En lille smiley i hjertet

En lille smiley i hjertet

Ikke hele tiden

– men tit. 

Nå dada. Hjaltes overgangsfest er d. 4. maj og håndværkerne kan ikke bestemme sig for, hvem der har ansvaret for at bryde op, så de nye rør kan lægges. 

Vi har vandskade i badeværelset og i gangen. Det skete i januar, og vi har stadig badevogn nede ved vejen og intet gulv i gangen. Ren beton i badeværelset. Godt vi ikke går op i sådan noget her i familien. 

Lige nu er det min evne til at observere og smile, som viser sig gavnlig. Al den meditationstræning giver pote. Det ER faktisk lige gyldigt for mig, at vi ikke bliver færdige til festen. Undtagen altså hullet i gulvet i gangen. Det vil jeg gerne have lappet, så gæsterne ikke ryger i. 

Den største udfordring er overblikket. Hvad er det næste der skal ske i rækkefølgen af håndværkerpraktikker. Smed, tømrer, murer, vvs og maler.

Vi havde i øvrigt aldrig haft råd til et nyt badeværelse, hvis ikke gulvarmen var sprunget læk. Nu skal de orange fliser fra 1971 skiftes ud.

Og det kræver sin mand at holde styr på alt det, så det godt, jeg har Jørn, for uden ham er det ikke sikkert, jeg kunne bryste mig af at være blevet virkelig god til at skille skæg fra snot og stå roligt i stormvejr. Trække vejret og give slip. Smile alligevel. 

Det handler vist både om observation og om perspektiv. 

Hvilke briller ser jeg med? 

Ham, som kom til massage i dag, kom for sent. Ikke meget, men nok til at han blev urolig for han var opdraget til punktlighed og til at komme til tiden. Og samtidig til strækkeligt for sent til at jeg blev rolig, for jeg havde brug for lidt tid til at sidde stille og falde ned efter al den håndværkersnak (som jeg sagde til ham), hvorefter han faldt til ro.

Der er læring i ALT. Så tak for den og for i dag. Og for i morgen.

Kærlig hilsen Trine