Hvad er det egentlig, det betyder noget?

Hvad er det egentlig, der betyder noget?

Jeg formidler bare, hvordan det er at være mig. Og så håber jeg på, at det får mennesker til at ville lave noget sammen med mig. Så tingene blander sig sammen. Jeg er mig selv – også når jeg inviterer og reklamerer for noget, der er mit arbejde. I sommerferien fra 10.-12. juli laver Jørn Uhrenholt og jeg retreatet “Kærlighedens væsen” sammen med dem, der har lyst til det. Jeg er meget optaget af kærlighed, og jeg vil meget gerne undersøge det hele tiden – på alle mulige måder. Hvorfor vi er så bange, hvorfor vi stiller betingelser, hvordan vi kan mødes med vores partner eller måske en kommende partner på en autentisk måde. Det er mere enkelt på den måde. Hvis jeg bare skal være mig selv, er der ikke så meget jeg skal huske. For mig er det tantra.

Hvad er det egentlig, der betyder noget?

Det betyder noget, at der ER nogen, når jeg har brug for nogen. At, når jeg er allermest sårbar og umiddelbart har lyst til at lukke mine følelser ned, forsvinde ind i min ensomhed, forladthedsfølelserne eller min frygt, og godt ved, at det NETOP ikke er det jeg skal, ja så står der et menneske, som gerne vil give mig et kram eller snakke med mig. DET betyder noget.

Der er indre barrierer i mig, jeg først må bryde ned. Jeg er nødt til at række ud, selvom jeg næsten ikke tør, fordi det, jeg lærte som barn var, at jeg må klare det selv. Det var der aldrig nogen, der sagde, jeg skulle. Nej, det var vist nærmest det modsatte de sagde. Min mor og min far. Vi skal klare det sammen.

Men det var ikke helt sådan, det var. De havde jo nok at gøre med at holde sammen på sig selv. Det kunne jeg tydeligt mærke, og derfor var det ikke lige sagen, at jeg kom med alle mine behov for nærhed og omsorg.

Det er så svært at forandre noget, der ligger så dybt i hele mit psykiske og følelsesmæssige system. Men jeg kan mærke, at det sker. Det forandrer sig stille og roligt med årene fordi jeg er begyndt at lytte mere til min krop end til mine følelser eller mine tanker.

Lytter jeg til min krop, er det nemlig mere enkelt. Den vil have fysisk nærhed og nærvær og forsvinde ind i en favn. Et kram, en varm krop, et menneske.

Jeg skal ikke kunne klare mig selv alene, og samtidig skal jeg ikke bruge andre mennesker til at fylde et hul op i mig, som straks efter tømmes igen. Og skal fyldes op igen. Der må være et punkt lige derimellem. Hvor jeg anerkender, at det er altså lige nu jeg lider. Mine gamle sår er brudt op, og jeg hverken skal eller kan klare det helt alene. Samtidig har jeg selv ansvaret. Jeg kan række ud. Ringe til en ven. Bede om noget. Og så se om det forandrer sig herefter. Måden jeg har det på indeni. Og det gør det. Helt sikkert.

Jeg kan allerede mærke det.

Hvis du er interesseret i et retreat i sommerferien fra 10.-12. juli om Kærlighedes væsen så se her: LIV I KÆRLIGHEDEN retreats

To massager og to massører – samtidig i samme rum

To massager og to massører – samtidig i samme rum

Det kan være en meget smuk oplevelse at tillade det intime individuelle rum samtidig med det fælles. Sammen med sin partner og med hver sin massør.

I en fælles parmassage er der to massører. En til jer hver og i samme rum. Det skaber muligheden for, at I kan få en fælles oplevelse, samtidig med at I hver især undersøger kontakt til lyst og livskraft sammen med en anden end jeres partner. Idet I er fri af bindinger til massøren kan det blive et trygt og fint sted at undersøge indre frihed. Par der oplever let jalousi, kan udfordre dette i en tryg ramme. Måske opstår der naturligt fysisk kontakt mellem jer under massagerne. Måske blot en hånd der finder en anden hånd. Måske gør der ikke.

Læs mere på vores hjemmesider om tantra og om massagen og skriv eller ring til os og få en snak. Vi laver nye aftaler efter d. 28. maj. En dobbelt – massage tager typisk mellem 2,5-3 timer og koster 3800,-

Kærlig hilsen Trine og Jørn

trinedupont70@gmail.com – 91548295 – www.trinedupont.dk

jorn@tantramassageaarhus.net – 23464540 – www.tantramassageaarhus.net

Hej Trine og Jørn

Vi vil gerne sige tak for en rigtig dejlig oplevelse med jer i går. Vi er begge enige om at det har været den bedste oplevelse med tantra vi har haft. Vi følte os omsluttede, frie og bare være krop, være i nuet og være uden begrænsninger. Vi følte der var tid, intet der skulle nås eller noget der skulle huskes. Det var naturligt at blive berørt og berøre igen, uden betænkning være sig selv sammen med en anden og hinanden. Lade tankerne være – blive tanketom.

Artikel: Hvad er Tantra? Det vidunderlige stormvejr

Artikel: Hvad er Tantra? Det vidunderlige stormvejr

Prana magasinet har i hele 2018 et tema om Tantra. I de 4 numre som udkommer i år, bidrager Jørn Uhrenholt og jeg med 4 artikler om tantra. I kan læse den første artikel her. Den hedder “Hvad er Tantra? Det vidunderlige stormvejr”.

God fornøjelse – Jørn og Trine

Prana-Artikel-1-om-Tantra.pdf

I mødet med krigsveteranen møder jeg mig selv

I mødet med krigsveteranen møder jeg mig selv

Jeg voksede op med en far, der drak. Jeg skiftevis hadede og elskede ham, for han drak hver anden dag gennem hele mit liv med undtagelse af de perioder, hvor han var i behandling for sin alkoholisme. De dage han drak, var mine mulige strategier kamp eller flugt, og de ædru dage spillede vi alle døde. Min søster og jeg hang i sofaen sammen med ham. Vandkanden på bordet og tv´et tændt. Og vi nød samværet, mens vi glemte i går.

Når der skete ting, der blev så utrygge og svære for mig at forene med min virkelighed, så dissocierede jeg. Jeg gik i ét med min vindueskarm. Det gav mening, for det var så langt, jeg kunne komme, når jeg nu ikke kunne komme helt væk og var nødt til at være der. Det var den overlevelsesstrategi, der var tilbage, når der kun var hjælpeløshed. Mine sanser forskød sig, og mine tanker og følelser lukkede ned. Det skete, når det ikke var nok at låse min dør til værelset, fordi den så blev smadret, eller når jeg ikke kunne låse til toilettet, uden at min far hentede et bor og lavede et hul i døren, så han kunne kigge ind. Jeg kunne ikke bygge en fæstning, men mit indre forsvar tillod mig at holde min virkelighed ud, uden at føle mig tilintetgjort.

Og så bed jeg negle. Ofte til der ikke var mere at bide og min mor kom med sæbevand og sad hos mig om natten. Det var på sin vis så fint. En kontakt og en omsorg der var vigtig.

Da jeg var 11 år gammel, skrev jeg et digt, der hed Mine to fædre.  At rumme både den aggressive og utrygge far var simpelthen for overvældende for mig, så jeg splittede ham i to. En god og en ond. På den måde kunne jeg holde sammen på mig selv. Og på ham. Sådan nogenlunde. Mine oplevelser med den onde far blev forvist, og dagen derpå kunne jeg synke ind i hans favn. Hans store tykke mave og næverne der lukkede sig om mine små hænder. Mine utallige indre brandtaler til mig selv om at konfrontere ham med sine handlinger dagen efter blev aldrig realiseret, for hvordan kunne jeg konfrontere ham med en, som ikke var ham. I mit lille barneunivers gav det ro nok til, at jeg ikke gik helt i stykker. Og jeg beholdt min kærlige far hos mig. Han er der stadig snart 17 år efter sin død.

Det sker, jeg møder en krigsveteran i terapi og i massage. Og jeg genkender det meste. Osteklokkefornemmelse, uvirkelighedsfølelser, en konstant indre uro, følelsesmæssigt fravær og problemer med at mærke kroppen og sætte ord på. Overfølsomhed over for lyde der trikker traumerne. Vrede. Magtesløshed og psykisk lammelse. Ikke mere at vide hvem man er.

Og jeg ved, at er en vej at gå, og at jeg kan dele den vej med andre. Vejlede og lede i kærlig genkendelse. Hele det og finde frihed og glæde og højt til loftet på den anden side. Mærke at min krop, min sjæl, mit hjerte og mit sind er dybt forbundne, og at det ikke længere er nødvendigt at splitte det op, fordi det ikke længere er farligt at være mig.

At være kvinde

At være kvinde

Rummelighed og flow. Kraft og visdom i at vide at noget er sandt, fordi sådan er det bare. Afspændt og kærligt. Hengivende. Cyklisk. At være kvinde. Manden beskytter og holder mig, og jeg rummer og åbner for ham. Så han kan komme hjem.

Jeg har været to dage på kursus med 14 andre kvinder og Neel Fasting, grand old tantrawoman. Arketype gammel og vis. Nu er jeg ikke længere bange for at blive gammel. Tænk hvis jeg blot kan finde ud af at passe på min krop så længe. Så jeg også kan stå i spidsen for en flok kvinder, når jeg bliver 78. Med passion, visdom, erfaring, hjerte og humor.

For det var et vildt kursus. Med kontakt til polariteterne. Allermest min kvindelighed.

Jeg opdagede, at jeg kan hente kraften et meget dybt sted fra. At jeg kan hente mit selvbillede et andet sted fra. Et sted som forbinder mig med alle jordens kvinder. Hvor jeg ikke er alene. Et sted hvor kraften er så stor, at det næsten skræmmer. Blot at vide besked. Mærke hvad der skal siges. Og gøres. Og holde hjertet åbent imens. Jeg genkendte det sted i mig, efter jeg havde fået mit første barn. Og jeg husker det så tydeligt, men det er først nu jeg forstår.

Hvorfor jeg gik rundt i gaderne, og hver gang jeg så en kvinde med et barn, havde jeg lyst til at gå hen og omfavne hende og kigge hende dybt i øjnene. Du har også gjort det. Vi har begge gjort det. Vi har mærket naturen tage over og har åbnet os for den. Fulgt med fordi det ikke kunne være anderledes. Det er fucking viiiildt havde jeg lyst til at råbe, og jeg forstår slet ikke, at alle mennesker er født af et skød. At alle er kommet ud af en kvindes skød, og jeg er nu en af de kvinder.

Jeg kan bære mine bryster og mit skød med værdighed. Min rod og mit hara. Frydefuldt smerteåndedrag. Liv ind liv ud. Og det tager en brod af enhver andre problematikker at mærke det.

Så nu går jeg bare og lader de sive. Ikke ud af mig, men nedad i systemet.

At jeg er kvinde og det er godt.

 Foto: Karin Laursen

Til august åbner jeg fordybelsesgruppen for kvinder igen.Skriv til mig hvis du er interesseret i at være med. Se mere her Kvindegrupper og workshops

Læs Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Mine rum

I sidste uge var jeg 4 dage på Nordlyscenteret i Silkeborg i udviklingsgruppe. Vi mødes og mediterer, rydder op i gamle historier og mønstre og altid med intentionen om at nå ind i det sted i os, hvor vi er forbundet med alt. Essensen. Som tiden går, kommer det lettere og lettere til mig.

Hele mit liv har jeg fundet rum til at kigge indad. Ofte kun mig på værelset. I en slags nød, fordi mit indre var et kaos, og jeg kunne mærke, at det var nødvendigt at arbejde med mig selv. Her var jeg blot alene. Ikke ensom. Klar over nødvendigheden i det.

Andre gange har jeg haft brug for mennesker, men svært ved at række ud efter deres hjælp, og jeg er stivnet i ensomhed og tristhed. Eller jeg har opdaget, at jeg måtte kigge lidt mere indad, inden jeg delte noget med nogen, fordi jeg egentlig bare ville have nogen til at fjerne ubehaget for mig.

Jeg har også haft rum sammen med andre. I selvhjælpsgrupper, i terapi, i uddannelser.  Uvurderlige rum. Helt nødvendige i processen med at lære at dele erfaringer og holde op med at skamme mig. Mærke fællesskab og kontakt. Blive spejlet i andre og konfronteret med mig selv.

Men jeg vender altid tilbage til mit enerum. Med mine dagbøger og fagbøger. Og i naturen. Alene med hestene, da jeg var barn, og i skoven. Bare alene. Stilletid, refleksion, meditation.

Min mand har lært mig meget om enerummet. Hans behov for at være alene er enormt, og hvor mange gange har jeg ikke følt mig forladt og afvist, når han har valgt at være alene frem for sammen med mig. Nu har du været så meget alene, så nu skal du være sammen med mig. Når han valgte sig selv, valgte han mig fra. Sådan så det ud inde i mig.

Sådan ser det ikke ud længere, for betydningen af mit enerum vokser. Her samler jeg mig og kan bagefter være mere klar og nærværende sammen med andre. Dermed er det heller ikke længere svært, at han vælger at gå for sig selv. Tankevækkende. Frisættende.

Når jeg siger ja til mig selv, siger jeg ja til dig. Hvis det brænder i dig, så brænder det i mig.

Sådan tænker jeg om det nu.

Og hvad er egentlig alternativet til tillid andet end kamp. Du prioriterer mig ikke, når du ikke vil være sammen.

JO, det er præcist det jeg gør.

.

At være kvinde At være kvinde

Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Hvordan skal jeg komme til at elske min krop?

Vi er mange som enten nu eller tidligere har haft svært ved at elske vores krop. Jeg vil give to gode råd, selv om der er flere. De har virket for mig.
1. Begynd at nyde din egen krop. Find dig en god tantramassør, som både har indsigt og hjerterum, så han eller hun kan guide dig ind i at lære at sanse og nyde din krop. Og i stedet for at tale nedsættende om din delle på maven og begynde at lægge planer for, hvordan du kan komme af med den, så put olie på og rør den. Sans og mærk hvor blød den er, og en dag kommer din datter måske og siger: Mor, sidder du nu igen og kæler med din mave?Og rør i det hele taget ved dig selv på en bevidst måde. Tag lange bade og smør dig ind i creme. Onanér og nyd det. 

2. Og begynd også at kigge på nøgne mennesker. Meld dig ind i en vinterbadeklub eller tag på workshops, hvor mennesker er nøgne og opdag, at det kan slet ikke betale sig at sammenligne dig selv med andre. Standardmodellen eller den perfekte krop findes ikke. Vi er forskellige alle sammen, og du spilder din tid på at lede og sammenligne. Men du finder måske først rigtig ud af det, når du har set rigtig mange nøgne mennesker, for skabelonerne er i dit hoved og i Photoshop og ikke i virkeligheden.

God fornøjelse og go for it! <3

Læs også At være kvinde

Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Flirt i fitness og en klassisk kontaktcirkel

Jeg står og svinger en hulahopring. En ældre mand på omkring de 70 kommer hen og stiller sig ved siden af mig. Kigger på mig og smiler. Det ser godt ud det der, siger han.

Vi har øjenkontakt. Mig: ja, det er ikke så svært, når man først finder rytmen, og det er lige som at få massage samtidig. Han smiler og ser lidt overrasket ud. Vi har stadig øjenkontakt. Ham: Jeg kan slet ikke det der. Det dur ikke med min ryg. Vi begynder at snakke om, hvorfor vi er her. Han fortæller, at han er nødt til det, fordi han har dårlig ryg. At lægen har sagt, han skal træne, og at han på den måde kan holde smerterne væk. Jeg fortæller, at jeg laver massager, og at det blandt andet holder mig smidig, så jeg ikke får problemer med min lænd. Han spørger, om jeg er fysioterapeut, siden jeg snakker om massage. Jeg siger nej, jeg laver sådan en slags helkropsmassage, og jeg er terapeut, men også mange andre ting. Oprindeligt var jeg lærer. Nå, siger han: det lyder som om, du laver det, du har lyst til. Ja, siger jeg. Jeg bestemmer selv, og det er skønt. Så kan jeg gå herned når jeg vil, selvom jeg ikke altid gider. Det er sådan lidt både af lyst og nød. Vi griner lidt.

Vi har fælles fodslag, vi genkender og leder efter genkendelse i hinandens historier. Han fortsætter: Det lyder, som om du har det som blommen i et æg. Ja, siger jeg. Jeg klager ikke. Du ser så glad ud, siger han, og ved du hvad. Den anden dag, så jeg en kvinde med en mobil. Hun gik og kiggede ned i den, og så så glad ud. Hun smilede hele tiden, og så siger jeg til hende: Du ser så glad ud. Og så smiler hun og siger, at det er hun også. Åh, det er dejligt at høre, siger jeg og fortsætter: Vi skulle snakke noget mere med hinanden. I bussen fx og ved lægen. Ja, siger han, man bliver jo helt forskrækket, hvis nogen siger noget i venteværelset. Vi griner igen , og så kommer der sådan en fornemmelse, af at vores kontaktmøde skal til at slutte. Der er en pause.

Så siger han: Nå, men så vil jeg da bare stå her og nyde synet af dig lidt. Jeg smiler, og siger, at det må han da også gerne. Så siger han: Men så er det jo ikke så spændende. Altså hvis man må. Så jeg skal altså spille lidt kostbar, spørger jeg og smiler. Ja, det er godt, siger han. Vi griner, og han går.

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Tantramassage – et fælles eksistentielt mødested

Et tantramøde, som føles helt rigtigt, uden at det gøres til noget, der er perfekt, er så komplekst en størrelse, at det under ingen omstændigheder kan beskrives helt. For mig åbner det for alvor, når jeg både møder min lyst og mit hjerte. Når det bliver vækket samtidig. Når jeg får lyst til at se den anden i øjnene, fordi jeg er 100 procent opmærksom på, hvad der sker hos ham eller hende, og fordi jeg mærker en kærlig ømhed i mig, der ikke vil noget. Ja, den er rettet mod den anden, men faktisk lige så meget mod mig selv. Jeg modtager min egen kærlighed, når jeg rummer mig selv uden mit evindelige indre præstationskrav.

Hvornår får jeg så den mulighed for at mærke dette? Det gør jeg, når den anden heller ikke vil have noget bestemt af mig eller vil give mig noget, andet end sit nærvær. Det gør jeg, når berøringerne den ene vej eller den anden vej ikke har en ambition om noget som helst. Blot åbner for sanselighed. Ja, så mærker jeg et fantastisk fælles punkt, hvor i vi kan mødes.

Et slags eksistentielt mødested, hvor det ikke handler om alder, udseende, job, familieforhold, nuværende livssituation, selvom alt det er med os hele vejen og selvfølgelig på den måde betyder noget. Men vi giver det ikke betydning. Og der er en forskel.

Og det gør jeg når den anden modigt åbner sine øjne ind imellem og skaber kontakt. Når jeg ikke vil hele noget eller tage noget væk fra nogen. Fuck det er et godt sted at befinde sig. Lige der i ingenting andet end opmærksomhed og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine

Som en igle på øjeæblet – jalousi

Som en igle på øjeæblet – jalousi

En igle der bider sig fast på øjeæblet, så jeg ikke kan se. Hjertet der snører sig sammen, og maven der brænder. Mit sind på overarbejde i en tsunami af billeder og forestillinger. Alt det, der får mig til at tro på, at jeg ikke er god nok.

Jalousi er min frygt for at miste og min følelse af utilstrækkelighed. Som om der er noget, jeg skal være, for at det er godt nok. Noget der baserer sig på en dyb fornemmelse af mindreværd og en gammel del i mig, der stadig er bange for at blive afsløret. Stadig holder tilbage. Stadig tror, jeg skal klare det hele selv. Og som stadig indimellem må tvinges åben, fordi åbenheden, sårbarheden og ærligheden nu så mange gange har vist mig at være min ven. Der er ingen tvivl. Det er et godt venskab.

Der er frygten for at være den, der binder den anden, så den anden føler sig ufri. At den anden bare siger ja, men ikke mener det. At jeg skal gætte mig til, hvornår et ja betyder nej, og at det er mit ansvar. Lige på den anden side er min egen frygt for ikke at kunne sige nej. Selvfølgelig.

Der er manglende tillid til mig selv. Det er den lille pige, der måtte overleve kaos ved at kontrollere sit indre. Og forsøge at forstå verden ved at bilde sig ind, at hun kunne mærke, hvad mor havde brug for, og hvad far i hvert fald ikke havde brug for. Og rette sit indre ind efter det.

Der er forvirringen over at jeg kan hele alt dette med et menneske, og så stå der igen med et andet.

Og der er ambitionen om at være et større menneske, end jeg er. Det er misundelsen, som jeg har lært er en skidt følelse. Og farlig. For hvad sætter jeg i gang, hvis jeg sætter ord på min misundelse. Frygten for selv en dag at få lyst til en anden. Lyst til at følge lyst, når lyst opstår. Frygt for selv at blive ufri. Det er sindet der drøner derud ad i et fremtidigt katastrofespor. Som ikke er nu.

Så hvad er der tilbage. Hengivelsen til nuet. Overgivelsen til det der er. Til stormvejret og jalousien, når den raser og til at være ærlig med mig selv og sige det højt til den anden. Håbe at jeg bliver grebet.

Få øje på at jeg hele tiden binder mig og frigør mig igen. Mærke at kærligheden til mig selv er der. Når jeg ikke fjerner mig fra den.