Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Jeg er på ferie resten af ugen (fra i morgen 22.4)

I morgen tager jeg og familien til Timmendorfer Strand i Nordtyskland på ferie. Jeg er tilbage igen søndag. Lige nu har jeg meget travlt med massager. Det er da fantastisk så meget interesse der er for tantra, og jeg er meget taknemmelig. Selvom du måske ikke lige kan få en tid de næste par uger, er du velkommen til at skrive til mig. Kærligst Trine.

Tanker efter en tantramassage

Tanker efter en tantramasssage

Egentlig har jeg slet ikke for vane at bringe de tilbagemeldinger, jeg ofte får fra mennesker, der har været i en tantramassage (ja, dette er faktisk første gang), men nu gør jeg det så. For denne tilbagemelding siger meget om, hvilken bevægelse en tantramassage kan sætte i gang i mennesker, og det vil jeg faktisk gerne have ud til verden.

Kærlig hilsen Trine

Den kommer her:

Hej Trine

Nu er det snart tre uger siden, jeg besøgte dit hyggelig anneks og mødte dit dejlige væsen i en tantramassage. Denne oplevelse har ligget som et fantastisk minde i min hukommelse, men også åbnet en ny dimension i min forståelse af mig selv. Hvad er det der gør, at jeg uden blufærdighed eller utryghed oplever vores møde som helt naturligt? Hvad er det der gør, at jeg fyldes med glæde og rodfæstethed, når jeg tænker tilbage på massagen?

Jeg er nået frem til at det simpelthen må være den helt uforbeholdne anerkendelse, du viser mig. En anerkendelse der kan opleves som en type kærlighed. Ikke den samme kærlighed man har til sine børn og partner, men en kærlighed til livet og naturligheden. En kærlighed og anderkendelse af min krop og væsen. En kærlig anerkendelse der gør det helt naturligt og yderst trygt at være i dit selskab.

Kærlig hilsen D.

 

Jeg vil godt lige vide… (om tantramassage)

Jeg vil godt lige vide… (om tantramassage)

For nogle dag siden havde jeg en samtale i telefonen med et menneske, som gerne ville komme til en tantramassage hos mig. På et tidspunkt i samtalen siger han: Jeg vil godt lige vide: har du nogen store tatoveringer, og har du naturlige bryster?

Mit svar til ham var: Inden jeg svarer dig, vil jeg godt lige vide, om du har en stor eller lille lingam, og er den krum eller lige?

Og hvad mon dit spørgsmål gør ved mødet og kontakten mellem mennesker?

Vi fik en god snak og hans svar var: Det var vist dagens gode spørgsmål. Og det vil jeg tænke lidt over, indtil vi mødes.

Se, det kan tantraen også invitere til. At undersøge og (for)undres over de betingelser, vi stiller, for om vi nu kan mødes kærligt med andre. I det øjeblik betingelserne stilles, så er vi i min opfattelse blevet en vare for hinanden. Udfordringen og gennembruddet, og der hvor vi kan mærke noget NYT i os selv, er lige præcis der, hvor vi SER, hvad der er på spil. AT SE det klart er forudsætningen for at kunne åbne hjertet og møde sig selv og den anden uden forbehold.

Og det er ikke let. Vi er vant til at beskytte os mod at blive såret, skuffet, afvist, fordi det gør ondt. Og det må gerne gøre ondt. Men når vi ser identifikationen, ser at vi vælger lidelsen og forstår, hvorfor vi reagerer som vi gør, så forandres smerten, fordi vi nu ikke længere kæmper mod den, men møder den med accept.

Velkommen til et tantrisk møde, hvor du (også) kan møde dine betingelser, og undersøge dem i mødet med den anden.

Kærlig hilsen Trine .

Nærkontakt af nøgen grad

MAGASINARTIKEL

MANDAG, 9. MARTS 2015, 9:04

Nærkontakt af nøgen grad

Tantramassage er en invitation til‭ ‬at tage imod og nyde uden at skulle‭ ‬præstere noget til gengæld‭.‬

Af Henrik Lomholt Rasmussen
Foto Ulla Bjulver

Pludselig glider hun hen over mit hoved. Hendes ene bryst strejfer min pande. Da jeg kortvarigt åbner øjnene, blokeres udsynet af en brystvorte. Hun fortsætter sin bevægelse og smyger sin krop hen over min. Et øjeblik efter standser hun sin fremfærd og begynder, siddende overskrævs på min mave, at massere mine ben. Efter at have givet begge mine fødder et kys løfter hun sig langsomt fra mig og placerer sig med sine knæ presset mod mine fodsåler.

”Vil du have lingammassage?” spørger hun.

Jeg er til tantramassage i Trine Duponts hjem i Brabrand. Nogen tid før hendes spørgsmål sidder vi over for hinanden på hver sin stol i hendes arbejdslokale – et lille udhus i træ forsynet med en bred, lagenbeklædt madras på gulvet, bloklys, buddha-figurer og en el-radiator til at holde vinterkulden stangen. Vi ser hinanden dybt i øjnene, holder hinandens hænder og trækker vejret dybt og roligt. ”Nu må du godt rejse dig og stille dig ud på madrassen,” siger hun, affører sig sin kjole af tyndt bomuld og går i gang med en såkaldt æring af mig.

Den går ud på, at hun gennemgår mig fra top til tå med sine øjne og hænder.

”Jeg ser din pande. Jeg ærer din pande,” lyder det, mens hun stryger et par fingre hen over min pande og ser indgående på den.

Derpå kommer turen til håret, ørerne og de øvrige dele af mit hoved, inden hun fortsætter med at udforske min krop ledsaget af det messende ”Jeg ser dine lår. Jeg ærer dine lår. Jeg ser dine knæ. Jeg ærer dine knæ.”

Æringen fylder mig med en både sær, skøn og ukendt fornemmelse af at blive hyldet, som var jeg en ophøjet person og ikke bare en aarhusianer fra midtbyen. Følelsen kulminerer, da Trine Dupont – liggende nøgen på knæ foran mig – kysser mine fødder.

”Det er tid til, at du lægger dig på maven på madrassen,” siger hun.

Smurt i olie
Aktiveret af et par klik begynder computeren ved siden af madrassen at sende meditativ og drømmende musik ud i rummet, hvor Trine Dupont går i gang med at massere mine skuldre og arme. Det går aldeles gnidningsfrit. Ikke bare fordi hun har smurt mig ind i massageolie, men også fordi det er dejligt.

”Tantramassage, der har rødder i indisk religion, handler om lyst, seksualitet og livskraft. Den inviterer til at sætte kroppen fri og gøre den til et stort lystorgan – i stedet for at lade lysten være centreret om kønnet – og give dig hen uden at skulle præstere noget eller give noget igen. Der er plads til at lade tankerne flyde uden mål, til at nyde og til at slappe af uden idé om at skulle nå et sted hen. Det er jo ellers nærmest en fast regel i vores kultur, at vi skal sætte rammer op og have et projekt. Også når det gælder seksualitet,” forklarer Trine Dupont som optakt til seancen med mig.

Her lægger hun heller ikke skjul på, at enkelte af hendes mandlige klienter har været lige lovligt målrettede.

”Jeg masserer både mænd og kvinder og begynder altid med en samtale om, hvad der har gjort personen interesseret i at modtage en tantramassage. Handler det ønske om en udløsning, forklarer jeg, hvorfor vedkommende er gået forkert. Enkelte har pludselig fået et projekt i løbet af massagen og har taget fat i min hånd for at styre den i en bestemt retning. Så bevæger jeg mig et andet sted hen. Det er ikke forkert at føle begær, og det er også sket, at mænd spontant har fået en udløsning. Det er der intet galt i. Men man skal ville undersøge sanseligheden i sig selv uden at bruge den anden til noget,” fortæller Trine Dupont.

Ingen associationer
På et tidspunkt i en massage tilbyder hun altid at massere lingam eller yoni.”Det hedder det henholdsvis mandlige og kvindelige kønsorgan på hindi. Ved at bruge disse ord fjerner man de associationer, som eksempelvis ’penismassage’ kunne medføre. Det står personen frit for at sige ja eller nej, også efter jeg er gået i gang,” siger Trine Dupont, der ikke har forbehold over for den intime berøring.

”I tantra er kroppen en helhed,” fastslår den 44-årige kvinde.

Hun er folkeskolelærer, psykoterapeut, gift, mor til tre børn og blev interesseret i tantra for nogle år siden.

”Der var indtruffet den der ’Hvad skal vi nu’-stemning mellem min mand og mig efter 18 års parforhold og tre børn.

Vi havde begge en længsel efter mere sanselighed og besluttede, at det måtte vi undersøge. Vi har ingen hemmeligheder for hinanden og lever med en stor grad af frihed i vores parforhold. For mig blev tantraen åbningen,” siger Trine Dupont.

Hun begyndte at tage kurser i tantramassage på Mahamudrainstitut i Odder og har siden sidste sommer tilbudt denne form for massage sideløbende med psykoterapeutiske samtaler.

”Jeg savnede at få kroppen mere med for at skabe helhed og balance mellem det psykiske og fysiske. Det har der i efterhånden mange år været fokus på, men som oftest i en kontekst, hvor det handler om at udfordre kroppen og tvinge den til vilde ting som ironman. I tantra er der intet formål. Det handler om at være med i det, der er, og det der opstår undervejs,” fastslår Trine Dupont.

Tankerne flyder
At det handler om nydelse, er jeg ikke i tvivl om, som jeg ligger der på madrassen med lukkede øjne og svømmer hen i en lind strøm af tanker om en huskeseddel med ingredienser til thaimad, ideer til artikler, barndomsminder, en dejlig ekskæreste, dykning i Det Indiske Ocean, ingenting, sommervarme og erotik, mens jeg mærker Trine Duponts krop og hænder her, der og alle vegne. Små suk fra hende fortæller, at hun lever sig ind i massagen.

”Det er spændende at undersøge sanselighed. Ligesom jeg inviterer den anden til at mærke indad, gør jeg det samme. Det handler om at mærke de spontane impulser, undersøge dem og gå med dem. At møde tantraen har sat gang i mange bevægelser i mit liv,” siger Trine Dupont.

Ikke kun på et følelsesmæssigt og sensuelt plan, men også i dagligdagen. ”Jeg er blevet mere selvsikker og spontan, træffer hurtige beslutninger og får gjort ting, jeg før kunne gå og overveje i lang tid,” fortæller Trine Dupont, der oplever til tider kraftige reaktioner på sin massage.

”En mand ringede til mig og fortalte, at han var begyndt at græde på vej hjem, fordi massagen havde udløst så mange følelser i ham, som han ikke var klar over, at han havde. Andre opsøger mig i håbet om, at den anderledes tilgang til lystbegrebet kan afhjælpe impotens. Et ældre ægtepar kommer for at få nyt liv i deres fysiske lyst til hinanden. Af og til hjælper jeg også en mandlig Parkinson-patient med at komme i kontakt med sin krop og sin sanselighed,” fortæller Trine Dupont.

Ja‭, ‬tak
For mit vedkommende handler kontakten om gode vibrationer i det lille udhus i Brabrand. Jeg takker ja til tilbuddet om lingammassage og oplever følelser, jeg ikke har mærket før. Velvære, lyst og afslappethed på samme tid. Hvor længe det står på, aner jeg ikke, men efter nogen tid forlader Trine Dupont mig.

”Nu lægger jeg sarongen over dig, går et øjeblik og kommer, som aftalt før massagen, tilbage med lidt at spise og drikke til os,” siger hun, ifører sig sin tynde bomuldskjole og går ud af det lille lokale. Lidt senere vender hun tilbage med vand, frugt, nødder og et lille smil på læben.

”Hold da op! Der gik to timer. Det havde jeg ingen anelse om,” siger hun efter et blik på computerens ur.

Meget mere kommunikation med ord bliver det ikke til. Det er ikke nødvendigt.

Vi spiser i tavshed, indtil jeg rejser mig, tager en housecoat på og går ind i privaten – et parcelhus fra 1970’erne – for at tage et bad og klæde mig på. Derpå mødes jeg atter med, en nu påklædt, Trine Dupont i udhuset.

Vi giver hinanden et kram til afsked. Udenfor er det koldt og halvmørkt, men jeg mærker varme, sanselighed og nærvær. Og er en smule forvirret af at have oplevet en anderledes nærkontakt af nøgen grad.

A

Noget om lederskab i tantra massagen

Noget om lederskab i tantra massagen

Når jeg møder et menneske i en tantramassage har jeg lederskabet. Jeg sætter ikke lighedstegn mellem lederskab og kontrol. Jeg kan fint have lederskab i massagen, mens jeg slipper kontrollen, flyder med og hengiver mig. Og nogen gange KAN der være elementer af kontrol i det, men jeg ved for det meste, når det er det, der er på spil, for det er ofte gammel frygt, og den er meget velkendt i mig. Jeg er sjovt nok ikke bange, når jeg møder min frygt, jeg kender den lidt for godt til at være bange for den. Jeg siger goddag til den. Og slipper den så.

En ide, der kan opstå i lederskabet, er ideen om at gøre det godt for den anden. Ja, denne ide kan såmænd sagtens opstå i begge parter. Denne ide bliver let til et formål i massagen, noget der styrer forløbet, og dermed til noget, der er kontrolleret. Det er et paradoks, for selvfølgelig vil jeg gerne mærke, at den anden er glad og har det dejligt og nyder. Men det bliver et problem, hvis det bliver et “projekt”, at den anden skal have det godt, for så kommer forventningerne, som fx:

Hvis jeg nu vil gøre det godt for dig, og prøver (med min forestilling om hvad godt er) at gøre det godt, så håber (forventer) jeg måske også, at det faktisk ER godt for dig. Og hvad så hvis det ikke er? Det sætter dig i en dum situation, hvor du (måske) prøver at give det, du mener, jeg forventer af dig. Måske lyver du ligefrem, hvis det nu faktisk ikke lykkedes at have det sådan, som jeg ønsker, du skal have det.

Et velkendt eksempel på dette er måske: Fik du orgasme skat? Allerede inden elskoven ligger forventningen klar. Jeg ved, at spørgsmålet vil komme, så jeg må gøre mig umage. Min gøren mig umage skaber kontrol i mig, gør mig ufri og jeg får svært ved at hengive mig. Derfor kommer orgasmen ikke. Skal jeg nu være ærlig eller lyve?

For mig er tantra bevidsthedsarbejde. Jeg iagttager, hvad der sker i mig undervejs. Min opmærksomhed er i mig selv, ikke i den anden. Det betyder ikke, at jeg ikke er nærværende og hele tiden mærker de små jaer og nejer, invitationerne og signalerne mellem mig og den anden. Men jeg mener, at den bedste invitation, jeg kan give den anden til at mærke sig selv, er at JEG mærker mig. Så kan den anden være HELT fri til at blive ved sig selv, mærke indad, undersøge og undre sig, møde gamle og nye fornemmelser, tanker og følelser og give det hele lov til at være der. Det er lederskab for mig. Og lige præcis der, er det som om, giver og modtager ophører med at eksistere. Så ER der bare bevægelse, sanselighed, nærvær og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine.

 

 

Tanker om tantra i badeklubben

Tanker om tantra i badeklubben

Hørt i badeklubben meget tidligt i morges: ”Jeg bader tidligt, for jeg vil gerne have noget ud af dagen”.

Gad vide, hvad det betyder for hende, tænkte jeg. Og gad vide, om måden, vi bruger ordene på, er blevet så ubevidst for os, at vi slet ikke registrerer, hvad det er ordene egentlig inviterer til, og hvilken forståelse de er et udtryk for.

Jubi, hvor er der meget at undersøge i denne sætning. Der er betingethed. De to dele i sætningen er koblet sammen af et for(di). Vi ELSKER at bruge dette ord ”fordi”, fordi (se der kom det igen) det er svaret til et andet ord, som vi også elsker nemlig ordet ”hvorfor”. De to er helt afhængige af hinanden og hinandens betingelse. Fordi og hvorfor, årsag og virkning, input output, lineær tænkning, det hele er beslægtet med ”du skal yde før du kan nyde” (selvom kvinden i morges dog (heldigvis) i det mindste nød før hun skulle yde.

Men det er samme tænkning, der gør sig gældende, og vi er flasket op med det fra små. Vi har lært, at intet kan bestå uden sin modsætning, og vi må skabe en konflikt, en afgrænsethed, noget der er til af forstå, for at få ro indeni. For hvordan skulle jeg dog kunne tillade mig selv blot at VÆRE til stede, blot synke hen i øjeblikket og ikke bekymre mig om lige om lidt…

Dette nu, dette nærvær, denne forbundethed med alt er det jeg inviterer dig til at undersøge i tantra massagen. Der er intet ”du skal yde før du kan nyde”. Ikke andet end det du måske møder som en tillært konditionering i mødet med mig, når du pludselig mærker en trang til at give noget igen. Og det er helt ok. Det må også gerne være der uden at blive gjort forkert.

For man kan da næsten ikke tillade sig blot at nyde. JO, det kan man, og det må man. At overgive sig til nydelsen alene for nydelsens egen skyld.

Kan man mon lære tantra teknikker

Kan man mon lære tantra teknikker

I tantramassagen inviterer jeg dig til at undersøge lyst og sanselighed i dig selv. Du inviteres også ind i frihed og bevægelighed. For at åbne for dette rum sætter jeg en klar ramme, og jeg tager lederskabet for tantra massagen. Det betyder, at du er fri til at slippe enhver ide om at skulle præstere noget, at skulle give noget igen, ja – det åbner muligheden for at du kan erfare noget nyt og noget andet end det, du ellers har erfaret i forbindelse med seksualitet.  Og skal man mon kunne tantra teknikker for at invitere det dette?

Mit svar er: nej. Det har intet at gøre med teknik. I min uddannelse på Mahamudranistituttet har jeg øvet mig på at undersøge kontakten til mig selv på mange forskellige måder for at blive klar over, hvornår jeg er i min egen sanselighed, og hvornår jeg måske er i gang med at prøve at fikse noget eller påvirke den anden i en retning (fx gøre det godt for den anden). Jeg er sikker på, at var det det, jeg ville, kunne jeg godt lære nogle tantra teknikker, der kunne bruges. Men min tanke er, at skal jeg kunne invitere andre til at blive ved sig selv, at sanse, at elske, at bevæge sig uden at få projekter undervejs og uden at ville ”have noget ud af det”, ja – at hengive sig, er jeg nødt til selv at blive ved mig – ja, og hengive mig. Det sted i mig, hvor jeg blot ER og ikke GØR, åbner for en særlig mulighed for at gå i kontakt med den anden og en mulighed for den anden for at gå i kontakt med sig selv. Dette punkt er Frihedens og kærlighedens væsen.

importeret 28.12.14 127

Tantra massage er et møde i lyst og kærlighed

Tantra massage er et møde i lyst og kærlighed

Jeg spørger altid, når folk ringer, hvad det er, der får vedkommende til at være interesseret i at prøve en tantra massage. Og hvorfor spørger jeg nu om det?

Det gør jeg for at fornemme, om den der ringer er interesseret i en ydelse, at få noget af mig, som på forhånd er defineret eller lagt i en form, allerede støbt i tankerne inden massagen overhovedet er aftalt og gået i gang. ELLER om den anden er interesseret i at møde sig selv og mig og undersøge noget i sig selv. Mit spørgsmål udspringer ikke af frygt, men af en klar fornemmelse i mig selv af, at hvis den anden vil have noget bestemt ud af massagen, udebliver friheden til at lade det ske som sker og se det og undersøge det. Jeg vil blive en mekanisk maskine som febrilsk forsøger at opfylde en forventning, og det er simpelthen ikke interessant for mig. Jeg undersøger nemlig også kontakten til mig selv i massagen.

Jeg beder altid folk gå ind og læse på min hjemmeside. Det er ikke fordi, de skal tænke, eller de skal mene det samme som mig, men for at et møde kan finde sted og kan blive fint og funderet i frihed og respekt, må jeg sikre mig, at det menneske, jeg mødes med, er åben og nysgerrig på at iagttage, mærke indad og kontakte sig selv.

Jeg oplever, at en del mennesker siger, at de har læst min hjemmeside og mærkede seriøsitet (ikke at forveksle med alvor eller sentimentalitet), og at det er nysgerrighed på dem selv, der driver dem. Det er fantastisk. Det er liv, der leves, og liv der bevæger sig, og et fantastisk godt udgangspunkt eller indgang til en massage.

Tantra er levende, tantra er i bevægelse, og jeg kan aldrig hverken love eller forudsige, hvad og hvorledes en tantramassage kommer til at forløbe. I virkeligheden skulle jeg nok kalde det for et tantrisk møde i stedet for, for det beskriver egentlig mere det dynamiske og det bevægelige, det der ligger langt væk fra at købe en bestemt vare eller ydelse. Når man har muskelspændinger kan et besøg hos en fysiurgisk massør være det helt rigtige. Han ved præcis, hvor han skal trykke for at løsne de spændte muskler, og han gør det fordi, det er den ydelse, den anden køber. Det er fint. Men det er ikke det, jeg inviterer til.

Tantramassagen er et kærligt møde. Den form, vi bringer ind i mødet, som det billede eller den historie vi har om os selv, kan opløses i det tantriske møde. Her møder jeg ikke blot kroppen eller identifikationen med den historie vedkommende har om sig selv (og de udfordringer der eventuelt har været i livet), men mennesket. Lige der. I ethvert møde er der et menneske, som er menneske på godt og ondt, ganske som jeg selv. Og det ved jeg. Og det menneske bydes velkomment, blot til at være med det der er, og det der opstår.

Jeg kunne kalde mit lille anneks for et lysthus, eller et kærlighedsrum, eller min klinik, eller blot lade være med at kalde det noget, fordi jeg ved, at hver gang jeg vælger et navn inviterer, jeg den anden ind i en særlig forståelse, et særligt billede og dermed måske en særlig forventning om, hvad der kommer til at ske. Der KAN ikke forventes noget som helst, men der KAN inviteres til at undersøge… ja, lyst og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine

Tantramassage i Århus: Jeg er den jeg er

Tantramassage i Århus: Jeg er den jeg er

I dag sad jeg og bladrede i den bog, hvori jeg skriver mine børns sjove kommentarer ned. Da Silje var 5 år udspillede der sig følgende:

Vi er ved at putte inde i sengen.

Silje: ”Mor, hvem er du?

I mit hoved: nu skal jeg tænke hurtigt… jeg vil gerne give mit barn et klogt svar, som hun kan bruge til noget.

Mig: ”Jeg er Trine, Jeg er 37 år, jeg er mor, jeg er kone, jeg er lærer, jeg er storesøster.”

Så blev der stille.

Mig: ”Og dig Silje, hvem er du?”

Silje: ”Jeg er den jeg er.”

Det, der afspilledes i mit hoved var det, jeg havde lært var det rigtige: Jeg skal præstere over for Silje, hun skal mærke, at hun har en mor, der har tjek på sagerne og hurtigt kan trække et klogt svar op af hatten. Og hun kan bruge svaret til noget. Til at blive klogere.

Men Silje skulle ikke bruge det til noget, og hun viste sig at være den kloge af os to. Det eneste hun bad om var min opmærksomhed og mit nærvær.

Og det er tantra.