En case om stigmatisering

Måske er det et lidt andet indlæg end det, I plejer at høre fra mig, men her kommer det.

En case: En mor med en søn, der er diagnostiseret med ADHD, søger hjælp. Drengen får medicin og fungerer godt i skolen både fagligt og socialt. I løbet af de år der gik, inden han fik hjælp, nåede han dog at udvikle social angst for nye mennesker. Han tør nu ikke være sammen med mennesker, han ikke kender, og han isolerer sig på sit værelse.

Moren skriver til en psykolog, der laver Cool Kids forløb for børn, der har angst, og får den besked, at der desværre ikke er plads til hendes dreng i en ny gruppe, da de ikke kan afsætte ekstra ressourcer til en dreng med ADHD. Til gengæld tilbyder hun, at drengen og de to forældre kan komme hos hende i et forløb.

Og lige der rejser den indre løvemor sig.

Forestil jer, hvor mange børn med ADD og ADHD, der rent faktisk allerede sidder rundt omkring i disse Cool Kids grupper. Børn, der har udfordringer og diagnoser, der ikke er blevet stillet, og ikke er behandlet. Børn, der er top stressede af den konstante uro af tanker, impulser og indre stress, de hele tiden mærker. En uro, der nu har givet dem angst, og som med tiden kan blive til depression, hvis de ikke bliver hjulpet.

Der er dømt lav selvtillid og selvværd efter al for meget skæld, når opgaverne i skolen blev for uoverskuelige. Jamen, kan du da ikke bare lige være lidt stille, bliver der råbt til det barn med ADHD. Og til den med ADD: Så tag dig dog sammen.

Sønnen i denne historie har NETOP brug for at være del af en gruppe. Han har brug for at opdage, at der er andre end ham, der har angst. Andre, der er udfordret på selvværdet og selvtilliden. Mærke at det ikke er farligt at være sammen med mennesker, han ikke kender. Han har IKKE brug for stigmatisering.

Mine råd til moren er derfor: Fortsæt med at være løvemor. Og find en ny psykolog.

En blufærdig dans

Vi er hjemme igen efter vores kursus i tantramassage i weekenden og modul 2: Det store JA. Hvordan træder man ind i sit JA? Livskraften, meningen, lysten. Hvordan rummer man et nej? Hvordan bevæger man sig i det? Hvordan åbner man til sit JA?

Jeg er så dybt taknemmelig over den sammenhængskraft, jeg føler i mig liv. Om det er i den samtale jeg lige har haft, i det kursus Jørn og jeg afholdt i weekenden, i den bog vi har skrevet eller i mit familieliv. Skodderne er åbne, og det hele er som en stor organisme, der bevæger sig. Og det bevæger mig.

At træde ind i sit JA og blive synlig for sig selv og for andre er berørende. Det er som en fin sårbarhed, der ligger og vugger på kanten af nej og ja. Sådan et fint blufærdigt ja oplevede jeg i mig selv i en af øvelserne.

Jeg fik en ide om at sætte musik på. Langsom og sensuel musik. Rejse mig op ved siden af Jørn og demonstrere hvordan man kunne iklæde sig olien, og langsomt og dansende lade den varme olie fordele sig på kroppen, bevæge sig med den, lege og vise sin sensualitet og sanselighed.

Og så mærkede jeg pludselig blufærdigheden indfinde sig, og jeg fandt mig selv stående bag min to arme og hænder og prøve at skjule mig bag dem.

Det var den sarte blufærdighed, der kun kan opstå i det trygge rum. Rummet inde i mig og rummet omkring rummet inde i mig. Sammen med de andre. Og så blev jeg der. Mærkede hvordan jeg blev holdt. Af Jørns blik og af energien i rummet. Deltagerne, der bare var der. Kærligheden.

Efter min dans fortalte jeg om, hvad jeg havde oplevet. Om den spontane impuls til at vise mig og træde frem. Om blufærdigheden der kom, og om lysten til at bare at stikke af. Om at trække vejret ind i det og blive der. Gemme mig lidt bag mig selv og så kigge frem. Møde deres kærlige blikke og blive holdt.

Det gør indtryk, når mennesker træder frem. Og det åbner for modet til at gøre det, man ellers ikke turde. Lad os hjælpe hinanden til at blive modige.

Læs vores bog: BERØRT – seksualitet som livskraft

NY BOG til forudbestilling Berørt – seksualitet som livskraft

ENDELIG er vores bog BERØRT – seksualitet som livskraft klar til forudbestilling. Hvis du følger linket her, kan du læse lidt mere og bestille den.

Det er STORT!

Kærlig hilsen Trine og Jørn

De rockerseje rummelige 

Rockersej. Er det overhovedet et ord, tænkte jeg… 

Ordet fulgte mig et par dage som en sær stolthed og kærlighed til mig selv, Jørn og deltagerne oven på erfaringerne, sansningerne og oplevelserne på Danakilde i weekenden, hvor vi fordybede os i sanselighed.  

Nu er der gået en uge, siden vi tog af sted, og det rockerseje har lagt sig lidt og har forvandlet sig til en bevægelig rummelighed.

Der er så meget at sige, og meget af det er umuligt at beskrive.

Der var de rockerseje par, der tog deres kærlighed og intimitet med ind i rummet. Skabte en boble omkring sig og hengav sig til hinanden. Lod det der nu var i netop deres relation få plads, blive undersøgt og sanset. Opdage at det kan man godt. 

Der var de rockerseje soloer, der roterede mellem hver øvelse. Hele tiden med intentionen om rummelighed over for stor, lille, tyk, tynd. Og at bringe sårbarheden i spil, når den opstod. Modstanden. Og den nye bevægelighed indeni.

Der var tårer af forløsning, der var forundring. Der var kærlighed. 

Oplevelsen af at lande i den krop, der havde været glemt længe. 

Oplevelsen af at møde gamle traumer og bare blive holdt og elsket. 

Oplevelsen af at være elegant i sin store krop

Oplevelsen af at blindfolde sig selv og komme til stede

Oplevelsen af at blive favnet 

Oplevelsen af at være i stand til at blive hos en, der var sårbar.  

Oplevelsen af kroppe der er perfekte og uperfekte på samme tid

Oplevelsen af at bevæge sig i sin sorg eller i sine smerter

Oplevelsen af at sige nej 

Oplevelsen af ikke at få sagt nej 

Oplevelsen af ja 

Oplevelsen af lyst

Tænk at få lov at opleve sårbarhed og kraft holde hinanden i hånden som forudsætning for liv. Der er mange måder at dele kærlighed med andre på og weekenden bevæger sig stadig i mig og i Jørn. Nye ideer og tanker tager form med justeringer, der peger ind i fremtiden. 

Tak <3 

Tryghed og frihed

Det er ikke så ligetil.

Faktisk er det ret sårbart.

For at elske nogen er sårbart.

Der er noget at miste.

Og så bliver tryghed vigtig.

Siger jeg.

Men det er også anderledes

Når kærlighed er den kilde, der aldrig kan mistes.

Og kilden kan findes inden i mig eller i universet, som en energi der er konstant, men kan have mange former.

Det er også sandt.

Og så bliver frihed vigtig.

Siger jeg.

Jeg vokser ved det

“Når jeg bare skal være mig selv, er der ikke så meget jeg skal huske.”

Hvor er jeg taknemmelig for at være landet lige der, hvor jeg er i mit arbejdsliv. Mærke at alt, som i ALT – hvad jeg oplever i mit personlige private liv (og det er ikke småting) kan jeg direkte anvende i møder med mennesker. Det er simpelthen lettere at forstå dynamikker, tematikker, sårbarheder og kraft hos andre, når jeg genkender det i mig selv.

Og jeg har opdaget, at jeg kan godt være i krise i mit eget personlige liv, være fanget i tankespind og gamle mønstre, og når jeg så træder ind i mit terapilokale og møder et menneske, så samles min energi i min kerne og al støjen falder væk. Når jeg går ud igen, er samlet.

Min gamle lærer på Psykoterapeutisk Institut i Århus Clarie Neger sagde engang til mig, at mit liv var den bedste efteruddannelse, jeg kunne få. Og sådan begyndte jeg at se på de udfordringer, der har været og til stadighed er.

Jeg vokser ved det.

At holde rum

I dag holdt jeg rum for den unge kvinde, som også er mig. For nærværet og kærligheden. Som er i mig. For sårbarheden. For sanseligheden. For seksualiteten.

Fire timer med fordybelse i sind, følelser og krop.

Jeg er levende. Blød.

Kompromisløs kærlighed

Jeg har lige afholdt kursus sammen med Jørn. Smukke individuelt meget forskellige massagemøder har spillet sig ud for mit blik i løbet af weekenden. Jeg berøres så dybt, når jeg ser det ske. De nye åbninger, de nye sansninger i kroppen, gamle vaner der titter frem og skaber forvirring og sårbarhed. Ord der sættes på og skift, der sker indeni. 

Jeg er selv hele tiden i forandring. I disse år er det min krop, der snakker anderledes med mig. Hedestigninger, som jeg deler med andre kvinder i min alder, har taget bolig i mig. Jeg kan iagttage, hvordan de kommer, når en følelse aktiveres. Det er som en respons og en lille hjælper, der spørger, hvad skete der lige før? Hvad berørte dig? Blev du bange? Usikker?

Det er, som om lysten også forandrer sig. Erotikken. Seksualiteten. Nogle siger den forsvinder, men sådan er det ikke for mig. Men den kalder på noget andet. Den er langsommere. Dybere, mere vild og samtidig mere rolig. Rummet inden i mig føles enormt. Det kalder på åbne øjne. På sårbarhed. En vilje til at vise det hele. Den varmes op af kontakt. Og den kræver tid.

I takt med at min krop forandrer sig, forandrer mit mod sig. Der er gamle intuitive fornemmelser, af hvem jeg er, hvordan mit væsen er, hvad der er sandt for mig, som drives frem af et nyt mod. Modet er simpelthen gået hen og blevet større end frygten. Den jeg er, vil ikke længere holdes væk af frygt. Frygt for ikke at være god nok, dygtig nok, klog nok, blive misforstået, være for meget. Frygt for at miste, hvis jeg træder frem med det, jeg altid har vidst. Om hvem jeg er. 

Massage som omsorg

Jeg er begyndt at massere på en ny måde. Lad mig invitere dig lidt ind i mine tanker. 

Nogle gange får jeg kontakt med mennesker, som ikke er klar til en at få tantramassage hos mig. Enten fordi det er for stort et skridt at gå for dem, eller fordi der er behov, som presser sig på. Behov for omsorg, berøring, opmærksomhed, nærhed. En tantramassage indeholder alt det, men nogle gange er behovene så store og presserende, at de helt overskygger det, der er essensen af tantramassagen: Ikke at have nogen forventninger til noget bestemt, ikke at bestille noget på forhånd, men at være undersøgende og nysgerrig. 

Jeg tror, det er nødvendigt at blive fyldt op for på sigt at kunne rumme sig selv og i sidste ende give slip på at ville have noget. Nysgerrighed og forandringsparathed er bare ikke altid det, der ligger lige for, hvis man er udsultet og decideret mangler noget. 

Derfor er jeg begyndt at massere på briks for dem, der rent faktisk har brug for at blive fyldt op. Med berøring, nærhed og omsorg. 

Massagen er for dig, der trænger til at komme dybt ned i dig selv. Lytte til dit behov for berøring. Få skabt forbindelse til din krop. Måske fra et hav af bekymringer, negative tanker eller de følelsesmæssige udfordringer, du har. Måske er der en sorg, du bærer på. Du får omsorg og berøring og mit nærvær. 

Hvordan foregår det?

Tidsrammen er i alt to timer. Pris 1200,- Den foregår på briks. Du er nøgen. Jeg har tøj på. Jeg bruger varm olie. 

Samtalen: 

Du ankommer, og vi bruger de første 20-30 minutter på at snakke sammen. Du fortæller mig lidt om, hvor du er i livet for tiden. Måske er du overvældet af noget, og det får lov til at få plads, måske er du optaget af noget, som du fortæller mig om. Der er som sådan ikke noget, der ikke kan adresseres i denne lille indledende samtale. Pointen er, at uanset hvad du kommer med, så lander vi det i kroppen i massagen, som følger nu. 

Massagen: 

Du ligger under et lagen med et tæppe oven på lagnet. Jeg sætter musik på, og nu starter en form for dansende massage. Jeg lytter ind i musikken og lader min krop bevæge sig i bløde langsomme strøg som en lang bevægelse med enkelte stop, hvor jeg blot holder mine hænder stille. Jeg berører ikke kønnet, men lyst kan være en helt naturlig reaktion hos dig, der berøres, så lad være med at skamme dig, hvis den viser sig.

Jeg slipper dig ikke i de cirka 1 1/2 time, massagen varer. Jeg bruger mine hænder og mine underarme.

Efterfølgende har vi en kort lille snak om, hvordan du har det, og om hvordan du kan bringe dine nye kropssansninger med ud i resten af din dag. 

Du vil typisk opleve at lande dybere og dybere i dig selv i løbet af massagen. For nogle betyder det, at de falder i søvn i sidste del af massagen. Det er helt okay og blot et udtryk for, at det har din krop brug for. 

Kærlig hilsen Trine

trinedupont70@gmail.com/91548295

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig.