Min krop er min, og jeg kender den

Min krop gør ondt. Der er smerterne ved skulderbladene, som trækker ud i armene og giver en sovende fornemmelse. Sådan har det været et stykke tid, og det er en anden sovende fornemmelse end den, jeg har i benene om aftenen, som jeg har læst er helt normalt, når man bliver ældre. Det hedder dårligt blodomløb og er arveligt. Det kan give åreknuder, som man kan få fjernet kirurgisk, men kun betalt af det offentlige, hvis det er til gene som andet end noget, der er grimt. Det skal gøre ondt, før du har råd. Når du bliver gammel (nok). 

Det er okay. 

Faktisk. 

Min krop er min, og jeg kender den. Jeg kan snakke med den, hvis jeg vil. Jeg kan spørge ind til, hvad det er, den vil fortælle mig. Jeg giver ikke universet ansvaret, og jeg mener ikke, at noget univers har patent på sandheden om en årsag, der giver mening. Nogen gange er der kun spørgsmålet, der skal stilles, og ikke noget svar at lede efter. 

For det er ikke fraværet af smerter, der er succeskriteriet for mit liv. Smerter eller ej, så vil jeg leve mit liv, så det giver mening for mig. Tænk den skræmmende tanke, at jeg først skulle sørge for at mine skuldersmerter var væk for at nyde mit liv.

Det kan da godt ske, at jeg møder en form for svar, når jeg nu spørger undersøgende og nysgerrigt til budskabet i smerterne, og det kan også godt være, jeg spørger nogen, der ved noget, jeg ikke ved, fordi det er smart nok. Men det handler nu mere om at gå opdagelse i smerten end at få den til at gå væk. Sjovt nok opdager jeg, når jeg mærker smerten og bliver lidt ved den, at den ændrer sig. Nogen gange GÅR den væk ved at få opmærksomhed. Ligesom følelser i øvrigt, men det er en anden historie, som jeg sikkert havner i en anden dag.