Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Jeg står og svinger en hulahopring. En ældre mand på omkring de 70 kommer hen og stiller sig ved siden af mig. Kigger på mig og smiler. Det ser godt ud det der, siger han.

Vi har øjenkontakt. Mig: ja, det er ikke så svært, når man først finder rytmen, og det er lige som at få massage samtidig. Han smiler og ser lidt overrasket ud. Vi har stadig øjenkontakt. Ham: Jeg kan slet ikke det der. Det dur ikke med min ryg. Vi begynder at snakke om, hvorfor vi er her. Han fortæller, at han er nødt til det, fordi han har dårlig ryg. At lægen har sagt, han skal træne, og at han på den måde kan holde smerterne væk. Jeg fortæller, at jeg laver massager, og at det blandt andet holder mig smidig, så jeg ikke får problemer med min lænd. Han spørger, om jeg er fysioterapeut, siden jeg snakker om massage. Jeg siger nej, jeg laver sådan en slags helkropsmassage, og jeg er terapeut, men også mange andre ting. Oprindeligt var jeg lærer. Nå, siger han: det lyder som om, du laver det, du har lyst til. Ja, siger jeg. Jeg bestemmer selv, og det er skønt. Så kan jeg gå herned når jeg vil, selvom jeg ikke altid gider. Det er sådan lidt både af lyst og nød. Vi griner lidt.

Vi har fælles fodslag, vi genkender og leder efter genkendelse i hinandens historier. Han fortsætter: Det lyder, som om du har det som blommen i et æg. Ja, siger jeg. Jeg klager ikke. Du ser så glad ud, siger han, og ved du hvad. Den anden dag, så jeg en kvinde med en mobil. Hun gik og kiggede ned i den, og så så glad ud. Hun smilede hele tiden, og så siger jeg til hende: Du ser så glad ud. Og så smiler hun og siger, at det er hun også. Åh, det er dejligt at høre, siger jeg og fortsætter: Vi skulle snakke noget mere med hinanden. I bussen fx og ved lægen. Ja, siger han, man bliver jo helt forskrækket, hvis nogen siger noget i venteværelset. Vi griner igen , og så kommer der sådan en fornemmelse, af at vores kontaktmøde skal til at slutte. Der er en pause.

Så siger han: Nå, men så vil jeg da bare stå her og nyde synet af dig lidt. Jeg smiler, og siger, at det må han da også gerne. Så siger han: Men så er det jo ikke så spændende. Altså hvis man må. Så jeg skal altså spille lidt kostbar, spørger jeg og smiler. Ja, det er godt, siger han. Vi griner, og han går.

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Et tantramøde, som føles helt rigtigt, uden at det gøres til noget, der er perfekt, er så komplekst en størrelse, at det under ingen omstændigheder kan beskrives helt. For mig åbner det for alvor, når jeg både møder min lyst og mit hjerte. Når det bliver vækket samtidig. Når jeg får lyst til at se den anden i øjnene, fordi jeg er 100 procent opmærksom på, hvad der sker hos ham eller hende, og fordi jeg mærker en kærlig ømhed i mig, der ikke vil noget. Ja, den er rettet mod den anden, men faktisk lige så meget mod mig selv. Jeg modtager min egen kærlighed, når jeg rummer mig selv uden mit evindelige indre præstationskrav.

Hvornår får jeg så den mulighed for at mærke dette? Det gør jeg, når den anden heller ikke vil have noget bestemt af mig eller vil give mig noget, andet end sit nærvær. Det gør jeg, når berøringerne den ene vej eller den anden vej ikke har en ambition om noget som helst. Blot åbner for sanselighed. Ja, så mærker jeg et fantastisk fælles punkt, hvor i vi kan mødes.

Et slags eksistentielt mødested, hvor det ikke handler om alder, udseende, job, familieforhold, nuværende livssituation, selvom alt det er med os hele vejen og selvfølgelig på den måde betyder noget. Men vi giver det ikke betydning. Og der er en forskel.

Og det gør jeg når den anden modigt åbner sine øjne ind imellem og skaber kontakt. Når jeg ikke vil hele noget eller tage noget væk fra nogen. Fuck det er et godt sted at befinde sig. Lige der i ingenting andet end opmærksomhed og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine

Som en igle på øjeæblet – jalousi

Som en igle på øjeæblet – jalousi

En igle der bider sig fast på øjeæblet, så jeg ikke kan se. Hjertet der snører sig sammen, og maven der brænder. Mit sind på overarbejde i en tsunami af billeder og forestillinger. Alt det, der får mig til at tro på, at jeg ikke er god nok.

Jalousi er min frygt for at miste og min følelse af utilstrækkelighed. Som om der er noget, jeg skal være, for at det er godt nok. Noget der baserer sig på en dyb fornemmelse af mindreværd og en gammel del i mig, der stadig er bange for at blive afsløret. Stadig holder tilbage. Stadig tror, jeg skal klare det hele selv. Og som stadig indimellem må tvinges åben, fordi åbenheden, sårbarheden og ærligheden nu så mange gange har vist mig at være min ven. Der er ingen tvivl. Det er et godt venskab.

Der er frygten for at være den, der binder den anden, så den anden føler sig ufri. At den anden bare siger ja, men ikke mener det. At jeg skal gætte mig til, hvornår et ja betyder nej, og at det er mit ansvar. Lige på den anden side er min egen frygt for ikke at kunne sige nej. Selvfølgelig.

Der er manglende tillid til mig selv. Det er den lille pige, der måtte overleve kaos ved at kontrollere sit indre. Og forsøge at forstå verden ved at bilde sig ind, at hun kunne mærke, hvad mor havde brug for, og hvad far i hvert fald ikke havde brug for. Og rette sit indre ind efter det.

Der er forvirringen over at jeg kan hele alt dette med et menneske, og så stå der igen med et andet.

Og der er ambitionen om at være et større menneske, end jeg er. Det er misundelsen, som jeg har lært er en skidt følelse. Og farlig. For hvad sætter jeg i gang, hvis jeg sætter ord på min misundelse. Frygten for selv en dag at få lyst til en anden. Lyst til at følge lyst, når lyst opstår. Frygt for selv at blive ufri. Det er sindet der drøner derud ad i et fremtidigt katastrofespor. Som ikke er nu.

Så hvad er der tilbage. Hengivelsen til nuet. Overgivelsen til det der er. Til stormvejret og jalousien, når den raser og til at være ærlig med mig selv og sige det højt til den anden. Håbe at jeg bliver grebet.

Få øje på at jeg hele tiden binder mig og frigør mig igen. Mærke at kærligheden til mig selv er der. Når jeg ikke fjerner mig fra den.

Jeg har lært mere i dag end jeg gjorde de første 7 år i min skoletid

“Jeg har lært mere i dag end jeg gjorde de første 7 år i min skoletid”

Nogen gange

Nogen gange er jeg bare pisse bange for ikke at være god nok. Gamle bølger af bekymring vælder ind over mig. Hvad tænkte du dog på Trine?  Sådan smide den gode pension som folkeskolelærer og dit sikkerhedsnet. Stå og sige: ja, det her er så mig, og det er det her, jeg er og det her jeg kan. Noget af det har jeg papir på, og meget er autodidakt. Hav tillid.

Og det er ikke altid særlig rart, så nogen gange er det bare pisse fedt at få en positiv tilbagemelding fra en gæst. Jeg er ikke en ø, og jeg kan ikke bare stå der i mig selv og være helt lige gyldig glad for whatever. Det betyder faktisk noget, når nogen anerkender det, jeg gør, fordi det jeg gør, er blevet det jeg er. Jeg har også et lille ego derinde, som engang imellem har brug for at blive aet eller poleret lidt, og det må så være sådan. Jeg aer det og jeg polerer det, og jeg ved det.

Jeg har lyst til at vise min sårbarhed, min tvivl, min usikkerhed. Jeg har lyst til at være menneske, og al den lys og skygge, der er forbundet med det.

Så når min gæst i dag efter terapien siger, at han har lært mere i dag en han gjorde i de første 7 år af sin skoletid, så bliver jeg da glad. Der er glæden på hans vegne over at noget har bevæget sig i ham. At han går ud med større bevidsthed og mere mod på livet. Og ja, så er der da også den del der aer min usikkerhed på om jeg nu er god nok. Hvis jeg kalder det mit ego er det fint, hvis jeg kalder det mit menneske er det endnu bedre. Det er som det er. Jeg har ingen ambition om at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg vil bare være her.

Kærlig hilsen Trine

Sanselig erkendelse er kombinationen af samtale og tantramassage

Sanselig erkendelse er kombinationen af samtale og tantramassage

Jeg er simpelthen nødt til at sige det igen: Det giver så enorm god mening at koble den terapeutiske samtale med tantramassagen i det, jeg kalder, SANSELIG ERKENDELSE. Det er intensivt arbejde i at fordybe sig i sansning, refleksion og følelser. Koble tingene, få øje på, reagerer i og bevæge sig nye steder hen. Og så har jeg fået en STOR tavle, og jeg er SÅ mega glad for den. Det er som at få endnu en vej at gå: at illustrere og skrive ned undervejs og sammen lave det “kort”, som viser mulige nye veje at gå. Og som usentimentalt og klart for alle udstiller det svære (lorten på bordet), som skal anerkendes og ses før noget nyt kan ske. Det var intense 4 timer. Jeg elsker at lave terapi og jeg elsker at massere. At kombinere to gode ting gør det endnu bedre og viser med tydelighed at 1+1 mere end 2.

Sanselighed har været lidt ”for de andre”

Sanselighed har været lidt “for de andre”

Sådan skrev en mand på min egen alder til mig.

Og jeg tænker på den gave, det har været for mig at træde ud af denne overbevisning. At sanselighed ikke bare er for de andre, men også for mig.

Og ikke nok med det. Sanselighed ER mig. Jeg kan læne mig tilbage og åbne mig. Hengive mig til min krop, til min femininitet og min lyst. Lyst til livet, der strømmer igennem alt – også igennem mig. En livskraft der, når jeg forbinder mig med den og trækker vejret dybt, når jeg sætter tempoet ned og er fuldt tilstede og opmærksom, vælter mig bagover i al sin kraft.

Mød mig der, hvor vi ikke skal noget bestemt med hinanden, men blot åbner ind i kærlig nænsom kontakt – hvor vi lytter til kroppens signaler og bevæger os ned i tempo, så vi kan mærke os selv i mødet med hinanden.

Sæt tempoet ned. Slip din optagethed af at være NOGEN eller NOGET. Lad mig slippe min.

Og enhver sammenligning.

Mød mig der.

Foto: Rihannon Wilde

Læs mere her:

Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed

Så skal der blogges…

Så skal der blogges…

Er der nogen der kender det her?

Jeg er vægt i stjernetegn, og selvom jeg aldrig har hængt min hat på ret meget af det, jeg læser i damebladene, så slår det mig alligevel:

Vægten vil gerne skabe balance, og vil gerne have at andre har det godt. Hun kan ikke fordrage når folk er uvenner og hader konflikter, men alligevel ender hun ofte i konfliktsituationer for at rede trådene ud og få tingene til at glide. Fordi hun er så konfliktsky, er vægten er ikke så god til at sige fra, og hun kan næsten blive for venlig.

Men der er noget, astrologerne har overset, har jeg opdaget.

Jeg står lige nu et sted i mit liv, hvor der er store beslutninger der skal tages. Livet og kærligheden og meningen med det hele presser sig på.

Jeg har haft dage, hvor jeg var helt sikker på, hvad jeg ville, indtil næste dag, hvor jeg så skiftede mening. Ikke ud af ingenting men fordi jeg var i selskab med mennesker, der betyder noget for mig. Og jeg har sagt til mig selv, som jeg har gjort mange gange før i mit liv, at det er da også for dårligt, at du ikke kan stå på dine egne ben, og at du lader sig påvirke så stærkt af den eller dem, du er sammen med. Bang bang – hårdt og brutalt i hovedet. Tag dig sammen Trine. Tænk klart og bliv der.

Men nu har jeg set noget nyt. At skifte mening er måske slet ikke at skifte mening. Det er måske mere blot at skifte perspektiv. Faktisk at være ret god til at se det fra flere vinkler.

Så langt så godt. Så slap da det øverste lag af mine selvbebrejdelser. Et lille klap på skulderen til mig. Og måske er der mere. Måske er det fordi jeg kan se, at det giver mening begge dele. At jeg faktisk ikke skifter mening, men mener begge dele. Vil begge dele. Det er jo KLART nok. Jeg er ikke uklar og konfliktsky alligevel. Jeg vil bare begge dele.

Kærlig hilsen Trine.

Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed

Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed.

I tantramassagen inviteres du til at være med det, der er. Som i en meditation. Jeg indleder med et ritual, hvor jeg i stille tempo giver opmærksomhed til kroppens forskellige områder, så jeg selv, og den der masseres, får mulighed for at skabe kontakt til sanselighed og hjerte.

Foto: Rihannon Wilde

I min sidste massage oplevede jeg, hvordan en mand efter massagen beskrev ritualet som at få sin mors opmærksomhed.

Lige nu undrer jeg mig over, hvad det mon er, der gør, at denne invitation lander på den måde i ham. Jeg tænker på, hvordan jeg det sidste stykke tid, med flere og flere massager i kalenderen, flere gange har sagt, at jeg føler, mit hjerte åbner sig. Det er som om, jeg kontakter mit hjerte i det øjeblik, mennesket træder ind ad døren, og vupti, så er alle fordomme, forestillinger og ideer om vedkommende væk. Alle de tanker, jeg kan have gjort mig om personen i samtalen før eller i mailen han/hun skrev, fordamper, og tilbage er en åben nysgerrighed for at møde mig selv sammen med ham eller hende.

Det er også, som om en gammel historie i mig om at være ”giver” fordamper. I denne historie gav jeg for at få noget igen. Det, der drev, var længsel, og det, jeg længtes efter at modtage, var noget bestemt. Der var betingelse, og der var krav. I den tantra, jeg formidler, er der ingen krav, og begge parter inviteres til at slippe de forventninger, de måtte have, når de træder ind i rummet.

Måske er det sådan, det er for barnet, når moren er i stand til at blive i sig selv uden krav og betingelser til sit barn, om at barnet skal gøre sig fortjent til hendes kærlighed. Når hun blot kan lade barnet være, præcis som det er.

Jeg bliver mere og mere forundret over de bevægelser, tantramassagen kan sætte i gang hos mennesker. Og bevægelsen starter lige i det øjeblik, hvor begge to slipper ambitionen om at ville bevæge noget som helst.

Kærlig hilsen Trine

Når døden banker på

– åbner det hjerter, og vejen til meningen banes.

Forrige torsdag blev Jørn opereret for tarmslyng og lige efter får vi at vide, at der er lyse pletter på tyndtarmen, som ser mærkelige ud, og som de ikke kan forklare. Og at ”Kræftpakken” går i gang nu. Der skal CT scannes om kort tid.

Jeg er bange. Jeg græder og frygter at miste ham i et døgn. Jeg er hos ham. Han er rolig.

Jeg ser, at min tur på bjerget på Kreta for kort tid siden var timet. Sol op – måne ned. Måne ned – sol op. Himmel og hav. Gentagelser.

Og en ny erkendelse: Når menneskeheden dør består alting. Det var en ny retning for mig. Jeg har aldrig set det før. Det var en oplevelse af meningsfuld meningsløshed. Lidt som magtesløshed, når den får mig til at give slip. Erkende min uformåenhed. Give slip og lade Gud. Have tillid.

Et ord dukker op: Belonging. Det handler om at høre til. Jeg mærker, at jeg hører til. Med dem alle. At jeg står midt i en kæmpe kærlighedskedel. At lige nu balancerer det. Der er helhed i delene. Der er et både og.

Og jeg kommer til at tænke på de gange, hvor jeg tænkte: Nu kunne jeg godt dø. Det ville være ok. Jeg er elsket og jeg elsker. Det er ok. Nu.

Og jeg ser, at den seneste åbning i vores kærlighedsrelation var timet. AT det banede vejen for, at Morten nu inviterer Jørn til at hele sit sår sammen med os. Hjemme hos os. Jeg ser, at sådan er Morten. Når det gælder, så STÅR han der. Helt klar. Slipper sit shit.

Og jeg ser, at der er mange ting, der slet ikke er vigtige. Og at der er noget, der er vigtigere end noget andet.

Der var ingen kræft, og vi er på den anden side nu.

Og der nye åbninger fra et sted i både børnene og de voksne, som handler om at være der for hinanden.

Hjertets visdom.

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

fotograf: Riihannon Wilde

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

Hvordan åbner jeg mig for helheden?

Forstår at livet kan leves og forstås – samtidig.

Ledelseskursus på Kreta. Alene på et bjerg i 15 timer. Sove under stjernerne og fuldmånen. Med gederne som de eneste andre. Med langt til alt og alt inden for rækkevidde.

Solen, der gik ned, og månen der stod op.

Solen, der stod op, og månen der gik ned.

Menneskene vil dø, men naturen vil genskabe sig. Igen og igen. På nye måder. Det er kun os, der dør. Naturen består. Den fortsætter. Smiler ved sig selv.

Døden er en fantastisk sparringspartner.

Jeg må handle, som om det, jeg gør, er altafgørende vigtigt.

Samtidig må jeg grine lidt ad mig selv, fordi jeg tror, det har så stor betydning.

Det er et både og.

Ikke et enten eller.

Elementerne:

Planterne: Levende – ærbødigt

Solen: Varmer mig. Taknemmelighed og liv.

Månen: Skønhed – kvinde.

Havet: Overvældet af storhed – køler mig

Klippen: Fasthed – robusthed – solid

Dyrene: Levende som os

Himlen: Uendelighed – Universet

At slå på den store gongong og sende spørgsmålet ud: Hvad er meningen med mit liv?

Mærke noget strømme op i gennem systemet.

Det kan ikke regnes ud

Det er ikke en løsning

Forvirringen undervejs er tegn på at, at jeg er på rette vej.

Høre gongonen tone ud

og så slå igen

og igen