Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed

Det var som om, jeg fik min mors opmærksomhed.

I tantramassagen inviteres du til at være med det, der er. Som i en meditation. Jeg indleder med et ritual, hvor jeg i stille tempo giver opmærksomhed til kroppens forskellige områder, så jeg selv, og den der masseres, får mulighed for at skabe kontakt til sanselighed og hjerte.

Foto: Rihannon Wilde

I min sidste massage oplevede jeg, hvordan en mand efter massagen beskrev ritualet som at få sin mors opmærksomhed.

Lige nu undrer jeg mig over, hvad det mon er, der gør, at denne invitation lander på den måde i ham. Jeg tænker på, hvordan jeg det sidste stykke tid, med flere og flere massager i kalenderen, flere gange har sagt, at jeg føler, mit hjerte åbner sig. Det er som om, jeg kontakter mit hjerte i det øjeblik, mennesket træder ind ad døren, og vupti, så er alle fordomme, forestillinger og ideer om vedkommende væk. Alle de tanker, jeg kan have gjort mig om personen i samtalen før eller i mailen han/hun skrev, fordamper, og tilbage er en åben nysgerrighed for at møde mig selv sammen med ham eller hende.

Det er også, som om en gammel historie i mig om at være ”giver” fordamper. I denne historie gav jeg for at få noget igen. Det, der drev, var længsel, og det, jeg længtes efter at modtage, var noget bestemt. Der var betingelse, og der var krav. I den tantra, jeg formidler, er der ingen krav, og begge parter inviteres til at slippe de forventninger, de måtte have, når de træder ind i rummet.

Måske er det sådan, det er for barnet, når moren er i stand til at blive i sig selv uden krav og betingelser til sit barn, om at barnet skal gøre sig fortjent til hendes kærlighed. Når hun blot kan lade barnet være, præcis som det er.

Jeg bliver mere og mere forundret over de bevægelser, tantramassagen kan sætte i gang hos mennesker. Og bevægelsen starter lige i det øjeblik, hvor begge to slipper ambitionen om at ville bevæge noget som helst.

Kærlig hilsen Trine

Når døden banker på

– åbner det hjerter, og vejen til meningen banes.

Forrige torsdag blev Jørn opereret for tarmslyng og lige efter får vi at vide, at der er lyse pletter på tyndtarmen, som ser mærkelige ud, og som de ikke kan forklare. Og at ”Kræftpakken” går i gang nu. Der skal CT scannes om kort tid.

Jeg er bange. Jeg græder og frygter at miste ham i et døgn. Jeg er hos ham. Han er rolig.

Jeg ser, at min tur på bjerget på Kreta for kort tid siden var timet. Sol op – måne ned. Måne ned – sol op. Himmel og hav. Gentagelser.

Og en ny erkendelse: Når menneskeheden dør består alting. Det var en ny retning for mig. Jeg har aldrig set det før. Det var en oplevelse af meningsfuld meningsløshed. Lidt som magtesløshed, når den får mig til at give slip. Erkende min uformåenhed. Give slip og lade Gud. Have tillid.

Et ord dukker op: Belonging. Det handler om at høre til. Jeg mærker, at jeg hører til. Med dem alle. At jeg står midt i en kæmpe kærlighedskedel. At lige nu balancerer det. Der er helhed i delene. Der er et både og.

Og jeg kommer til at tænke på de gange, hvor jeg tænkte: Nu kunne jeg godt dø. Det ville være ok. Jeg er elsket og jeg elsker. Det er ok. Nu.

Og jeg ser, at den seneste åbning i vores kærlighedsrelation var timet. AT det banede vejen for, at Morten nu inviterer Jørn til at hele sit sår sammen med os. Hjemme hos os. Jeg ser, at sådan er Morten. Når det gælder, så STÅR han der. Helt klar. Slipper sit shit.

Og jeg ser, at der er mange ting, der slet ikke er vigtige. Og at der er noget, der er vigtigere end noget andet.

Der var ingen kræft, og vi er på den anden side nu.

Og der nye åbninger fra et sted i både børnene og de voksne, som handler om at være der for hinanden.

Hjertets visdom.

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

fotograf: Riihannon Wilde

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

Hvordan åbner jeg mig for helheden?

Forstår at livet kan leves og forstås – samtidig.

Ledelseskursus på Kreta. Alene på et bjerg i 15 timer. Sove under stjernerne og fuldmånen. Med gederne som de eneste andre. Med langt til alt og alt inden for rækkevidde.

Solen, der gik ned, og månen der stod op.

Solen, der stod op, og månen der gik ned.

Menneskene vil dø, men naturen vil genskabe sig. Igen og igen. På nye måder. Det er kun os, der dør. Naturen består. Den fortsætter. Smiler ved sig selv.

Døden er en fantastisk sparringspartner.

Jeg må handle, som om det, jeg gør, er altafgørende vigtigt.

Samtidig må jeg grine lidt ad mig selv, fordi jeg tror, det har så stor betydning.

Det er et både og.

Ikke et enten eller.

Elementerne:

Planterne: Levende – ærbødigt

Solen: Varmer mig. Taknemmelighed og liv.

Månen: Skønhed – kvinde.

Havet: Overvældet af storhed – køler mig

Klippen: Fasthed – robusthed – solid

Dyrene: Levende som os

Himlen: Uendelighed – Universet

At slå på den store gongong og sende spørgsmålet ud: Hvad er meningen med mit liv?

Mærke noget strømme op i gennem systemet.

Det kan ikke regnes ud

Det er ikke en løsning

Forvirringen undervejs er tegn på at, at jeg er på rette vej.

Høre gongonen tone ud

og så slå igen

og igen

Indslag om tantramassage i TV2 østjylland

SÅ kom det endelig på. Vi synes, det er blevet rigtig fint. Se med her:

https://www.tv2ostjylland.dk/nyheder/30-07-2017/1930/tantramassage-er-hot?autoplay=1#player

Min far og mig – og maling

Min far og mig – og maling

Jeg skrev denne tekst for en uges tid siden, og det har overrasket mig helt vildt, så mange der har liket den på FB og har skrevet fine kommentarer. Tak for det. Måske er det fordi, jeg i teksten, som i mit liv i det hele taget, altid prøver at finde en forståelse af det der skete, som giver mening for mig eller som kaster nyt lys på noget gammelt. Og det tror jeg, vi alle gør. Og at vi alle brug for at gøre. Det er det samme for de mennesker, der kommer hos mig i samtaleterapi. Ved at fortælle og erkende nyt undervejs, falder historierne på plads i mennesket. Og der bliver mere roligt indeni.

——–

Stilleretreat forude. To timer til. Er på vej i Bauhaus for lige at få ”knækket” de 10 liter hvid maling, som vi skal bruge, når vi skal sætte børneværelser i stand i næste uge.

Lige da jeg drejer fra JP Larsens vej, kan jeg lugte det. Jeg vender mig og ser, at bøtten er væltet. Jeg stopper bilen. Halvdelen af malingen ligger i en stor pøl på bagsædet og siver ned til gulv og de to bagerste ekstra sæder, som er slået sammen. Alle tre seleholdere driver i tyk hvid maling.
FUCK… Det er der ikke meget Zen over.

Ingen skam i livet

Ingen skam i livet

Da jeg var yngre skammede jeg mig en del over min lyst. Lysten var der jo, men det var som om, jeg altid kunne fornemme skammen lige under overfladen. Skam over lyst, skam over min krop, skam over min længsel efter at nyde. Skam dig hvis du tillader dig at have det alt for godt. Og når frygten for ikke at blive rummet af et andet menneske blandede sig med skammen – ja, så blev det en giftig cocktail.

Den sidste del har jeg ikke helt sluppet endnu, men skammen er væk. Og for nylig gik det op for mig, hvordan jeg har opløst skammen ved netop at gå ind i nydelsen. Den selvsamme nydelse som var ophav til skammen. Paradoksalt, men sandt.

Det var tantraen, der gjorde det, og jeg er evigt taknemmelig.

Når jeg i en tantramassage når derind, hvor nydelsen bliver til hengivelse, og jeg er i kontakt med noget, der er større end lille mig, så er der simpelthen ikke skyggen af skam i mig.  

Så er der åbnet til en naturlighed, til væren og et universelt fælles menneskeligt sted, hvor der kun er kærlig åben kontakt. Ingen der skal noget med nogen, ingen gensidig stimulering af erogene zoner, blot åben sanselig kontakt med den anden og noget andet – gennem åben sanselig kontakt med mig selv.

Og hvad har åbningen så at gøre med?

Det har først og fremmest at gøre med forståelsen: Det er nødvendigt, at begge parter forstår, at de ikke skal bruge hinanden til noget. Forstår at det kærlige sanselige møde, der opstår, er betingelsesløst, og at begge er i stand til at blive i kontakten med sig selv. Og at når vi møder vores vaner fra den almindelige seksualitet (fx jeg vil gerne gøre det godt for dig nu), så er vi vågne – vi iagttager os selv, vi ser det og giver slip i det igen. Eller måske bliver vi et kort øjeblik i vanen, blot for at mærke forskellen. For hvordan skal vi kunne mærke en forskel, hvis vi ikke må mærke den ene del.

Og vi møder dem. Vanerne. Det lover jeg. Det er hele pointen. Vågenheden. Overskridelsen af det tillærte. De nye bevægelser i kroppen, i sindet, i livet.

Når et menneske kommer til mig i en tantramassage er denne forståelse på plads. Enten er den der allerede, eller også bliver det klart i løbet af den samtale, jeg altid har inden jeg aftaler at mødes. Hvis forståelsen ikke etableres i samtalen, siger jeg nej til at mødes. Hvorfor? For at vi begge kan føle os trygge i rammen. Den ramme, hvori vi kan undersøge kontakten til livet og lysten. Livslysten.

Og hvad har det overhovedet ikke at gøre med?

Det har intet at gøre med højde, drøjde, alder og job. Ingen som helst af disse ydre faktorer kan nogensinde afgøre eller betinge, om der er kontakt i mødet. Jeg oplever indimellem, at en mand spørger mig, om han skal sende mig et billede, inden vi skal mødes. Det er som om, han har brug for en godkendelse fra mig. En slags skjult skam, som måske dulmes lidt, når et andet menneske godkender mig og siger, at jeg ER ok, som jeg er, og at jeg også kan få kærlig opmærksomhed og tillade mig nydelse og lyst. Jeg siger altid nej tak til billedet og taler med vedkommende om netop dette. Og hvilken lettelse det er for de fleste at opleve, at de ikke behøver at skamme sig og ikke behøver at gøre sig fortjent.

Kærlig hilsen Trine

Birgitte Gyrd

Det kan du sgu gøre bedre Trine

Det kan du sgu gøre bedre Trine

Har lige fået Morten hjem efter 6 dage alene med ungerne. Jeg fik øje på noget i løbet af de dage. Noget interessant som på en måde bryder med en måde, jeg ellers taler om livet på. Det handler om ambition.

Der er i vores familie, som i de fleste andre familier, ting der bare ikke altid går efter planen. Der er børn, der på skift popper op med behov for særlig støtte eller opmærksomhed i perioder. Der er mønstre og vaner, som er gået hen og blevet besværlige og ikke gavnlige. Der er frustration. Intet nyt i det. Det er velkendt virkelighed for børnefamilier. Intet perfekt speltspejl her.

Noget af det røg jeg i – de første par dage, og så opdagede jeg det nye. At jeg om morgenen vågnede med tanken: Det kan du sgu gøre bedre Trine.

Det, der var anderledes var, at der intet pres mod mig selv var i det. Fuck, det var vildt. Ingen ambition pressede mig til at være noget, jeg ikke var. Ingen ambition, som havde udspring i en sammenligning med alle de andre, sikkert meget mere tålmodige, mødre end mig. Der var kun ønske om forandring, bevægelse og en ambition om at gøre det bedre. Få det til at lykkes. Få mønsteret brudt.

Og der så jeg, at ambition er godt, når den udspringer af realiteterne, som de er. Når jeg er tæt på virkeligheden i accept af det skidt og kanel – sukker og vanilje, som faktisk ER. Og at ambition vil bevæge noget og give det retning. Og at det sker, når jeg lytter til min indre stemme, som faktisk udmærket ved, hvilken retning jeg skal i.

Kærlig hilsen Trine

At komme hjem

Når mænd forstyrrer kvinder uden at ville det

I går havde jeg en hel dag med kvindeworkshop. Det var fantastisk. Tak tak tak <3 Jeg kom til at mindes, da jeg var lærer, og hvordan jeg elskede fagdage og temauger. Den der fornemmelse af TID NOK. Til til at holde de pauser, der skal til, når de skal til og og så blot starte op igen. Fortsætte hvor vi slap og lade det ske, der skal ske.

Der er usandsynlig meget potentiale i at mødes med andre kvinder i det særlige rum, der skabes, når vi åbner hjerterne og mærker tilliden til os selv og hinanden. Når vi tillader at mærke, sanse, åbne i krop, hjerte og sind. Og det er vildt spændende at se, hvor stor en forstyrrelse det så er, når der pludselig dukker en mand op (i går var det Jørn Uhrenholt, som fortalte om “JA og NEJ” og “det autonome nervesystem”). Det var forskelligt, hvordan vi blev forstyrrede. Noget af forstyrrelsen bestod blot i at gå fra det feminine sanselige flow over i en mere mental tilgang til præcis det samme emne. Andet handlede om de forskellige historier, vi har i rygsækken, (blandt andet om vores møder med mænd). Men forstyrrede blev vi. Super spændende at iagttage og tale om bagefter. Tak Jørn, for den forstyrrelse! Det var perfekt.

Og jeg kunne blive ved med at skrive om, hvor stor en øjenåbner det er for mig, og hvor meget det heler mig – det kærlige rum, som vi kvinder skaber sammen (med risiko for at mændene føler sig lidt udenfor). Jeg tror blot, jeg skal lade være, og bare sige tak <3 og lave nogle flere workshops.

Kærlig hilsen Trine                                                                                  .

TUSIND TAK FOR I GÅR

Oplægget fra Jørn var også mega godt Alt hvad han sagde gav virkelig mening, og pludselig kunne jeg se min egen historie – Det var en vild oplevelse  På hjemturen kom jeg til at tænke på, at skal jeg have tantra massage af en mand på et eller andet tidspunkt, så skal det helt sikkert være af ham første gang – Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tænker sådan, men jeg er bare slet ikke i tvivl Både dig og ham har en eller anden form for ro, og jeg føler mig rigtig tryg i jeres selskab.

Dagen i går var en kæmpe øjenåbner – Tusind tak for, at jeg måtte være med – Det er jeg bare så taknemmelig over TAK

Bølger og penduler

Jeg har lige været i Thailand. I flere dage var jeg optaget af at kigge på bølger.

Jeg så bølgerne bevæge sig ind mod stranden, og jeg iagttog det præcise sted, hvor bølgen blev brudt, stilstand, en afmatning, inden en ny bølge. Og jeg begyndte at få øje på energiopbygningen i mig selv og i andre og i alting… og noget med timing.

Jeg selv er et hav, der bølger. Mine emotioner, der bygger sig op og tipper over, min seksuelle lyst, der bygges op og tipper over. Jo mere energi, der er bygget op, desto større er bølgen, og desto kraftigere føles brydningen, når den sker. Jeg begyndte at se alt som bølger med elegant timing eller absolut mangel på timing.

Når Silas bad om is nr. to, så jeg energiopbygningen i situationen. Jeg så Silas, der kom med sin energi, sit spørgsmål og mit nej – præcist timet på toppen af bølgen. Nu var det blot at lade bølgen falde igen, lade Silas mærke nejet og reagere i det. Og hvor mange gange oplevede jeg ikke mig selv blive hængende i bølgedyndet, fordi alverdens dårlig samvittighed, skyldfølelser og manglende tillid til, om jeg nu var en god nok forælder, forstyrrede bølgens afslutning. Det handlede ikke om mit nej til endnu en is (det overlever ethvert barn), men om alle mulige andre usikkerheder, der blandede sig ind i det. Med alle de helt anderledes sære måder, vi er familie på, er det vel rimeligt nok, at han får is nr. to.

Pludselig så jeg det. Det absurde teater, hvor det var alt muligt andet, end det det egentlig handlede om (is nr. to), der udspillede sig.

Jeg var stresset de første dage i Thailand. Indre uro, bygget op over længere tid. Ophobet spænding. Nu, hvor der var ro omkring mig, mærkede jeg det for alvor. Der var et slør mellem mig og verden, og jeg fik lyst til at dulme det med treoer og rødvin. Let angst. Fornemmelsen af opløsning. Et bånd omkring maven og lænden og ondt i øjenhulerne. Usikkerhed på mig selv. Kritik af min krop. Ikke rigtig at kunne overskue børnene og det praktiske. Langt væk fra den følelse af glæde og taknemmelighed, jeg tit har. Som om jeg var svunget ud i yderpositionen i et pendul. Fra glæde og taknemmelighed over i tristhed, uro og forvirring. Der var en længsel efter og en søgen efter ”nøglen”, efter noget uden for mig selv, nemlig DET, der skulle til, for at jeg kunne svinge tilbage i den anden position, hvor der var rart at være. I stedet for blot at blive og mærke modsætningen. En tilstand af uro, jeg genkender fra min barndom. Ingen at ty til. Ingen hjælp at hente.

Jeg fortalte det til Morten og fik et: ”Du behøver ikke gøre noget, jeg skal nok tage over”. Fuck, hvor jeg elskede ham. Der var en at ty til. Hjælp at hente.

Og der så jeg det. At jeg skulle blive lige der og lade det være. Afvente, opsamle, undersøge, lytte, åbne, være tålmodig, forbinde mig med, rumme, acceptere og udruge det, der var på vej. Acceptere bølgedalene lige så vel som bølgetoppene. Genkende og huske begge positioner i pendulet. Balancepunktet lige mellem ekstremernes udsving. Noget i mig huskede nu balancepunktet, selvom noget andet svingede og dansede mellem ekstremerne.

Tantra er at udsætte afspændingen og hvile meditativt i polariteten, indtil forandringen sker af sig selv. At leve med spændingen, være sammen med den, iagttage den, holde øje med hvor, hvornår og hvordan den forandrer sig.

Denne position kan jeg i princippet indtage i alt i mit liv. Min seksualitet, mine emotioner, mine smerter i kroppen…

Men jeg opdagede også noget andet.

Jeg kan ikke bare sige, at nu er det det, jeg vil. At jeg vil være tantrisk. For at kunne afvikle spænding, er jeg først nødt til at udvikle og opleve. Har jeg længsler, begær, uopfyldte drømme om dit eller dat, må de først udleves. Det spærrer vejen. Og det vil det blive ved med, indtil jeg har gjort mig tilstrækkelig med erfaring.

Kærlig hilsen Trine

.