Samtaler og briksmassager kan bookes direkte i kalenderen lige her: https://system.easypractice.net/book/tantramassage-og-psykoterapi-1
Tantramassager: Jeg taler altid lige først med folk i telefonen, så skriv til mig på trinedupont70@gmail.com eller ring på 91548295, inden du booker.
I øjeblikket laver jeg kun en massage pr. uge, så hav lidt tålmodighed <3
Kærlig hilsen Trine.
En mand sagde for nylig efter en tantra massage: Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig. En anden gang var der en, der inden massagen spurgte: Hvor går dine grænser? Der er sammenhæng mellem de to ting, men hvordan nu det?
Når jeg mødes med et menneske i en tantramassage, inviterer jeg ind i frihed, ikke ind i grænser. Nogle ville måske mene, at grænserne gør tryg. Jamen, så ved jeg, hvor langt, jeg må gå. Og du ved, hvor langt du må gå med mig. Er vi så ikke trygge? Måske, men så er vi også på forhånd klar over, hvor vi er på vej hen, og hvor vi i hvert fald IKKE er på vej hen. Og ja, det kan måske føles trygt, men står også i modsætning til det, tantraen inviterer til, nemlig sanseligt nærvær uden mål og projekter, frisættelse, overskridelse, frihed fra normer, moral, indprentninger og historier om, hvad der er rigtigt og forkert, ikke mindst i vores seksualitet og forhold til os selv og den anden. Alt sammen erfaret gennem den umiddelbare sansning. Tantra er ikke wellness, men det er heller ikke sex, som vi kender det.
Hvis jeg inviterede ind i grænser, hvis jeg startede med at fortælle, hvor mine grænser gik, ville den anden sandsynligvis blive optaget af, om han eller hun nu kom til at overskride mine grænser. For vi er jo ordentlige mennesker, og vi vil gerne gøre det rigtigt – gøre det rigtige – være rigtige. Og så er vi tilbage til historierne igen, indprentningerne om rigtigt og forkert. Og måske ville jeg endda komme til at invitere ind i historien om kvinden som det svage køn og manden med den farlige seksualitet, som skal holde sig tilbage, passe på han ikke kommer til at begå et overgreb. Giver jeg ham ansvaret for mig, tager han det, for det har han lært, han skal.
Ingen behøver tage ansvaret for mig. Faktisk ønsker jeg det ikke. Men jeg ønsker at mine jaer og mine nejer respekteres, straks de er udtalt eller vist. Og det gør de også. At tage ansvaret for mig selv, gør mig tryg, og det handler ikke om grænser, men om den ramme, jeg arbejder indenfor. Og her kommer så det med tilliden ind i billedet. Det med ”det vildeste, var den tillid, du viste mig”. Jeg møder IKKE den anden med en samfunds – hen over mange generationer – nedarvet frygt for manden og hans seksualitet. Jeg formulerer klart et alternativ, nemlig at vi begge går i kontakt med os selv i mødet med den anden. Og at vi selv har ansvaret for vores ja og vores nej. Den eneste, jeg kan mærke er mig selv. Men mødet med den anden gør noget ved mig. I sansningen, i bevægelsen, i følelserne. Noget der tit opleves i mig som kærlighed.
En tantra behandling eller et tantrisk møde?
Når jeg mødes med et menneske i en tantra massage, mødes vi i ingenting. I det øjeblik, vi går ind i massagen sammen, inviteres der til at slippe enhver ide om, hvem vi er, hvad vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Og hvilken lettelse det er at mødes lige der.
Sådan kan man jo ikke leve sit liv hele tiden. Udenfor (nogen kalder det ”i det virkelige liv”) mødes vi ofte i vores historier. Tit mener vi, at disse historier definerer, hvem vi er. Historien om mig beskrives og omskrives igen og igen, og kan aldrig kan være sand, idet det netop blot ER en beskrivelse og dermed også en fortolkning. At se og opdage dette er nogen gange nok til at følelsen af frihed opstår. OG at mødes – bevidst om dette – i en tantra massage er vidunderligt.
Dette INTET, dette mellemrum af ingenting, hvor der KUN er kærlig sanselig berøring, ville ikke kunne opstå, hvis jeg inviterede dig ind i en behandling. En behandling vil et sted hen. Og heldigvis for det, for at fixe et problem hos kiropraktoren eller hos fysioterapeuten forudsætter, at der er en ekspert, som har en ide om, hvad der skal gøres. Det er betryggende. Men jeg er ingen ekspert, jeg er nærmest ikke engang professionel, for i denne skelnen mellem professionel og amatør, fjerner jeg mig fra dig. Og i et tantrisk møde er det det modsatte, der sker. Vi nærmer os os selv – og hinanden.
Faktisk har jeg blot forfinet min evne til at mærke mig selv, mens jeg leder mødet mellem os. Når jeg inviterer dig til at mærke indad, mærke dig selv, din lyst, din sanselighed og acceptere dine tanker og følelser er det den bedste invitation – set med mine øjne, at jeg gør det samme. At jeg også mærker indad, mærker min sanselighed og accepterer det, der er, og det der opstår. Det er i min forståelse den bedste invitation for dig til at gøre det samme, for det sætter dig fri.
Når jeg ikke vil behandle dig, ikke vil have dig nogen bestemte steder hen i massagen, ikke har en ide om, at når jeg trykker dig der, så sker der noget bestemt, SÅ er du fri til at mærke og acceptere det, der sker i dig. Nu er der nemlig intet, du skal leve op til, ingen forventning om noget. Det er dette INTET, vi kan mødes i. Og det er her, det tantriske møde opstår.
Kærlig hilsen Trine.
I psykoterapi arbejdes der blandt andet med gestalter. Mennesker har brug for at opleve de ting, de kommer ud for, som helheder – også kaldet gestalter. Hvis vi ikke har fået afsluttet en for os vigtig situation på en god måde, kan det låse os fast, gøre os ufleksible i bestemte områder af vores liv, indtil vi måske får gjort op med den uafsluttede situation. Når vi gør det, genvinder vi vores fleksibilitet og føler os handlekraftige igen, og vi har nu friheden til at se situationerne fra forskellige perspektiver og reagere anderledes i ellers fastlåste livssituationer.
Men kan jeg altid vide, hvad jeg har brug for? Og kan min beskrivelse, af hvad jeg har brug for, overhovedet være sand, når alting hele tiden bevæger sig og forandres? Disse spørgsmål har jeg undret mig over for nylig.
Jeg havde et tantrisk møde med en mand i massagen forleden. Et kærligt, lystfyldt og fint møde. Inden massagen havde jeg sagt, at efter massagen kunne vi sidde lidt sammen uden alt for mange ord imellem os. Som en invitation til fortsat at mærke kroppen.
Tilfældigheder gjorde, at afrundingen på mødet blev lidt anderledes, og et par dage efter skrev P. til mig, at mødet var uforløst for ham, idet afslutningen ikke var blevet, som jeg havde beskrevet det. Han ville gerne se mig og afslutte igen.
Det blev et meget fint møde med en meget fin snak om forløbet, og jeg er meget taknemmelig for at P. havde modet til at undersøge det. Det satte gang i mange tanker i mig. Først og fremmest. Når vi har en ”uforløst” oplevelse, handler det tit om, at vi ikke fik det, vi forventede at få (ud fra en på forhånd tegnet beskrivelse af det). Herefter ønsker vi at lukke hullet inden i os med det, som vi mener, vi har brug for. Dvs. vi søger noget bestemt (og nogen gange er det en anden, der skal give os det). Men det, vi mærkede tidligere, har allerede forandret sig, så det vi tror, vi har brug for, er måske i virkeligheden blevet noget helt andet.
Så hvor opstår lidelsen?
Jeg tror, den opstår i det statiske, DER hvor vi ikke længere bevæger os, men mener, vi ved præcis, hvad input var, og hvad output skal være. Og det forudsætter en ide om, at vi skal have PRÆCIST det, vi har brug for. Og på den måde kan vi løbe efter noget hele tiden, fordi alt alligevel hele tiden er i forandring.
Og hvad er så alternativet?
Bevægelse, undring, undersøgelse, opmærksomhed, nænsomhed og accept.
For det første: ALT bevæger sig hele tiden. Alt forandres konstant. Den uafsluttede gestalt (fx den uforløste afrunding af en tantramassage) kan nænsomt kommes i møde med et: Ok, spændende, lad mig se, hvad det kan bringe af nyt til mig. Gad vide, hvad der vil ske, hvis jeg blot flyder med det, uden at identificere mig med længslen efter at få opfyldt et bestemt behov. ELLER som P. gjorde: Jeg undersøger det. Jeg ringer til Trine og beskriver det, som jeg oplever det lige nu og går i et nyt møde for at finde ud af, hvad det er, der forstyrrer mig sådan. IKKE for at få noget bestemt (få lukket gestalten med det der lever op til min forventning), men blot være åben og i bevægelse med hvad dette nye møde måtte bringe.
Dette nærvær, hvor bevægelse hele tiden sker, og nye invitationer opstår, kan undersøges i en tantramassage eller i en samtale – ligesom vi i øvrigt kan undersøge det i alle andre sammenhænge i livet.
Når vi griber det
.
”Prøv at slappe af. Du skal øve dig i at ligge stille”.
I en massage for nylig fortalte S. mig, hvordan han tidligere havde fået at vide, at han skulle øve sig i at ligge stille, men at det føltes forkert. Hans naturlige impuls var at bevæge kroppen, at lade hovedet gynge fra side til side under ansigtsmassagen og at vippe fra side til side i kropsmassagen.
Min første reaktion, da han begyndte at bevæge sig, var frygt: mister jeg nu kontrollen (som om kontrol overhovedet er overensstemmende med tantra…), mister jeg nu lederskabet? hvad sker der, hvis jeg går med? Men da jeg fik øje på min frygt, forvandlede den sig til nysgerrighed, og jeg lod mig invitere med ind i bevægelserne. Hans bevægelighed blev en invitation til mig om at bevæge mig med, og det blev en meget levende massage, hvor vores kroppe helt naturligt bevægede sig sammen.
Den massage fik mig til at tænke på, hvor tit vi tror, vi ved, hvad der er godt og rigtigt for den anden. Den intention, vi har med den anden (fx den overbevisning, at kropslig uro er det samme som indre uro, eller at hvis man skal lære at slappe af, må man øve sig i at ligge stille eller omvendt: du skal bevæge dig for at mærke dig selv, er alle overbevisninger om rigtigt og forkert. Intentionen er naturligvis altid i udgangspunktet sagt, tænkt og ment kærligt, men det kan meget vel blive det, der gør, at den anden ikke går med sin impuls eller kommer til at føle sig forkert.
I tantraen inviterer jeg dig til at undersøge det. Lig stille, bevæg dig, luk dine øjne, åbn dem. Lad dig ikke nøjes med dine egne eller andres faste overbevisninger om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt. Prøv det af.
Kærlig hilsen Trine.
I tantramassagen inviterer jeg dig til at gå i kontakt med dig selv. Du inviteres ind i at mærke, hvordan det er derinde. Vejen går gennem sansningen – og ikke gennem din historie om dig selv.
De fleste mennesker bærer rundt på mange historier om sig selv. Jeg er sådan en, der ikke kan give slip, jeg er sådan en der har ”kontrol på” osv. Tantramassagen byder et stort velkommen til ALLE de historier, du måtte bære rundt på. Dem, du godt kan lide, og dem du ikke bryder dig om. Ingen af historierne gøres hverken rigtig eller forkert, alene af den grund, at det ville være en selvmodsigelse, da de jo netop BLOT er historier, og derfor hverken KAN være rigtig eller forkert.
Hvis disse historier og tanker om dig selv blot får lov til at VÆRE i dig og i rummet mellem os, i stedet for at blive bearbejdet eller dissekeret, så opstår der et nyt rum, hvor din sansning kan leve. Et rum i frihed.
Nogle beskriver det som, at cellerne danser, og at de danser videre efter massagen. Nogle beskriver det, som at de pludselig blev forelsket i sig selv, da de så at den historie de havde skabt om sig selv, blot VAR en historie, og at der inde bag ved var KÆRLIGHED.
Det kan opleves vældigt stærkt komme i kontakt med sig selv UDEN om historierne, og for nogle sætter det nye bølger af bevægelse i gang i deres liv. Dine historier er der, og kan i andre sammenhænge fint undersøges, pilles fra hinanden og genskabes i nye versioner. I tantramassagen møder vi dem med bevidstheden om, at de er der, men de ER IKKE livet selv.
Det er dette rum, jeg gerne vil invitere dig ind i.
Kærlig hilsen Trine
Jeg elsker Michael Kvium. Jeg elsker ikke hans billeder, men jeg elsker, at han maler det for os, det grimme inden i – fordi det ER der, og det er en del af det hele, og det er smukt og grimt på samme tid.
I tantraen er der det, der er. Jeg tager ikke udgangspunkt i det grimme, og jeg tager ikke udgangspunkt i det smukke. Jeg sanser og mærker og sanser og mærker og er i opmærksomhed med det, der er – og det, der opstår undervejs.
I den tantra jeg formidler vil du ikke se, at jeg prøver at løse et problem for dig, for jeg vil ikke have dig nogen steder hen. Måske løser et problem sig faktisk, eller måske oplever du, at du bevæger dig et nyt sted hen, fordi oplevelsen af at være i et rum uden mål og uden forventning simpelthen er det, der gør det. Men bevægelsen er blot noget, der sker, ligesom livet bevæger sig, og du trækker dit vejr uden at anstrenge dig.
Det kan virke voldsomt provokerende på nogle. ”Jamen, vil du slet ikke noget med mig”. Nej, ikke andet end mødes med dig og lade det der opstår, bevæge os sammen.
Jeg mindes, da jeg for en del år siden gav min søn Silas på 4 år en kropsmassage. Først hele bagsiden og dernæst forsiden af kroppen. Da massagen var slut, lå han helt stille, fyldt op af al den sanselige berøring. Så kiggede han på mig og sagde: ”Men mor, du mangler noget.”
Jeg vidste med det samme, hvad det var. For ham var det det mest naturlige i verden, at tissemanden også blev berørt, ligesom alt andet på kroppen – også øreflipper og tommeltotter – var blevet det. Og oplevelsen af at jeg var gået uden om det ene sted på kroppen, gav ham nu et fokus, som flyttede den helkropslige sansning til netop dét sted.
Jeg kunne jo ikke massere tissemanden og risikere, at han gik over i børnehaven og sagde: ”Min mor masserede min tissemand i går”. På den anden side ville jeg – ved ikke at berøre stedet – plante en følelse af, at denne del af hans krop var anderledes og lidt forbudt og derved lade ham få en større eller mindre oplevelse af skam i forbindelse med en kropsdel, som for ham var lige så naturlig som hans lillefinger.
(Og det er ikke svaret, men dilemmaet der er interessant her)
Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg blot kunne have strøget ham let hen over tissemanden, og han ville have oplevet den som en del af kroppen på lige fod med alle andre dele. Men jeg røg lige på hovedet i min egen moral og min egen historie om skyld, skam og forbudthed.
Denne lille episode er smuk i sin enkelthed og beskriver noget essentielt i min forståelse af hvad tantra er.
Det naturligste i verden.
Kærlig hilsen Trine.