Tag den hjem kvinde

Tag den hjem kvinde

Jeg er ikke ude på at fornærme nogen. Jeg ved godt, at mange kvinder har det svært i tiden op til menstruation. Det præmenstruelle helvede. Ja, ærligt, for nogen er det sådan. De er ude af sig selv. Sur på manden, sur på børnene og fanget i destruktive dynamikker. Eller de er triste. En dyne lægger sig omkring sindet og følelserne. Ingenting er rigtigt godt. Hormoner, siger vi så. Det er jo hormonerne, der huserer. Og ja, det er det, men jeg har opdaget noget. Jeg behøver ikke vente på, at menstruationen kommer for at skylle mig igennem. Jeg kan lade hormoner være hormoner og så selv tage den hjem.

Jeg er vej ind til byen sammen med Jørn. Vi skal spise ude. Det er vist mest mig, der vil. Men jeg trænger til at komme lidt ud. Jeg er sur. Jeg er irriteret. Vreden ulmer. For meget jul og for mange feberramte børn og voksne – på skift hen over ferien. Jeg er sur. Ja, jeg er, og jeg vil gå tur. Jeg vil helst ud i naturen, siger jeg, men klokken er mange, og det er blevet mørkt. Pis.

Jeg kan også sætte dig af, og så kan du gå ind til byen, siger Jørn. Tak, god ide og jeg stiger ud.

Og det gør jeg så. Går. Fra Ringvejen og indad mod byen. Jeg ved godt, det ikke nytter at være sur på de andre. Og heller ikke mig selv. At jeg kan gå igennem det. Højt tempo. Energi. Vejrtrækning. Ind i kroppen. Og så får jeg den ide, at jeg vil kigge på, hvad det er, der er i mig. Lige nu. Lige der. Mens jeg går. På hvilken baggrund udspiller mit drama sig.

Jeg tager kontakt til mit rodchakra. Det er okay, mærker jeg. Der er rimelig ro i tryghedsdelen. Basis. Jeg har en familie, og jeg ved, hvordan jeg ønsker mig det fremover. Sammen med dem. Jeg er klar i det. Men min krop til gengæld. Den trænger til omsorg. Opmærksomhed. Jeg spiser og drikker for meget, tænker jeg, og godt det snart er 1. januar. Jeg mærker tydeligt, at det, jeg har brug for, ikke er det, jeg giver den. Mit arbejde, min bolig, min økonomi. Det har det fint. Jeg har ideer, og de arbejder i mig.

Hara har det godt for tiden. Der er ro. Ingen længsler der kalder på mig. Ingen lidelse. Jeg er, hvor jeg skal være, og det bevæger sig. Og selvom jeg lige nu har et par dage uden ret meget lyst, bliver jeg ikke rigtig bange. Det er ok. Jeg ved, min lyst vender tilbage. Her er min kraft. Også min evne til at handle. Og jeg mærker min handlekraft blusse op, mens jeg går der på Silkeborgvej. At det er godt, jeg ikke længere holder tilbage. Ikke længere behandler mennesker som rådne æg, men siger det, der er. Tillader reaktioner og ikke længere bliver bange for det, der alligevel ikke er mit.

I solar pleksus er alt bøvlet. Det relationelle. Alle emotionerne og min medafhængighed. Alt det, der gør, at  jeg nogle gange mister mig selv fuldstændig. Synes jeg bør balancere det hele og prioritere og fordele mit nærvær mellem vigtige mennesker i mit liv. Men der er også renselsesprocesser i gang, mærker jeg. Gode klare strømhvirvler, hvor jeg tillader mig at mærke mere af bøvlet og ikke skubbe det væk.

Da jeg kommer til hjertet, åbner det sig bare. Lige der på fortorvet. Først kærligheden til mig selv, der føles som et varmt lys, der lyser indad. Jeg elsker mig selv lige der, og jeg synes, jeg gør det godt. Jeg ved, jeg har hjertet på rette sted, men at jeg mister forbindelsen til det indimellem. Men ikke lige nu. Og så bagefter åbner hjertet sig udad. Mod alle de mennesker i mit liv jeg elsker, elsker elsker.

Ved halsen snørrer det hele sig sammen. Der er stadig meget at få sagt. Ting der skal formuleres. Adresseres. Og de ting, som ER sagt, og som skal gentages. Ikke putte med det. Ud med det. Jeg ved det. Og jeg ved også, hvad det er.

I panden er der klarhed. Det er så klart. Lige der. Erkendelserne og klarhederne kommer som en lind strøm. Hvad der skal manifesteres i 2019 i mit liv. Hvad der skal tages hånd om ift. børnene. Hvem, der har brug for hvad. Hvad jeg selv har brug for.

Over hovedet i kronen åbner det hele sig. Der på Silkeborgvej. I mørket. På vej ind til byen i en ny version af mig selv med kraft, saft og styrke. Himlen over og jorden under og mig lige i midten.

Det føles virkelig godt at tage den hjem. Undersøge den baggrund som mit drama udspiller sig på. Jeg kan ikke bruge hormonerne som årsag til mit drama andet end til at slippe ansvaret for resten. Og giver jeg hormonerne skylden, fratager jeg mig selv muligheden for at transformere mit præmenstruelle helvede til en følelse af eufori og kraftfuldhed, som jeg så kan møde Jørn med en time senere. Hen over den kinesiske buffet.

Kærlig hilsen Trine

I JANUAR starter jeg NYE GRUPPER. Der er stadig pladser både i tirsdag formiddagsgruppen (https://www.facebook.com/events/306080326656884/)
og i tordags aftengruppen http://www.facebook.com/events/189420428642929/

Eller ring til mig på 91548295 og hør nærmere.

Du skal huske at strække ud mor

Du skal huske at strække ud mor

Solen står lavt over Høyanger. Norge er smukt, og i dag er Morten og jeg på tur. Vi har tænkt os at bestige Høyangers trappe. 1267 trappetrin op ad fjeldet.

De første 100 trin er lette nok, og vi snakker, men så begynder hjertet at pumpe, og samtalen går i stå. Jeg er i dårlig form, tænker jeg, mens jeg mærker, hvordan hele mit system er sat i bevægelse. Pulsen dunker i kroppen. Jeg hiver efter vejret. Efter 400 trin bliver benene tunge. Blylodder omkring anklerne. Vi holder pauser indimellem, og hver gang er det hårdt at komme i gang igen. Vi er mest stille. Koncentrerede. Fokuserede. Der er ingen tvivl. Vi skal bare op på den top. Lige efter en pause er der plads til ord. Det er ligesom den gang på Langtang, kan du huske det? Trapperne, der bare blev ved og ved, leddene der begyndte at gøre ondt, tvivlen på om de kunne holde. De otte kilo på ryggen. Det var inden vi fik børn, siger Morten.

Og så stilheden. S-T-I-L-H-E-D-E-N.

Den næste halve time går med at bare være der. I stilheden. Sammen. I minderne. Sammen. I min krop, som hjælper mig med at nå toppen, fordi jeg bare vil. Viljestyrke og villighed til lige at give den en tand mere. Trække mig selv op ved hårrødderne. Kom nu.

Der er ingen irritation. Det, vi bøvler med for tiden, knuden i maven, er væk for en stund, og vi bliver enige om at vi er gode til det her sammen. Gå sammen. Udfordre den dårlige form. Det åbner et rum, siger jeg. Ja, siger Morten, det gør det.

På vej ned ad går det tjept. Der er lettelse og livlighed og tempo på. Morten vil helst halvløbe og stoppe op og lave pauser, mens jeg går i mit eget jævne tempo lidt bagved. To forskellige stilarter. De virker fint sammen lige her.

Benene ryster, som vi nærmer os bunden af trappen. Vi er glade. Tager det sidste trin ned og står igen på vejen. Jeg kan ikke holde mine ben stille. De ekser under mig, og jeg må overstrække knæene for ikke at falde. Hele min krop bobler. Og så kommer latteren. Vi er fulde folk, der ikke længere kan holde balancen, og vi må støtte os til hinanden, mens vi med små langsomme skridt bevæger os hjemad.

Dagen efter har jeg ondt i læggene. Meget.

Vi sidder inde i stuen. Silje kommer hen til mig. Du skal huske at strække ud mor. Hun sætter sig over for mig på gulvet. Strækker benene ud foran sig og viser mig hvordan. Hun er en ung kvinde nu, tænker jeg. Smuk. Den veltrænede krop og det lyse hår. De mandelformede øjne. Jeg tror, jeg ved, hvad Hotel California egentlig handler om. Du har altid sagt du ikke rigtig forstod det, siger hun så. Lea kommer ind og sætter sig. Vi begynder at synge sangen. De mange vers sidder som naglet fast i min hukommelse. Det er et øjeblik, vi deler. Og det er en nysgerrighed, vi deler. Der er noget der lokker os ved den sang. Det er deres stofmisbrug de synger om, siger hun. Afhængighed.

Så pludselig er hun i gang med soløvelsen. Yoga. Hun lukker øjnene i pauserne mellem de forskellige positioner. Nyder at lande lige der. Falde lidt ind i sig selv. Et lille smil på læben. Hun har selv fundet vejen tænker jeg. Nu går hun selv. Tænker, føler og handler i sit eget liv.

Der er et rum i mig, der åbner sig lige der. En slags dobbelt opmærksomhed. Det var der på trappen sammen med Morten, og nu er det der igen. Det går indad i mig og udad mod de andre. Det er inden i, og det er udenfor, og det er imellem os. Samtidig. Og der er igen helt stille inden i mig. Jeg er lige der midt i virkeligheden, og det er den væren i virkeligheden, som heler mig lige der. Jeg er ikke adskilt fra noget.

Om at dele i en gruppe

Om at dele i en gruppe

Nye fordybelsesgrupper for kvinder i 2019 <3

https://www.facebook.com/events/306080326656884/

https://www.facebook.com/events/189420428642929/

MANTRA i kvindegruppen: Ikke dømme, men kærligt observere mig selv. Og lære noget nyt.  

Det er så vildt, hvordan det rykker lige nu i min kvindegruppe. Og i mig. Den sidste del er ikke så sært, for det at lede en kvindegruppe er et fantastisk spejl på mig selv, og netop dét hjælper mig til at tage lederskab og blive mere klar og tydelig. Noget jeg prøver at lære. Uden at dømme mig selv. Men i stedet observere mig selv kærligt. Lære noget nyt.

Skabe en atmosfære der i handling betyder, at enhver sårbar kvinde, der deler fra et sårbart sted i sig selv, aldrig lades alene. Hun skal støttes i at observere sig selv kærligt og ikke dømmende og gribes af de andre i det øjeblik, det ikke lykkes, fordi hendes indre sabotør, kaster sin skygge på hende.

Det, jeg tager op i gruppen, opstår næsten altid af noget, det er sket i gruppen, og sådan var det også denne gang. Det var en situation fra forrige gang. Det interessante er ikke situationen, men måden jeg greb det an på, for det er centralt for den måde, jeg leder mine kvindegrupper på.

Til januar åbner jeg for to nye grupper, og jeg vil gerne have flere kvinder med, så dette er også et indblik for jer interesserede i, hvordan jeg tænker. Og altså også et indblik i en lille del af det, som vi laver. Nemlig når vi deler med hinanden.

At dele med hinanden i en kreds er en obligatorisk del af aftenen. Vi har en ”talestok”, en fin blød træoval, som en af kvinder har bragt med. Det er ikke en runde, hvor vi en efter en taler på skift. Det er en deling, hvor den kvinde der har noget på hjerte, tager talestokken og dermed ordet. Ordet har hun, indtil hun lægger stokken igen. Når det struktureres på denne måde, giver det utallige muligheder for at undersøge nogle af de ting, jeg beskriver her.

I kvindegruppen i torsdags delte jeg mine tanker om gruppedynamik og det at dele med andre i en gruppe. Det kommer her.

Om at dele i en gruppe – dynamik, energi og opmærksomhed

Der er jo en balance der skal holdes! Hvis én snakker meget, er der mindre plads til de andre. Sådan er det! Du må have en slags dobbelt opmærksomhed, hvor du ser verden (de andre) og lytter indad i dig selv samtidig.

Hvad kan ske, når vi deler?

Dem, som er meget selvobserverende, kan komme til at glemme at tage deres plads, og kan komme til at sidde tilbage lidt i en rolle som ”offer” (sandsynligvis en rolle de kender godt). Den kan udløse irritation – både indadtil (hvorfor sagde jeg ikke noget?) og udadtil: hvorfor tog hun (igen) al pladsen?

Andre har meget historiefortælling i sig, og det tager tid. Historiefortælling kan være vældig inspirerende nogle gange og andre gange mindre.

Så prøv at være observerende på, hvordan du deler. Det kan være rigtig spændende at få øje på disse dynamikker inde i dig:

– Har jeg kontakt til mig selv når jeg deler? Tillader jeg mig lige at stoppe op undervejs og lige trække vejret og mærke efter, hvordan jeg lige har det.

– Er det mit ego, der kloger sig nu? (personligt gjorde jeg det meget engang, og når jeg mærker det nu, mærkes det som om, jeg på en måde flytter mig fra kontakten med mig selv, mens jeg taler).

– Har jeg opmærksomhed i, at jeg deler fra hjertet, eller taler jeg pr. automatik.

Pr. automatik er fx bare for at få luft, og det kan være fint, men hvis det bare bliver for at lette låget, så noget nyt kan hobes op, så er det automatpiloten, der er slået til. Lige som overspringshandlinger kun rigtigt virker, når jeg er vågen og bevidst om, at nu giver jeg mig selv lov til at blive liggende på sofaen. Giver mig selv den gave. Automatikken kan også ligge i, at jeg har fortalt historien mange gange før, og den er ikke levende i mig længere, når jeg fortæller den.

– Har jeg en tendens til at generalisere meget? ”Det har jeg arbejdet med før det her…, sådan har de fleste kvinder det…”

– Er jeg opmærksom på tiden og på at der er sat en ramme, og den skal jeg være med til at holde sammen med resten af gruppen. Hvis jeg tager meget tid, så er der mindre tid til de andre.

– Er jeg en af dem, der skal tie og lytte lidt mere, eller er jeg en af dem, der skal lære at gå ind og tage pladsen og måske derved undgå en frustration, der sætter sig bagefter (nu fik jeg igen ikke sagt det, jeg ville).

– Hvornår byder jeg ind med mit? Er jeg en af dem, der straks er på banen eller altid siger noget til sidst? Det kan jeg også lege med og prøve at undersøge det andet.

Ved tilbagemeldinger til en anden:

Er det, jeg siger til den anden, faktisk noget, den anden har brug for?

– Begynder jeg at give gode råd til nogen, der måske ikke engang har bedt om et godt råd, men bare har brug for at sidde med det, der lige var.

Overskriften de sidste to gange har været seksualitet. Det er sårbart at dele om. Det er privat, og det gemmer på længsler, skam, lyst, frygt, sjove historier, pinlige historier, uudlevet liv og levet liv. Det kræver en tryg ramme, som kun skabes ved at den enkelte kvinde tager ansvar for sig selv og for helheden. Efter mit oplæg i torsdags, mærkede jeg, hvordan kvinderne nu kunne tale meget ærligt, sårbart, detaljeret om seksualitet, og at den ramme jeg fik sat, og som de tog ansvaret for at få til at virke, som var kærlig og observerende og ikke dømmende – ja, den virkede. Og der var læring til os alle på den anden side.

Kig med her for de næste kvindegrupper med opstart i januar 2019

https://www.facebook.com/events/306080326656884/

https://www.facebook.com/events/189420428642929/

Kærlig hilsen Trine

Gudsrummet

Gudsrummet

Jeg placerede et “vi” i mit inderste rum, og jeg faldt i søvn, mens det voksede, og årene gik.

“Vi” skulle løfte mig, støtte mig, fylde et hul ud, som jeg havde taget med fra tidligere. Evig og altid en sliden efter at du og vi skulle finde og fylde lige præcis det på mig, som til pas tilstrækkeligt ville bedøve og skjule, at inde i det inderste rum, hvis jeg fjernede mit “vi”, var der tomt og kun døden tilbage.  Benzinen til det bål, som kun kunne brænde hvis det blev næret, var ros (fortæl mig jeg er dygtig til det, jeg gør), lad os lave noget sammen (vi laver aldrig noget sammen), magtkampe (jamen, i sidste ende har jeg jo ret).

Hvem skulle have troet,  at du blev den, der vækkede mig. Vækkede min bevidsthed, som havde slumret i så mange år, mens jeg var blevet så dygtig til at se sammenhænge, psykologiske mønstre, paralleller, modsætninger, kende mennesker, hjælpe mennesker. Min bevidsthed blev min ridder på den hvide hest, og du blev budbringeren. Tak af hjertet fordi du gav mig muligheden for forandring, muligheden for at se døden i øjnene og opdage, at det inderste rum i mit hjerte er mit gudsrum. Derudfra springer min livlighed, min kreativitet, mit mod, alle mine følelser og sansninger. Døden og livet. Det er ikke noget der skal næres for at forblive, justeres og skæres til, men en konstant guddommelig energi, som nærer alt.

Møder jeg verden, mennesker og mig selv ud fra gudsrummet, lader jeg det strømme frit igennem mig, så bliver letheden, glæden og kærligheden mine følgesvende. Og de vil følge mig  – også ind i sorgen, det mørke, ensomheden, vreden og tristheden, som nu  får lov til at være med, på lige fod med al kærlighed. Ligeså enkelt og ligetil som nat følger dag følger nat følger dag.

I medgang og modgang

Vejle
https://www.facebook.com/events/2109102052676491/?ti=icl

I medgang og modgang                                                                                  

En personlig beretning om kærlighed, familieliv og seksualitet – fortalt at Trine Dupont, lærer, psykoterapeut og tantramassør

Hvad gør vi, når vi ikke har lyst til det samme – men elsker hinanden og gerne vil være sammen?

Er det nu, vi skal skilles? Er der andre veje, vi to kan gå, og hvorfor har du aldrig sagt det før? Hvad nu med børnene?

Om at lukke trolden ud af æsken og stå med det, der ér. No bullshit. Om tantra og om sadomasochisme. Om at gøre nogle indrømmelser og sluge nogle kameler. Og blive fri indeni.

For at få mit eget kærlighedsforhold til at fungere har jeg har skullet ryste posen med det, jeg har lært om kærlighed og parforhold. Jeg har måttet se min angst i øjnene og har fundet mit mod frem. Det fortæller jeg om i min personlige beretning med udgangspunkt i en dag for ni år siden, hvor min mand fortalte mig en hemmelighed.

“Jeg hørte Trines unikke oplæg på højskole i sommeren 2018 og kan på det varmeste anbefale det til alle, særligt personer der personligt eller fagligt er optaget af nye muligheder og veje i parforhold og samliv.

Trine fortæller åbenhjertigt og detaljeret om hendes oplevelser og udvikling igennem en længere årrække, og om de erkendelser og valg, der har ledt frem til de samlivsløsninger og familiemæssige aftaler, hun har i dag.

Trine fører én systematisk igennem en følelses- og erkendelsesmæssige rejse, som synes unik i kraft af Trines evne til og insisteren på ærlighed, både i det forløb, hun har været igennem og i hendes genfortælling. Således ført helt tæt på Trines oplevelser, tanker, smerte, erkendelser og udvikling forstår man dybden af hendes dilemmaer og valg, som på mange måder er særlige og banebrydende, og hvor kærligheden i de nære relationer hele tiden er i centrum. Særdeles livsbekræftende oplæg.”

Pia Kirstine Harmsen, psykolog

At være med det, der er svært – er svært

At være med det, der er svært – er svært

At være med det der er, er let, når alting går godt. Når der er masser af lyst til min partner og energi i kroppen og det at lukke døren bag ham og mig straks tænder et sitrende begær. Når kroppen er i balance, og der ingen smerter er, og jeg føler mig stærk som en okse på min løbetur. Når jeg fyldes af taknemmelighed over de mennesker, der er i mit liv. Men når det IKKE er sådan. Når det er svært.  Når jeg har ondt i min ryg og lige gyldigt hvad jeg gør, gør den opmærksom på sig selv. Når jeg ikke har så meget lyst til sex, som jeg plejer. Når jeg bliver bange for, om lysten er på vej væk. Hvad fremtiden bringer. Eller når min partner ikke har lyst til sex og jeg ligger vågen den halve nat med en tændt krop. Eller når vi ikke lyst til den samme slags sex. SÅ er det noget mere komplekst og udfordrende at være med det der er.

I sommerhus med dejlige kvinder og jeg er ikke helt, som jeg plejer at være. Jeg er ikke sprudlende begejstret for livet. Jeg danser ikke omkring. Jeg har ikke så meget at give. Jeg har ondt i min krop, og jeg er bekymret. For fremtiden, for mit kærlighedsliv. Jeg begynder at blive irriteret. Har svært ved at rumme de andre. Deres begejstring og deres bekymring. Bare svært ved at rumme. Mest svært ved at rumme mig selv. Selvfølgelig. For det starter jo der. Indefra og ud. Mine udfordringer, smerterne, bekymringerne. Rummer jeg ikke det, så rummer jeg heller ikke de andres. Så enkelt er det vist.

Det er som om, jeg er nødt til at være i det stormvejr et stykke tid, før jeg kan give slip. Først når jeg har været der et stykke tid, kan jeg rumme det, jeg ikke vil rumme. Først lidt trist, lidt sur og irriteret. Forvirret. Så får jeg hjælp. Får at vide at det er ok, at jeg er forvirret, og at det meste af det, der kommer ud af min mund ikke rigtig er sammenhængende. For med tiden bliver det det. Mere og mere klart hvad det handler om. Fordi jeg får lov til at snakke, selvom det var uklart, det der kommer ud. Der er mennesker der i det sommerhus, som godt kan rumme, at jeg ikke kan rumme mig selv.

Så hvad betyder det? Det betyder, at det er lige der, hvor det er allersværest at rumme mig selv, at jeg har allermest brug for at blive rummet af den anden eller de andre. Og at de siger det. DET ER OK. DU ER OK. DU ER ELSKET UANSET. Det er den bevægelse, jeg må gå igennem og huske mig selv på, at det tager noget tid. Først er jeg forvirret og ukærlig over for mig selv. JEG VIL IKKE HAVE DET PÅ DEN MÅDE. Hvis nogen så er der og vil mig alligevel. DET ER OK DU HAR DET SOM DU HAR DET, så går jeg igennem det. Taler, græder, mærker, reagerer, hidser mig op, er urimelig, usammenhængende, irriterende forvirret og alligevel helt ok.

Når jeg har det godt og når kroppen er balanceret, og der ingen smerter er, så kan jeg bilde mig selv ind, at det er sådan, livet skal være. At den tilstand er det, jeg skal stræbe efter. Men det er IKKE det det handler om. Og jeg skal holde op med at narre mig selv. Det er simpelthen ikke sådan det er. Det findes ikke. En idealtilstand i et 24/7 Det opstår indimellem. Eller for den sags skyld er livets besværligheder ikke noget, der lige skal overstås, før jeg kan komme dertil, derhen, hvor jeg kan få det præcis, som jeg drømmer om. Det er ikke sådan det er. Livet bevæger sig. Bevæg mig med det.

. 

Essensmassage med chakrafokus

Essensmassage med chakrafokus

På Nordlys centeret, hvor jeg nu er kommet gennem 2 ½ år, er hele tilgangen til menneskelivet tantrisk. Her handler det om at undersøge balance og bevidst justere, hvordan jeg bruger min energi, og hvordan min energi bevæger sig. Det kunne også beskrives som at undersøge sit kropslige intelligenssystem. Balancen kommer af at de forskellige dele begynder at bevæge sig sammen. For at fornemme områderne i kroppen og sanseligt komme tilsted i dem, kan de dog være fint at fordybe sig i et område som kalder på opmærksomhed. Det kan du gøre i denne massage.

Essensmassage med chakrafokus

Sådan foregår det: Når vi lige har hilst på hinanden, vælger du en overskrift. Du skal ikke vælge på forhånd, men for at du kan danne dig et indtryk er overskrifterne her:

• Fred og varme (Solarpleksus/underkroppen)
• Integration og sensualitet (hele kroppen)
• Friskhed og mod (Hjertechakra/bryst skuldre)
• Udtryk og udfoldelse (Halschakraet/hals, ansigt og arme)
• Hemmelig forvandling (Rodchakra, hara og hjerte/ bækken)

Det næste er en cleraringsamtale på 20 min. Det er særlig form, hvor du trækker et ord/sætning, der hører til området og reagerer spontant med de ord, der kommer til dig. Når du reagerer umiddelbart, hjælper det dig til at komme ind i det essentielle sted i dig, som er naturligt, impulsivt og spontant.

Herefter går vi direkte over i massagen med særlig opmærksomhed på det område du har valgt. Denne massage foregår på briks. Jeg bruger ikke hele min krop, men går i tæt kontakt med dig.

Kort afrunding og snak efter massagen.

I alt cirka 1 ½ time. Pris 900,-

Der kan også fortsætte ind i en terapeutisk samtale efter cleaingen med fokus på et område, der vækkede noget særligt i dig. Du skal afsætte ca. 2 timer til dette forløb. Pris 1100 kroner. Jeg masserer med varm olie.

Kærlig hilsen Trine