Min far og mig – og maling
Jeg skrev denne tekst for en uges tid siden, og det har overrasket mig helt vildt, så mange der har liket den på FB og har skrevet fine kommentarer. Tak for det. Måske er det fordi, jeg i teksten, som i mit liv i det hele taget, altid prøver at finde en forståelse af det der skete, som giver mening for mig eller som kaster nyt lys på noget gammelt. Og det tror jeg, vi alle gør. Og at vi alle brug for at gøre. Det er det samme for de mennesker, der kommer hos mig i samtaleterapi. Ved at fortælle og erkende nyt undervejs, falder historierne på plads i mennesket. Og der bliver mere roligt indeni.
——–
Stilleretreat forude. To timer til. Er på vej i Bauhaus for lige at få ”knækket” de 10 liter hvid maling, som vi skal bruge, når vi skal sætte børneværelser i stand i næste uge.
Lige da jeg drejer fra JP Larsens vej, kan jeg lugte det. Jeg vender mig og ser, at bøtten er væltet. Jeg stopper bilen. Halvdelen af malingen ligger i en stor pøl på bagsædet og siver ned til gulv og de to bagerste ekstra sæder, som er slået sammen. Alle tre seleholdere driver i tyk hvid maling.
FUCK… Det er der ikke meget Zen over.
Hjem til Morten. Hjælp mig!
Vi skovler i fællesskab maling ud over kanten af bagsædet. Morten er rolig, og jeg føler den vildeste taknemmelighed over at have en mand, der er komplet ligeglad med biler. Og som har tømmermænd og derfor en krop, der i øvrigt ikke kan tåle unødig frustration.
Vi kæmper et par timer og så af sted på stilleretreat med mig.
Min bil ligner en klodset malermesters. Og ikke bare hvilken som helst, men min fars. Malermester Uffe Dupont.
På stilleretreat vælter det ind over mig med minder om min far og maling, og jeg mærker kraften i de oplevelser, som engang gjorde mig utryg, og som i dag er en del af min egen fandenivoldskhed. Tak Far.
Billeder fra den gang min far sprøjtemalede vores store stof – hjørnesofa, fordi han synes, farven var grim. Den var bagefter god at kradse ryggen på, når det kløede.
Og dengang han skulle male taget på huset og væltede 20 liter hvid maling deroppe. Uden at vi vidste det, skrev han sit navn UFFE DUPONT hen over hele taget og inviterede familien op i et propelfly, så vi kunne flyve hen over huset og opdage det selv.
Eller når han malede uden om malerierne, fordi det var hurtigere end at flytte dem.
Og malerpletterne. Over alt i huset kunne man finde tegn fra min far. Blandet med den lette duft af terpentin, der sev op i huset fra værkstedet nedenunder.
Klistrede lakridser med tobaksfnuller fra de grønne Cecil i lommerne på hans malerkitler.
Eller når han rullede 10 meter papir ud på gulvet og gav os malerkitler på og en pensel og en bøtte maling og sagde MAL! Ingen farveblyanter her. Det var for alvor.
Fuck – jeg savner ham. Det er ikke så tit det sker, men på stilleretreat sker det. Det gjorde det også for mig sidste gang, jeg var af sted.
Jeg savner ikke malingen, jeg savner ikke utrygheden, og jeg savner ikke uforudsigeligheden. Men jeg savner at holde ham i hånden. Putte mig ind til hans store mave på en god dag. Jeg ved, at jeg har hans kraft, kreativitet, vildskab og accept af livets sårbarhed, bedre til at dømme mig selv end andre. Og sårbarheden i netop det.
Ingen skam i livet
Da jeg var yngre skammede jeg mig en del over min lyst. Lysten var der jo, men det var som om, jeg altid kunne fornemme skammen lige under overfladen. Skam over lyst, skam over min krop, skam over min længsel efter at nyde. Skam dig hvis du tillader dig at have det alt for godt. Og når frygten for ikke at blive rummet af et andet menneske blandede sig med skammen – ja, så blev det en giftig cocktail.
Den sidste del har jeg ikke helt sluppet endnu, men skammen er væk. Og for nylig gik det op for mig, hvordan jeg har opløst skammen ved netop at gå ind i nydelsen. Den selvsamme nydelse som var ophav til skammen. Paradoksalt, men sandt.
Det var tantraen, der gjorde det, og jeg er evigt taknemmelig.
Når jeg i en tantramassage når derind, hvor nydelsen bliver til hengivelse, og jeg er i kontakt med noget, der er større end lille mig, så er der simpelthen ikke skyggen af skam i mig.
Så er der åbnet til en naturlighed, til væren og et universelt fælles menneskeligt sted, hvor der kun er kærlig åben kontakt. Ingen der skal noget med nogen, ingen gensidig stimulering af erogene zoner, blot åben sanselig kontakt med den anden og noget andet – gennem åben sanselig kontakt med mig selv.
Og hvad har åbningen så at gøre med?
Det har først og fremmest at gøre med forståelsen: Det er nødvendigt, at begge parter forstår, at de ikke skal bruge hinanden til noget. Forstår at det kærlige sanselige møde, der opstår, er betingelsesløst, og at begge er i stand til at blive i kontakten med sig selv. Og at når vi møder vores vaner fra den almindelige seksualitet (fx jeg vil gerne gøre det godt for dig nu), så er vi vågne – vi iagttager os selv, vi ser det og giver slip i det igen. Eller måske bliver vi et kort øjeblik i vanen, blot for at mærke forskellen. For hvordan skal vi kunne mærke en forskel, hvis vi ikke må mærke den ene del.
Og vi møder dem. Vanerne. Det lover jeg. Det er hele pointen. Vågenheden. Overskridelsen af det tillærte. De nye bevægelser i kroppen, i sindet, i livet.
Når et menneske kommer til mig i en tantramassage er denne forståelse på plads. Enten er den der allerede, eller også bliver det klart i løbet af den samtale, jeg altid har inden jeg aftaler at mødes. Hvis forståelsen ikke etableres i samtalen, siger jeg nej til at mødes. Hvorfor? For at vi begge kan føle os trygge i rammen. Den ramme, hvori vi kan undersøge kontakten til livet og lysten. Livslysten.
Og hvad har det overhovedet ikke at gøre med?
Det har intet at gøre med højde, drøjde, alder og job. Ingen som helst af disse ydre faktorer kan nogensinde afgøre eller betinge, om der er kontakt i mødet. Jeg oplever indimellem, at en mand spørger mig, om han skal sende mig et billede, inden vi skal mødes. Det er som om, han har brug for en godkendelse fra mig. En slags skjult skam, som måske dulmes lidt, når et andet menneske godkender mig og siger, at jeg ER ok, som jeg er, og at jeg også kan få kærlig opmærksomhed og tillade mig nydelse og lyst. Jeg siger altid nej tak til billedet og taler med vedkommende om netop dette. Og hvilken lettelse det er for de fleste at opleve, at de ikke behøver at skamme sig og ikke behøver at gøre sig fortjent.
Kærlig hilsen Trine
Birgitte Gyrd
Det kan du sgu gøre bedre Trine
Har lige fået Morten hjem efter 6 dage alene med ungerne. Jeg fik øje på noget i løbet af de dage. Noget interessant som på en måde bryder med en måde, jeg ellers taler om livet på. Det handler om ambition.
Der er i vores familie, som i de fleste andre familier, ting der bare ikke altid går efter planen. Der er børn, der på skift popper op med behov for særlig støtte eller opmærksomhed i perioder. Der er mønstre og vaner, som er gået hen og blevet besværlige og ikke gavnlige. Der er frustration. Intet nyt i det. Det er velkendt virkelighed for børnefamilier. Intet perfekt speltspejl her.
Noget af det røg jeg i – de første par dage, og så opdagede jeg det nye. At jeg om morgenen vågnede med tanken: Det kan du sgu gøre bedre Trine.
Det, der var anderledes var, at der intet pres mod mig selv var i det. Fuck, det var vildt. Ingen ambition pressede mig til at være noget, jeg ikke var. Ingen ambition, som havde udspring i en sammenligning med alle de andre, sikkert meget mere tålmodige, mødre end mig. Der var kun ønske om forandring, bevægelse og en ambition om at gøre det bedre. Få det til at lykkes. Få mønsteret brudt.
Og der så jeg, at ambition er godt, når den udspringer af realiteterne, som de er. Når jeg er tæt på virkeligheden i accept af det skidt og kanel – sukker og vanilje, som faktisk ER. Og at ambition vil bevæge noget og give det retning. Og at det sker, når jeg lytter til min indre stemme, som faktisk udmærket ved, hvilken retning jeg skal i.
Kærlig hilsen Trine
I går havde jeg en hel dag med kvindeworkshop. Det var fantastisk. Tak tak tak <3 Jeg kom til at mindes, da jeg var lærer, og hvordan jeg elskede fagdage og temauger. Den der fornemmelse af TID NOK. Til til at holde de pauser, der skal til, når de skal til og og så blot starte op igen. Fortsætte hvor vi slap og lade det ske, der skal ske.
Der er usandsynlig meget potentiale i at mødes med andre kvinder i det særlige rum, der skabes, når vi åbner hjerterne og mærker tilliden til os selv og hinanden. Når vi tillader at mærke, sanse, åbne i krop, hjerte og sind. Og det er vildt spændende at se, hvor stor en forstyrrelse det så er, når der pludselig dukker en mand op (i går var det Jørn Uhrenholt, som fortalte om “JA og NEJ” og “det autonome nervesystem”). Det var forskelligt, hvordan vi blev forstyrrede. Noget af forstyrrelsen bestod blot i at gå fra det feminine sanselige flow over i en mere mental tilgang til præcis det samme emne. Andet handlede om de forskellige historier, vi har i rygsækken, (blandt andet om vores møder med mænd). Men forstyrrede blev vi. Super spændende at iagttage og tale om bagefter. Tak Jørn, for den forstyrrelse! Det var perfekt.
Og jeg kunne blive ved med at skrive om, hvor stor en øjenåbner det er for mig, og hvor meget det heler mig – det kærlige rum, som vi kvinder skaber sammen (med risiko for at mændene føler sig lidt udenfor). Jeg tror blot, jeg skal lade være, og bare sige tak <3 og lave nogle flere workshops.
Kærlig hilsen Trine .
Jeg har lige været i Thailand. I flere dage var jeg optaget af at kigge på bølger.
Jeg så bølgerne bevæge sig ind mod stranden, og jeg iagttog det præcise sted, hvor bølgen blev brudt, stilstand, en afmatning, inden en ny bølge. Og jeg begyndte at få øje på energiopbygningen i mig selv og i andre og i alting… og noget med timing.
Jeg selv er et hav, der bølger. Mine emotioner, der bygger sig op og tipper over, min seksuelle lyst, der bygges op og tipper over. Jo mere energi, der er bygget op, desto større er bølgen, og desto kraftigere føles brydningen, når den sker. Jeg begyndte at se alt som bølger med elegant timing eller absolut mangel på timing.
Når Silas bad om is nr. to, så jeg energiopbygningen i situationen. Jeg så Silas, der kom med sin energi, sit spørgsmål og mit nej – præcist timet på toppen af bølgen. Nu var det blot at lade bølgen falde igen, lade Silas mærke nejet og reagere i det. Og hvor mange gange oplevede jeg ikke mig selv blive hængende i bølgedyndet, fordi alverdens dårlig samvittighed, skyldfølelser og manglende tillid til, om jeg nu var en god nok forælder, forstyrrede bølgens afslutning. Det handlede ikke om mit nej til endnu en is (det overlever ethvert barn), men om alle mulige andre usikkerheder, der blandede sig ind i det. Med alle de helt anderledes sære måder, vi er familie på, er det vel rimeligt nok, at han får is nr. to.
Pludselig så jeg det. Det absurde teater, hvor det var alt muligt andet, end det det egentlig handlede om (is nr. to), der udspillede sig.
Jeg var stresset de første dage i Thailand. Indre uro, bygget op over længere tid. Ophobet spænding. Nu, hvor der var ro omkring mig, mærkede jeg det for alvor. Der var et slør mellem mig og verden, og jeg fik lyst til at dulme det med treoer og rødvin. Let angst. Fornemmelsen af opløsning. Et bånd omkring maven og lænden og ondt i øjenhulerne. Usikkerhed på mig selv. Kritik af min krop. Ikke rigtig at kunne overskue børnene og det praktiske. Langt væk fra den følelse af glæde og taknemmelighed, jeg tit har. Som om jeg var svunget ud i yderpositionen i et pendul. Fra glæde og taknemmelighed over i tristhed, uro og forvirring. Der var en længsel efter og en søgen efter ”nøglen”, efter noget uden for mig selv, nemlig DET, der skulle til, for at jeg kunne svinge tilbage i den anden position, hvor der var rart at være. I stedet for blot at blive og mærke modsætningen. En tilstand af uro, jeg genkender fra min barndom. Ingen at ty til. Ingen hjælp at hente.
Jeg fortalte det til Morten og fik et: ”Du behøver ikke gøre noget, jeg skal nok tage over”. Fuck, hvor jeg elskede ham. Der var en at ty til. Hjælp at hente.
Og der så jeg det. At jeg skulle blive lige der og lade det være. Afvente, opsamle, undersøge, lytte, åbne, være tålmodig, forbinde mig med, rumme, acceptere og udruge det, der var på vej. Acceptere bølgedalene lige så vel som bølgetoppene. Genkende og huske begge positioner i pendulet. Balancepunktet lige mellem ekstremernes udsving. Noget i mig huskede nu balancepunktet, selvom noget andet svingede og dansede mellem ekstremerne.
Tantra er at udsætte afspændingen og hvile meditativt i polariteten, indtil forandringen sker af sig selv. At leve med spændingen, være sammen med den, iagttage den, holde øje med hvor, hvornår og hvordan den forandrer sig.
Denne position kan jeg i princippet indtage i alt i mit liv. Min seksualitet, mine emotioner, mine smerter i kroppen…
Men jeg opdagede også noget andet.
Jeg kan ikke bare sige, at nu er det det, jeg vil. At jeg vil være tantrisk. For at kunne afvikle spænding, er jeg først nødt til at udvikle og opleve. Har jeg længsler, begær, uopfyldte drømme om dit eller dat, må de først udleves. Det spærrer vejen. Og det vil det blive ved med, indtil jeg har gjort mig tilstrækkelig med erfaring.
Kærlig hilsen Trine
.
Tilbagemelding fra en parsession med vejledning i tantramassage
Kære Trine
Vi har af gode grunde haft to meget forskellige oplevelser/erfaringer den fredag, fordi vi var i hver vores rolle og har hver sit køn, men det helt fælles er, at der var så megen ømhed, sanselighed og tillid til stede, så det også kan rumme den efterfølgende bearbejdning af så grænseopløsende en erfaring.
Den snak vi havde inden sessionen, var også god for os, den har bestemt hjulpet os videre og gjort nogle meget væsentlige aspekter mere klare for os – især det helt væsentlige i at kunne sige nej – og på den baggrund ja. Der er meget for os at udfolde og afsøge efter vores session, og det er i sandhed et dejligt sted at være.
Tak for din helt fantastiske måde at håndtere skismaet mellem det at være professionel terapeut og ligeværdig deltager på. Alt dette kan kun blive og forblive positivt, fordi du gør det lige præcis på din måde. Det er vi taknemmelige for begge to!
Kærlig hilsen C og K
For et par år siden havde jeg en mand til tantramassage. Dette møde bliver ved med at dukke op i mine tanker.
Det var anden gang, han kom til massage. Første gang var et halvt år tidligere, og den gang var han meget anspændt og meget lidt bevægelig i massagen. Tydeligt nervøs.
Denne gang kom han anderledes ind ad døren. Han smilede, var mere afslappet og i samtalen inden massagen, fortalte han, at han havde tænkt meget over det med, at jeg inviterede ham ind i berøring, og nu ville han undersøge det. Det havde han ikke gjort sidst, fordi han var usikker på, om det var ok.
Vi havde en god snak. I massagen var han mere levende end første gang. Han bevægede sig, var i sin lyst og berørte mig let. Der var kontakt. På et tidspunkt, mens han lå på ryggen, og midt i en langsom stille mavemassage siger han: Jeg tror ikke, jeg kan. Jeg tror, det er for grænseoverskridende for mig.
Jeg stopper min bevægelse, men bliver ved ham og spørger: Hvordan er det grænseoverskridende for dig? Han svarer, at det er fordi, han gør de her ting med en, der ikke er en kæreste. At han ikke er en ”ordentlig mand” så. Og han fortæller, at han er single. Og i øvrigt er det ikke til at finde en kæreste, for alle er jo utro i dag.
Jeg siger, at det måske er fordi, de er i en konflikt med sig selv. De har lyst til andre, men må ikke. Vi taler lidt om det, og han er klar over, at det er hans indre overbevisninger og modeller for ”rigtig” kærlighed, som snakker med. Jo mere han gav sig hen i massagen, des stærkere blev de indeni, og til sidst var han nødt til at stoppe. Det var et meget klart mentalt nej. En mur, som stille og roligt byggede sig op omkring ham i massagen.
Så vi stopper massagen. Taler lidt om at han kan undersøge det med overbevisninger i sig selv, men jeg kan mærke, at han er ikke klar til at undersøge det bevidst og måske lade murene falde. Han tør ikke. Han fortæller, at havde han fortsat uden at sige nej, ville det have været forfærdeligt for ham bagefter, og han ville skulle bruge lang tid på at komme sig.
Han siger også på et tidspunkt, at han kan mærke, at det jo slet ikke er det, han savner. Han savner en kæreste og berøring. Ja, netop. Måske er tantramassage slet ikke det, han skal. DET er da godt at få øje på, siger jeg.
Jeg siger, at det jo måske netop er konflikten mellem lyst og moral, han selv lige har oplevet. Ligesom de utro oplever den. På den ene side vil han gerne (der er masser af lyst), og på den anden side må han ikke (de indre overbevisninger). Han siger, det er et spørgsmål om at vælge. Jeg tænker: Han er ikke utro mod et andet menneske, men utro mod en overbevisning. Hvilken smerte og hvilken angst. Men at det er godt, han får øje på det ved at sige nej.
Jeg tænker over, hvordan det mon ville have set ud, hvis jeg var mand, og han var kvinde. Hvis nu hun ikke kunne sige nej, fordi hun var så meget i sin lyst eller var bange for at såre massøren med en ”afvisning”. Ville det så kunne opleves som et overgreb? Er det mon nogen gange overbevisningerne, der bliver igangsætter for oplevelsen af et overgreb. Den massør, som tager ansvaret for kvinden, kan jo aldrig vide, hvilke overbevisninger, han er oppe imod.
Vi klæder os på og afslutter med et kram.
Efter en uge, hvor enderne inden i og uden om mig ikke nåede sammen hele tiden, er det fantastisk at slutte med i dag.
Har haft et par til tantrisk session. De skønneste mennesker, som var her første gang for et år siden. Tænk at få lov til at bruge dagen til at at åbne i dybe samtaler om samvær og seksualitet, i kontakt og berøringsøvelser og i en tantramassagevejledning, som blev til det fineste flow af lyst og kærlighed mellem os. JA, det er da et sært anderledes job at have og JA – det rykker ved forestillinger og tanker om ret og vrang, så ret bliver til vrang, og vrag bliver til ret, så mange gange at det til sidst opløses, og bliver et og det samme. Men der er seriøst meget højt til loftet og en hel del himmel at hente ned – lige der.
Kærlig hilsen Trine .
