for tiden, knuden i maven, er væk for en stund, og vi bliver enige om at vi er gode til det her sammen. Gå sammen. Udfordre den dårlige form. Det åbner et rum, siger jeg. Ja, siger Morten, det gør det.

På vej ned ad går det tjept. Der er lettelse og livlighed og tempo på. Morten vil helst halvløbe og stoppe op og lave pauser, mens jeg går i mit eget jævne tempo lidt bagved. To forskellige stilarter. De virker fint sammen lige her.

Benene ryster, som vi nærmer os bunden af trappen. Vi er glade. Tager det sidste trin ned og står igen på vejen. Jeg kan ikke holde mine ben stille. De ekser under mig, og jeg må overstrække knæene for ikke at falde. Hele min krop bobler. Og så kommer latteren. Vi er fulde folk, der ikke længere kan holde balancen, og vi må støtte os til hinanden, mens vi med små langsomme skridt bevæger os hjemad.

Dagen efter har jeg ondt i læggene. Meget.

Vi sidder inde i stuen. Silje kommer hen til mig. Du skal huske at strække ud mor. Hun sætter sig over for mig på gulvet. Strækker benene ud foran sig og viser mig hvordan. Hun er en ung kvinde nu, tænker jeg. Smuk. Den veltrænede krop og det lyse hår. De mandelformede øjne. Jeg tror, jeg ved, hvad Hotel California egentlig handler om. Du har altid sagt du ikke rigtig forstod det, siger hun så. Lea kommer ind og sætter sig. Vi begynder at synge sangen. De mange vers sidder som naglet fast i min hukommelse. Det er et øjeblik, vi deler. Og det er en nysgerrighed, vi deler. Der er noget der lokker os ved den sang. Det er deres stofmisbrug de synger om, siger hun. Afhængighed.

Så pludselig er hun i gang med soløvelsen. Yoga. Hun lukker øjnene i pauserne mellem de forskellige positioner. Nyder at lande lige der. Falde lidt ind i sig selv. Et lille smil på læben. Hun har selv fundet vejen tænker jeg. Nu går hun selv. Tænker, føler og handler i sit eget liv.

Der er et rum i mig, der åbner sig lige der. En slags dobbelt opmærksomhed. Det var der på trappen sammen med Morten, og nu er det der igen. Det går indad i mig og udad mod de andre. Det er inden i, og det er udenfor, og det er imellem os. Samtidig. Og der er igen helt stille inden i mig. Jeg er lige der midt i virkeligheden, og det er den væren i virkeligheden, som heler mig lige der. Jeg er ikke adskilt fra noget.