En lille tekst om noget stort
Der skulle gå 27 år.
Forrige søndag var altså lidt ud over det sædvanlige. På den gode måde. På den der måde, hvor man pludselig går rundt og er lykkelig.
Sådan var det den dag.
Jørn og jeg byggede en reol til garagen. En ordentlig en af slagsen. Hele mellemgangen i garagen er nu en reol, hvor rod kan sættes i system. Halleluja, hvor er det fedt!
Nå, ja det er jo dejligt at få ryddet op og organiseret lidt, særligt for typer som Morten og mig, der aldrig har fået det lært hjemmefra (og det er let at tørre fødderne af i andres dørmåtte..)
I 27 år har jeg forsøgt at få Morten til at forstå, at når noget skal gøres… når man fx skal have bygget en reol i garagen, ja – så er det godt at aftale at gøre det. Fx på en søndag og afsætte dagen til det.
Men Morten fungerer ikke på den måde. Faktisk kan han slet ikke lide at bygge reoler.
Men nogen gange skal man jo, men behøver det være nu? Kan vi ikke tage det senere. Det er jo snart sommerferie. Allerhelst kan vi så ikke tage lidt af gangen, behøver vi afsætte en hel dag? Og måske vil jeg egentlig også helst gøre det selv. Hvis altså ikke du vil.
I søndags gik det hele op i en højere enhed. Jørn: Vi skal have bygget en reol, så vi kan få ryddet op. Skal vi ikke gøre det nu? Men jeg gider ikke gøre det alene.
Og det gjorde vi så i søndags. Vi byggede den skide (flotte) reol Jørn og jeg. Og vi sluttede først da den var færdig.
Og imens arbejdede Morten. Sad på sit værelse og skrev. Lavede det han elsker. Slap for det han hader. Kom ud til os ind imellem og kiggede lidt på, hvordan arbejdet skred frem. Senere lavede han aftensmad til os. Og serverede den.
Der er nye hakker, der falder på plads.
Den søndag var der en fornemmelse af balance i mellem os og et nyt system i familien. Ingen der ville have nogen til at være på en anden måde og fungere anderledes end hvordan de faktisk fungerer.
Der var plads. Der var rummelighed. Der var ny bevægelighed.
Og en ny reol i garagen.
Som et jordskælv, hvor man ikke kan kende udsigten bagefter
(En tekst for dem, der interesserer sig for tantra som en meditation)
Det var som et jordskælv, hvor jeg ikke kunne genkende udsigten bagefter. Sådan beskrev han sin tilstand efter massagen for et år siden. Og i et stykke tid herefter.
Det startede med en mail. Han skrev, at han havde prøvet en del forskellige massager, men aldrig en tantramassage, og han var åben og nysgerrig. Det blev en omvæltende massage.
Efter massagen (for et år siden) skrev han dette:
Der er mange ting, jeg gerne vil fortælle, men det er svært. Mht. massagen kan jeg sige, at det var første gang i mit liv, at jeg følte min krop som en helhed: jeg kunne tydeligt mærke, at alle dele af min krop var forbundet: fra top til tå følte jeg, at der ikke var barrierer. Det er også første gang i mit liv, hvor min penis har fået opmærksomhed: i almindelig massage springer hænder over, som var det et farligt område. Selvfølgelig får penissen opmærksomhed i løbet af sex, men din massage betragtede hele min krop med det samme interesse. Det var lige som for første gang, at nogen accepterede jeg har et køn. Endnu mere var jeg fri til at have en erektion. Det var så befriende: jeg skulle ikke skjule min erektion! Jeg skulle ikke skjule min krop og mine følelser. Jeg kunne bare være mig selv og nød frit. Jeg kunne udtrykke mig selv uden at sætte grænser.
Men jeg kan kke beskrive, hvad der skete i løbet af massagen. Jeg ved ikke, om jeg havde orgasmer eller hvad var de der bølger af nydelse? Jeg ved bare, at min krop var fuld af energi; den har aldrig været så fuld af energi. Det var næsten uhyggeligt: jeg kunne ikke kontrollere min krop. Uanset min penis var slap eller stiv var der en strøm af energi i min krop. Jeg kunne ikke følge dig og dine hænder. Mit sind fór vild. Bagefter skulle jeg gå en lang tur og hjemme puttede jeg hænder og ansigt under kold vand: jeg brændte.
Det var en enestående oplevelse. Jeg var nøgen, men massagen handlede ikke om penis: den var ikke målet, men var på en måde et middel. I sidste ende var det en nærmest mystisk oplevelse.
Siden da er det blevet til en del mails frem og tilbage, og i går var han her så igen.
I mellemtiden:
Jeg havde været usikker på, om vi skulle mødes i en massage igen. Og jeg havde fortalt ham om det. Stillet mig selv spørgsmålet om den energi, han havde oplevet som fuldstænding ukontrollerbar, nu også var god at gå ind i igen. Om hans jeg-fornemmelse var klar nok til det. Om hans basis var i orden.
Og jeg havde været i kontakt med min egen frygt for, hvad der kunne ske. Om jeg ville kunne få fornemmelsen af, at have skubbet ham over en kant, hvis han forsvandt ind i den opløsning og det space, som han havde oplevet første gang. Jeg frygtede for ikke at kunne få ham tilbage igen.
Derfor aftalte vi en samtale inden, og undervejs i den ville jeg så tage stilling til, om vi skulle fortsætte ind i en tantramassage.
Samtalen:
Jeg havde forberedt mig på samtalen og på at fortælle ham om mine erfaringer med meditation. Om at bevæge sig fra det konceptuelle sind ind i enhedsbevidsthed. At gå den vej, jeg har lært at gå på Nordlyscenteret i Silkeborg. Og om hvad jeg tror, der skete for ham for et år siden.
Det blev en samtale, hvor vi undersøgte tantramassagen i et meditativt narrativ. Altså forstået som en meditation, som eksploderede, og udløste et jordskælv uden lige. En udsigt der forandrede sig fuldstændig radikalt – og meget overvældende, fordi det var helt ude af kontrol. Et nyt verdensbillede, der sprang fra normalbevidstheden, som er baseret på historier og koncepter, begreber, sprog og modsætninger – og ind i en opløsning af jeget. Ind i virkelighedens grundlæggende natur som absolut modsætningsløs, fri og forbundet med alt.
Wow, det kan da nok også tage pusten fra enhver. Det gjorde det for ham, og det gjorde det også for mig.
I samtalen fik vi på en måde ord på det, der var sket for et år siden. Han fik integreret oplevelsen i normalbevidstheden med sprog og begreber. Og samtidig med et fælles grin og et glimt i øjet i forvisningen om, at alle ordene på tavlen, det vidste vi begge, slet ikke ER virkeligheden. Blot en historie vi fortalte om det, han oplevede i den første massage for et år siden.
På en måde tjekkede jeg, om han var forankret i den konkrete virkelighed. Fornemmede mig frem til, om han var i stand til at reflektere, træde ud af sin historie og se hvordan emotioner og tanker ikke VAR ham. Tjekkede om han deltog i et helt almindeligt liv – med begge ben på jorden. Med arbejde, relationer og fornemmelsen af hvem han selv var, så han i tryghed kunne træde ud af det igen og ind i den naturlige essens.
Og det kunne han, og så jeg var helt klar til at møde ham i massagen.
Massagen i går:
Det blev en massage, der igen åbnede ind til enhed, men denne gang var der “styr” på energien. Ikke kontrolleret styr på. Ikke mentalt styr på, men han bevægede sig ind i og ud af enhedstilstanden og landede sammen med mig bagefter. Han skulle ikke ud og gå i græsset for at mærke jordforbindelse og behøvede ikke noget mad for at mærke sin krop. Der var øjenkontakt og smil og to overarme, der struttede af kraft og løftede sig til et: Jeg kan vælte hele verden nu.
Og jeg havde bevæget mig gennem min frygt for, om jeg kunne håndtere det og ind i tillid til mig selv og ham og en stor taknemmelighed over at være med på hans rejse, som også blev min.
Jeg har aldrig selv haft så kraftig en oplevelse, som dem, han har haft hos mig, men ved at være med på hans rejse, tage vare på min egen utryghed og på den måde blive tryg, forandrede min frygt sig til taknemmelighed, mens den overbelastning han havde mærket efter første massage blev til vitalitet.
Og i dag (dagen derpå) mærker jeg en større åbning i min egen morgenmeditation. Som om den tryghed – og det at være med ham i går, gør at jeg tør slippe min egen kontrol mere.
Sikke en erfaring af få.
Sikke et arbejde at have.
Sikke fint.
Forandring er at blive den jeg er
Tre formiddagstimer sammen med seks andre skønne kvinder og igen bliver det klart for mig, at det overhovedet ikke giver mening at fjerne sig fra sin natur og det helt aldeles almindelige menneskeliv, hvis jeg gerne vil leve vågent, opmærksomt og i overestemmelse med det, der føles sandt og godt.
Og det gør vi da heller ikke i gruppen. Vi er der med det hele, mens vi undervejs opdager, hvordan vi fjerner os fra det der er og laver alle mulige krumspring.
Krumspringslisten er lang: Hvis jeg er træt, kan jeg få lyst til ikke at være med i øvelsen. For så kan jeg jo ikke bidrage, eller så får jeg jo ikke det optimale ud af øvelsen. Invitationen er i stedet: VÆR der med din træthed. Se hvad det gør ved dig, når du har lov til at være her sammen med os og være træt samtidig. Mærk, hvordan du kan slappe mere af og hvordan dine indre krav om det ene eller det andet forsvinder. Hvordan du går fra: “det kan jeg lide eller “det kan jeg ikke lide” til I” dont mind.”
Det er også der, hvor jeg i en berøringsøvelse pludselig forstår og helt konkret mærker, at jeg ikke længere skelner mellem mig selv og den anden, på en måde hvor jeg fjerner mig fra mig selv og fra min helt tilgængelige naturlige kontakt til min væren.
Det er et sted i mig, hvor jeg ikke sammenligner længere. Hverken med de andre eller med hvor jeg er nu i forhold til, hvor jeg var i går. Udviklingstrangen (og -tvangen) er væk, og tilbage er rummet i mig, hvor alt er godt, og jeg er god nok, fordi det er tilstrækkeligt at være den jeg er, som lige nu er den, som ikke føler sig god nok. Det er paradoksalt nok denne accept der gør, at jeg bevæger mig videre.
Det er i den konkrete kontakt til børn, hverdag, arbejde, den anden kvinde, hende der trikker noget i mig, hende jeg tiltrækkes af, alle de praktiske ting, jeg skal have ordnet inden konfirmationen og listen er meget længere. Det er her, det sker.
Og det er ikke mindst i min konkrete kontakt til min krop og min sanselighed, at jeg får chancen for at holde op med at projicere alt ud på de andre mennesker eller livets omstændigheder.
Kærlig hilsen Trine
Tanker efter min fordybelsesgruppe for kvinder <3på vej hjem i bilen.
Hvad er det jeg skal lære? (og det kan enhver spørge sig selv)
Og hvordan er det jeg overhovedet forstår og forklarer min tilgang til det, jeg laver med kvinderne hver anden uge på Regnbuefabrikken i Brabrand.
Det giver jeg et lille bud på her. Lidt med ord og også med en lydoptagelse, hvor jeg forklarer mig. Måske synes du, det er sært, anderledes eller bare lige så spændende, som jeg synes <3 Og ikke et ord om tantra (som gennemsyrer det hele)
Alt er bevægelse. Alt bevæger sig. Det kan det ikke betale sig at prøve at kontrollere livet, for livet lader sig ikke styre.
De øvelser, vi laver, er blot en ramme, hvori noget (af livet) kan undersøges og spejles ud i resten af eksistensen og livsverdenen. Det kommer til mig helt naturligt. Jeg mærker ind i det, der sker i gruppen og temaer for dagen, og vupti er der en ramme, hvori noget kan undersøges.
Gruppen og I som individer er også i bevægelse, så en øvelse kan altid vise noget nyt. Der er en retning i øvelsen, men når forståelsen er, at alt er bevægelse fra øjeblik til øjeblik, og dermed forandres hele tiden, så kan resultatet af en ramme, der gentages, aldrig være ens.
Hvis vi skal tage den endnu længere, så er næste niveau også at slippe overhovedet at få noget som helst ud af det. Ja, det er provokerende og usædvanligt i en verden, hvor alt gøres op i mål, middel og resultat, og det kræver lidt tilvænning, men ikke desto mindre er det den måde, jeg tænker og arbejder på. Derfor er øvelser aldrig ens, selvom det kan se sådan ud. Og det er ikke det samme som at lade stå til eller ikke reagere og handle, selvom det kan være det, hvis det udspringer af konfliktskyhed. Den har jeg haft en del mere af tidligere i mit liv, end jeg har i dag. Jeg er glad for at jeg har fået mere tillid til mig selv her. At jeg nu tør bringe det frem som skurer i mig. Uden konflikt, men kærligt, hvilket ikke nødvendigvis er let, når jeg bliver ramt på noget af mit eget besværlige “stof”.
Og hvad er der at gøre andet end at spørge mig selv (og lad os alle gøre det): Hvilken læring var der for mig i det? Hvor er mine skygger? Og hvordan kan jeg (hurtigst muligt) trække ansvaret hjem til mig selv, så jeg kan vokse og gro og andre kan det samme. Vel at mærke uden at dunke mig selv for meget i hovedet med det, jeg kunne have gjort anderledes. Det er den vej, hver enkelt af os må gå. Trække ansvaret hjem.
Og hvis vi derefter kommer til at dunke os selv lidt for meget i hovedet med ikke at være ok, så er det tid til en tur ud at handle (tak for den til en af mine skønne deltagere). Ned i Rema og lægge mærke til de små ting. Tilkendegivelserne, smilene eller ham der holdt døren for mig, da jeg stod der med alle mine indkøbsposer ved bilen. Gøre det der skal til, så hjertet åbner sig igen. Altid allerede elsket.
Lyt med her – Kærlig hilsen Trine
En lille smiley i hjertet
Ikke hele tiden
– men tit.
Nå dada. Hjaltes overgangsfest er d. 4. maj og håndværkerne kan ikke bestemme sig for, hvem der har ansvaret for at bryde op, så de nye rør kan lægges.
Vi har vandskade i badeværelset og i gangen. Det skete i januar, og vi har stadig badevogn nede ved vejen og intet gulv i gangen. Ren beton i badeværelset. Godt vi ikke går op i sådan noget her i familien.
Lige nu er det min evne til at observere og smile, som viser sig gavnlig. Al den meditationstræning giver pote. Det ER faktisk lige gyldigt for mig, at vi ikke bliver færdige til festen. Undtagen altså hullet i gulvet i gangen. Det vil jeg gerne have lappet, så gæsterne ikke ryger i.
Den største udfordring er overblikket. Hvad er det næste der skal ske i rækkefølgen af håndværkerpraktikker. Smed, tømrer, murer, vvs og maler.
Vi havde i øvrigt aldrig haft råd til et nyt badeværelse, hvis ikke gulvarmen var sprunget læk. Nu skal de orange fliser fra 1971 skiftes ud.
Og det kræver sin mand at holde styr på alt det, så det godt, jeg har Jørn, for uden ham er det ikke sikkert, jeg kunne bryste mig af at være blevet virkelig god til at skille skæg fra snot og stå roligt i stormvejr. Trække vejret og give slip. Smile alligevel.
Det handler vist både om observation og om perspektiv.
Hvilke briller ser jeg med?
Ham, som kom til massage i dag, kom for sent. Ikke meget, men nok til at han blev urolig for han var opdraget til punktlighed og til at komme til tiden. Og samtidig til strækkeligt for sent til at jeg blev rolig, for jeg havde brug for lidt tid til at sidde stille og falde ned efter al den håndværkersnak (som jeg sagde til ham), hvorefter han faldt til ro.
Der er læring i ALT. Så tak for den og for i dag. Og for i morgen.
Kærlig hilsen Trine
Ud af et håb om noget
Jeg er fyldt af en dyb ydmyghed over at få lov til at arbejde med mennesker, og jeg har den vildeste respekt for, hvordan de modigt dykker i sig selv spirituelt, følelsesmæssig og kropsligt. Ud af et håb om noget springer en motivation, som får dem til at komme hos mig.
Mandag var det en tantramassage med en mand, som gerne ville genetablere kontakten til sin sanselighed. Han var usikker på, om han ville kunne slippe kontrollen og fornemmelsen af at alt efterhånden foregik oppe i hovedet. Han fortalte om sin meditative praksis, og vi talte om, hvordan han kunne tage den med ind i massagen. Meditere og lade kroppen være porten. Fokusere på sansningen, når og hvis tankerne blev for mange. Det var nok, og han hengav sig fra første øjeblik og fandt frem til steder, han ikke havde været længe og som han troede han havde mistet kontakten til.
I går var det en session med et par, som gerne vil udvide nærværet med hinanden. Først ind i nærværet med sig selv ved at øve sig på at blive i kontakten til sig selv uden at hoppe over i at ville gøre det godt for den anden. Og så tage det med hjem og tage det med ind i den skønne elskov de allerede havde. Smukke modige mennesker var de.
Og senere i dag venter så en Sanselig erkendelse. Et menneske med en forhåbning om at bevæge noget kommer og deler og undersøger sammen med mig. Først i en terapeutisk samtale for så at slippe det hele og dykke ind i sig selv i tantramassagen.
Ud af et håb om noget kommer motivationen. Noget sættes i bevægelse og bevægelsen bliver bevidst.
Med ønsket om en dejlig dag til alle.
Kærlig hilsen Trine
Det handler om tryghed, tillid og forståelse
– og derfor taler jeg altid med folk i telefonen, inden vi mødes i en tantramassage.
Han har lagt en besked på min mobilsvarer. Allerede her kan jeg mærke det. Mit ja til ham. Og det bliver bekræftet, da vi så snakker sammen efterfølgende. Det er tydeligt. At alt er fint.
Allerede i den første sætning fra hans mund, mærker jeg det. Han taler fra hjertet og er ikke optaget af at få noget af mig, men af at undersøge noget i sig selv. Møde sig selv i mødet med mig.
Han har læst rundt i mine tekster på hjemmesiden. Dejligt. Han har lavet sit forarbejde. Indefra og ud. Ansvarligt.
Der er meget, der vækker genklang i ham på en ny måde, siger han.
Noget han ikke før har beskæftiget sig med banker på. Hengivelse, opmærksomhed, langsomhed. Ikke at præstere andre steder end der, hvor det giver mening at præstere. At kigge på sig selv fra en ny vinkel. Et helt og et helt nyt perspektiv. Meget ulig det meste i hans liv. Faktisk.
Det er dejligt at snakke i stedet for at sms´se, siger han. Det er som om, vi har glemt, at det giver en helt anden fornemmelse af den anden at høre stemmen. Jeg bliver tryg af det.
Og hvis du så vil sende dine kontaktinfo til mig, siger jeg.
Naturligvis, svarer han.
Jeg er tryg, kan jeg mærke. Og det er ikke en tryghed der kommer ud af en bekræftelse på, at der ikke er noget at være bange for. Det er måske det, der er med mig. En let naivitet og en dyb tillid til mennesker. Så indgangen til dem altid er åben. Og en tillid til mig selv. Indefra og ud. Tillid til mig er tillid til dig. Også til at jeg nogen gange skal sige nej. Og at jeg kan det. Men ikke idag.
Nu er der ikke andet du skal, siger jeg. Der er ikke noget, du skal forberede dig på, for der er intet du skal præstere. Du har forstået det.
Velkommen <3
Læs mere om tillidhttp://www.trinedupont.dk/det-er-som-om-jeg-har-kendt-dig-altid/
Hånden på hjertet
Jeg gentager måske mig selv i mit indlæg. Men så er det fordi, der lige nu er noget, der skal gentages med nogle nye ord. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg havde så fin en massage i går, og der er noget om giver og modtager, der skal italesættes i dag.
Manden kom til tantramassage, fordi han gerne ville erfare og opleve at modtage. Ikke længere være så optaget af at gøre det godt for kvinden. Mærke sin egen krop og hengive sig til det, der opstod der. Men det forunderlige skete, for det gik op for ham, at det jo slet ikke er det, det handler om. Altså at modtage. Eller at give for den sags skyld.
Efter massagen snakkede vi lidt om det. Hvordan han oplevede at åbne sig i det øjeblik, i den sansning, i det sekund, hvor han slap ambitionen om at modtage og blot gik ind i mødet med sig selv og med mig. Det var der i det øjeblik, hvor en fin, let berøring kom fra ham. Det var der, hvor jeg lagde min ene hånd på rodchakraet og den anden på hans hjerte, og han for første gang oplevede, at hans sensualitet også sad i hjertet. Det var der, hvor jeg lagde mit hoved tæt ind til hans.
Lige der slap det. Lige der erfarede han, at det jo er det samme. Om han ønskede at modtage eller give. Begge dele er del af en dualisme, som skiller ad og ikke forbinder.
At det nogle gange er nødvendigt at opleve adskiltheden og modsætningerne for at komme ind i forbundetheden, ind i overgivelsen, hengivelsen og mødet – ja, det er en anden sag.
Smukt var det.
Læs mere om tantramassage som et fælles menneskeligt mødested her:
Hvis fremtiden er NU
Jeg har lige afsluttet min uge med Sanselig erkendelse. En session som er en terapeutisk samtale efterfulgt af en tantramassage.
I dag var det en nylig ulykke, der var omdrejningspunktet. Det vækkede en grundfølelse af frygt i min gæst.
Vil det kunne ske for mig igen? Hvordan vil mit liv så komme til at se ud? I sidste ende lever jeg så det liv, jeg gerne vil? Inden jeg en dag ikke er her mere. Og den dag kunne være i morgen. Så hvad ønsker jeg mig. Hvad har værdi for mig? Og hvordan handler jeg så? Hvis fremtiden er NU.
Ulykker kan vække det, som ikke var vågnet endnu. Fx hvad der giver mening i mit liv. Og at kontakte det sårbare eksistentielle rum indeni – sammen med en anden. Det er godt.
Og så slippe det igen og træde ind i massagen, som åbner til livskraften, til lysten, til nærværet, til ikke at skulle noget som helst andet end at være her. Give sig hen. Mærke lysten som en kraft der er der hele tiden, men som også nogen gange slumrer og sover, og skal vækkes.
DET blev meningsfyldt for ham, og det er også den følelse, jeg går på weekend med.
Kærlig hilsen Trine
Trine Dupont
Tantramassage og psykoterapi Århus
Læs mere om Sanslige erkendelse herhttp://www.trinedupont.dk/sanselig-erkendelse-forening-af-krop-og-sind/ og her http://www.trinedupont.dk/sanselig-erkendelse-psykoterapi-og-tantra/