Som en igle på øjeæblet – jalousi

Som en igle på øjeæblet – jalousi

En igle der bider sig fast på øjeæblet, så jeg ikke kan se. Hjertet der snører sig sammen, og maven der brænder. Mit sind på overarbejde i en tsunami af billeder og forestillinger. Alt det, der får mig til at tro på, at jeg ikke er god nok.

Jalousi er min frygt for at miste og min følelse af utilstrækkelighed. Som om der er noget, jeg skal være, for at det er godt nok. Noget der baserer sig på en dyb fornemmelse af mindreværd og en gammel del i mig, der stadig er bange for at blive afsløret. Stadig holder tilbage. Stadig tror, jeg skal klare det hele selv. Og som stadig indimellem må tvinges åben, fordi åbenheden, sårbarheden og ærligheden nu så mange gange har vist mig at være min ven. Der er ingen tvivl. Det er et godt venskab.

Der er frygten for at være den, der binder den anden, så den anden føler sig ufri. At den anden bare siger ja, men ikke mener det. At jeg skal gætte mig til, hvornår et ja betyder nej, og at det er mit ansvar. Lige på den anden side er min egen frygt for ikke at kunne sige nej. Selvfølgelig.

Der er manglende tillid til mig selv. Det er den lille pige, der måtte overleve kaos ved at kontrollere sit indre. Og forsøge at forstå verden ved at bilde sig ind, at hun kunne mærke, hvad mor havde brug for, og hvad far i hvert fald ikke havde brug for. Og rette sit indre ind efter det.

Der er forvirringen over at jeg kan hele alt dette med et menneske, og så stå der igen med et andet.

Og der er ambitionen om at være et større menneske, end jeg er. Det er misundelsen, som jeg har lært er en skidt følelse. Og farlig. For hvad sætter jeg i gang, hvis jeg sætter ord på min misundelse. Frygten for selv en dag at få lyst til en anden. Lyst til at følge lyst, når lyst opstår. Frygt for selv at blive ufri. Det er sindet der drøner derud ad i et fremtidigt katastrofespor. Som ikke er nu.

Så hvad er der tilbage. Hengivelsen til nuet. Overgivelsen til det der er. Til stormvejret og jalousien, når den raser og til at være ærlig med mig selv og sige det højt til den anden. Håbe at jeg bliver grebet.

Få øje på at jeg hele tiden binder mig og frigør mig igen. Mærke at kærligheden til mig selv er der. Når jeg ikke fjerner mig fra den.