Tanker efter min fordybelsesgruppe for kvinder

Tanker efter min fordybelsesgruppe for kvinder <3på vej hjem i bilen.

Hvad er det jeg skal lære? (og det kan enhver spørge sig selv) 

Og hvordan er det jeg overhovedet forstår og forklarer min tilgang til det, jeg laver med kvinderne hver anden uge på Regnbuefabrikken i Brabrand.

Det giver jeg et lille bud på her. Lidt med ord og også med en lydoptagelse, hvor jeg forklarer mig. Måske synes du, det er sært, anderledes eller bare lige så spændende, som jeg synes <3 Og ikke et ord om tantra (som gennemsyrer det hele)

Alt er bevægelse. Alt bevæger sig. Det kan det ikke betale sig at prøve at kontrollere livet, for livet lader sig ikke styre. 

De øvelser, vi laver, er blot en ramme, hvori noget (af livet) kan undersøges og spejles ud i resten af eksistensen og livsverdenen. Det kommer til mig helt naturligt. Jeg mærker ind i det, der sker i gruppen og temaer for dagen, og vupti er der en ramme, hvori noget kan undersøges. 

Gruppen og I som individer er også i bevægelse, så en øvelse kan altid vise noget nyt. Der er en retning i øvelsen, men når forståelsen er, at alt er bevægelse fra øjeblik til øjeblik, og dermed forandres hele tiden, så kan resultatet af en ramme, der gentages, aldrig være ens. 

Hvis vi skal tage den endnu længere, så er næste niveau også at slippe overhovedet at få noget som helst ud af det. Ja, det er provokerende og usædvanligt i en verden, hvor alt gøres op i mål, middel og resultat, og det kræver lidt tilvænning, men ikke desto mindre er det den måde, jeg tænker og arbejder på. Derfor er øvelser aldrig ens, selvom det kan se sådan ud. Og det er ikke det samme som at lade stå til eller ikke reagere og handle, selvom det kan være det, hvis det udspringer af konfliktskyhed. Den har jeg haft en del mere af tidligere i mit liv, end jeg har i dag. Jeg er glad for at jeg har fået mere tillid til mig selv her. At jeg nu tør bringe det frem som skurer i mig. Uden konflikt, men kærligt, hvilket ikke nødvendigvis er let, når jeg bliver ramt på noget af mit eget besværlige “stof”. 

Og hvad er der at gøre andet end at spørge mig selv (og lad os alle gøre det): Hvilken læring var der for mig i det? Hvor er mine skygger? Og hvordan kan jeg (hurtigst muligt) trække ansvaret hjem til mig selv, så jeg kan vokse og gro og andre kan det samme. Vel at mærke uden at dunke mig selv for meget i hovedet med det, jeg kunne have gjort anderledes. Det er den vej, hver enkelt af os må gå. Trække ansvaret hjem. 

Og hvis vi derefter kommer til at dunke os selv lidt for meget i hovedet med ikke at være ok, så er det tid til en tur ud at handle (tak for den til en af mine skønne deltagere). Ned i Rema og lægge mærke til de små ting. Tilkendegivelserne, smilene eller ham der holdt døren for mig, da jeg stod der med alle mine indkøbsposer ved bilen. Gøre det der skal til, så hjertet åbner sig igen. Altid allerede elsket.  

Lyt med her – Kærlig hilsen Trine