”Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig.”
En mand sagde for nylig efter en tantra massage: Det, der var det vildeste, var den tillid, du viste mig. En anden gang var der en, der inden massagen spurgte: Hvor går dine grænser? Der er sammenhæng mellem de to ting, men hvordan nu det?
Grænser og tillid
Når jeg mødes med et menneske i en tantramassage, inviterer jeg ind i frihed, ikke ind i grænser. Nogle ville måske mene, at grænserne gør tryg. Jamen, så ved jeg, hvor langt, jeg må gå. Og du ved, hvor langt du må gå med mig. Er vi så ikke trygge? Måske, men så er vi også på forhånd klar over, hvor vi er på vej hen, og hvor vi i hvert fald IKKE er på vej hen. Og ja, det kan måske føles trygt, men står også i modsætning til det, tantraen inviterer til, nemlig sanseligt nærvær uden mål og projekter, frisættelse, overskridelse, frihed fra normer, moral, indprentninger og historier om, hvad der er rigtigt og forkert, ikke mindst i vores seksualitet og forhold til os selv og den anden. Alt sammen erfaret gennem den umiddelbare sansning. Tantra er ikke wellness, men det er heller ikke sex, som vi kender det.
Hvis jeg inviterede ind i grænser, hvis jeg startede med at fortælle, hvor mine grænser gik, ville den anden sandsynligvis blive optaget af, om han eller hun nu kom til at overskride mine grænser. For vi er jo ordentlige mennesker, og vi vil gerne gøre det rigtigt – gøre det rigtige – være rigtige. Og så er vi tilbage til historierne igen, indprentningerne om rigtigt og forkert. Og måske ville jeg endda komme til at invitere ind i historien om kvinden som det svage køn og manden med den farlige seksualitet, som skal holde sig tilbage, passe på han ikke kommer til at begå et overgreb. Giver jeg ham ansvaret for mig, tager han det, for det har han lært, han skal.
Ingen behøver tage ansvaret for mig. Faktisk ønsker jeg det ikke. Men jeg ønsker at mine jaer og mine nejer respekteres, straks de er udtalt eller vist. Og det gør de også. At tage ansvaret for mig selv, gør mig tryg, og det handler ikke om grænser, men om den ramme, jeg arbejder indenfor. Og her kommer så det med tilliden ind i billedet. Det med ”det vildeste, var den tillid, du viste mig”. Jeg møder IKKE den anden med en samfunds – hen over mange generationer – nedarvet frygt for manden og hans seksualitet. Jeg formulerer klart et alternativ, nemlig at vi begge går i kontakt med os selv i mødet med den anden. Og at vi selv har ansvaret for vores ja og vores nej. Den eneste, jeg kan mærke er mig selv. Men mødet med den anden gør noget ved mig. I sansningen, i bevægelsen, i følelserne. Noget der tit opleves i mig som kærlighed.