Tryg, ambivalent, undvigende eller disorganiseret?
Dit tilknytningsmønster er ikke en diagnose. Det er I-K-K-E en diagnose. Det er almindelige psykologiske mekanismer, der er på spil. Du kan have mere eller mindre af det ene eller det andet, og det kan ændre sig gennem livet. Men dit særlige print er det, der aktiveres i de nære relationer, når du er under pres. Det kan ligge i dvale, og den dag, du bliver presset, aktiveres det.
Den trygt tilknyttede har haft forudsigelige forældre. Det sanses behageligt at være tryg. Jeg kan udtrykke mig trygt. Jeg kan altid finde trøst hos min omsorgsperson. Når jeg siger fra, bliver det respekteret. Det regner jeg bare med. Sådan er det.
Den ambivalente har haft uforudsigelige, men opmærksomme forældre. Nogle gange var det okay at være vred og nogle gange ikke. Det var svært at afkode. Bliver jeg presset og mit tilknytningsmønster aktiveres, så skruer jeg op for intensiteten. Jeg skruer op for min adfærd. Jeg vil så gerne. Så hør mig dog. Der er en logik i det. Jo mere jeg skruer op, des større er sandsynligheden for, at jeg får det jeg har brug for (kærlighed). Min puls stiger. Jeg sanser varme. Tempoet går op. Ordene vælter ud. Som ambivalent tolker man tit signaler forkert. Prøver at få kontakt. Manglende kontakt føles som at dø. Jeg må øve at udholde afstanden. Ikke gå i stykker når den anden trækker sig. Rumme mig selv. Kende mig selv.
Den undvigende har haft forældre, der var forudsigelige, men følelser var ikke noget, der fik plads. Jeg må derfor afkode det, den anden IKKE kan rumme. Jeg nedregulerer. Jeg er forlængst stoppet med at vise mine følelser, hvis jeg da nogen sinde har gjort det. Logikken er at tilpasse sig og skrue ned for det, der ikke er passende. Det sikrer min overlevelse. Som voksen mærker jeg, jeg ikke har fået tillid til, at jeg er god nok. Rammes jeg i mit tilknytningsmønster, får jeg lyst til at trække mig Jeg undgår kontakten. Også øjnene. Den undvigende bliver kold og måske endda kynisk. Forventer ikke at kunne vise sine følelser. Jeg skal adskille fortid og nutid. Mærke det der gør ondt. Gå ind i kontakt. Vise mere af mig selv. Turde det.
Hos den disorganiserede var der ingen strategier, der virkede. Det hjalp hverken at skrue op eller ned for min adfærd. Disorganiseret rimer på dissocierer. Kaos. Den ultimative forladen sig selv. Ud af kroppen. Jeg veksler mellem stress i systemet og totalt nedlukning. Der er ALDRIG ro indeni mig. Bliver det helt slemt, fryser jeg fast. Min krop stivner, og jeg stirrer tomt ud i luften. Når barnet ikke kan tilbydes forudsigelig, sensitiv omsorg i relationen til sine omsorgspersoner, kan heller ikke evnen til følelsesregulering udvikle sig optimalt. Jeg er i et kontinuerligt alarmberedskab og er stresset og oversensitiv. Kampklar.
Jeg selv er barn af en alkoholiker og husker dissocieringen, når det hele blev for meget. Jeg forsvandt fra det ydre kaos ind i mit eget indre kaos. Alt stoppede indeni. Senere, da jeg var ung, og flyttede i bofællesskab, vågnede jeg om natten ved den mindste lyd. Satte mig op i sengen på et splitsekund og var klar. Kampklar. Senere faldt det til ro. Og det ambivalente foldede sig mere ud. Det var trods alt bedre at løbe efter noget (kontakten til den anden, når han trak sig væk fra mig) end at være stivnet og fanget i mig selv.
“Man kan kun komme så langt med sine klienter, som man selv er”, et et psykoterapeutisk saying.
Nyere undersøgelser viser, at berørthed hos terapeuten virker på klienten. Ægte berørthed er ikke skuespil. Og for at mærke må man kunne… ja, mærke. Jeg kan godt forstå noget med hovedet, men skal jeg virkelig begribe det, så må jeg mærke det. Genkende det inde i mig selv.I min verden virker det dermed kke rigtigt at være terapeut (for nogen), hvis jeg ikke kan mærke mig selv, har mærket mig selv og kender mine sår. Kender mine reaktioner og rummer dem kærligt. Derfor siger jeg tak til de terapeuter, der har været der for mig gennem mit liv. Jeg glæder mig til at fortsætte min personlige rejse og samtidig være rejseleder for andre på vejen fra utryg til tryg.
Tak til psykoterapeut Camilla Rode for inspiration fra webinaret “Forstå din tilknytningsstil”
